Tales

Fredag

Klokken ringer, og alle styrter ud på gårdspladsen. Gruset flyver omkring ørerne på mig, og alt jeg kan se er mine kammerater der omfavner sin familie.

Jeg kigger rundt efter dig, men du er ikke til at få øje på. Jeg er overbevist om at du nok skal nå det denne gang, det lovede du jo.

Jeg sætter mig ned på en bænk, med to glas saftevand og to stykker kage. Ventende, imens mine kammerater løber rundt og leger med deres familier. Og der sidder jeg. Helt alene på en bænk. Alt omkring mig er i slowmotion, men mit smil er endnu til at se. Tankerne kører rundt i hovedet, som tiden går. Hvornår kommer du? Er ud her ikke snart?

Jeg tager en bid af kagen, og drikker af mit glas.

Mit hovede siger at du ikke kommer, men mit hjerte nægter at tvivle på dig. Du lovede det jo.

Smilet er faldet af mine læber og en tåre triller ned af min kind, som gårdspladsen bliver tømt. Der er nu ingen kage eller saftevand tilbage, kun mig. En pædagog kigger stresset på mig, fordi hun ved at hun bliver nødt til at blive tilbage, og vente med mig.

Endelig ankommer du til den nu helt tomme gårdsplads, undskyldende, som sædvanligt.