En simpel firkant, som i virkeligheden ikke er så simpel eller firkantet. Hele mit liv har jeg været låst fast af de fire sider og fire hjørner. Set udefra virker det jo ikke så firkantet som det gør indefra. Mit værelse, mit klasselokale, min arbejdsplads. Alt sammen mere eller mindre rektangulært. Foruden plads til udfoldelse eller bredde mellem de hvide vægge. Et firkantet rum kan ikke lyses op af en enkelt rund pære. Måske kan det? Det kunne det ihvertfald ikke ikke for to og et halvt år siden. Så blev pæren kraftigere, og kunne nu lyse det mørke firkantede rum op, som aldrig før. Før dette var det firkantede rum mørkt med en længsel efter lys. Lyset betød, at det firkantede rum blev lyst op i alle kroge og fik set sig selv, så godt som et firkantet rum nu engang, kan se sig selv. Rummet begyndte at udvide sig mere og mere fordi det pludselig havde fået lyst til at udfolde sig, takket være pæren. Pæren blev ved med at oplyse rummet, som blev ved med at udvide sig. Til sidst kunne pæren ikke lyse det nu meget store firkantede rum op mere. Den havde ikke mere energi. Pæren sprang. Rummet blev mørkere end nogensinde før. Diagonalerne begyndte langsomt at trække sig sammen igen, som knuden i min mave. Pæren var den centrale del, der gav rummet plads til udfoldelse. Desværre gav rummet ikke pæren noget til gengæld. Pæren var knust og rummet havde trukket sig sammen om de centralt beliggende glasskår fra pærens yderste væv. Rummet var nu også knust. Den værste frygt blev en realitet, da rummet tog pæren for givet. Nu virker rummet pludselig også meget tomt.
