Livet er for kort

Èt døgn. fireogtyve timer. Et tusinde fire hundrede og fyrre minutter. Seksogfirs tusinde og fire hundrede sekunder. Kasper var langt om længe blevet enig med sig selv. Livet er for kort. Festen skulle afholdes hos ham. Han var klar over konsekvenserne, men var selvfølgelig ikke glad for dem. 2 shots. Så er vi igang.

Kemoterapi. Knud var storryger. Han var klar over konsekvenserne, men var selvfølgelig ikke glad for dem. Livet er for kort. Han var for længst blevet enig med sig selv. Nu lå han her. Stiv som et bræt. Spiste mad som smagte af pap. Hvide gulve som skinnede. Lugten af håndsprit overalt. Livet er for kort.

Ni måneder henne. Claudia lå på sofaen hjemme i parcelhuset. Hun var ikke et sekund i tvivl om, at det snart måtte ske. Et par pizzabakker flød på sofabordet. Hun kunne ikke overskue, at skulle rejse sig, for at slukke TV'et. Livet er for kort.

I den fjerneste mørkeste gyde lå Sajad. Han havde ikke bare ét, men to skudsår i maven og en gæld på tres tusinde. Sajad havde røget hash i en længere periode. Han var klar over konsekvenserne, men var selvfølgelig ikke glad for dem. De to rockere som havde skudt ham, havde ikke fået deres penge. Til gengæld havde de fået deres hævn. Livet er for kort.

Ti minutter. Sprutten var på plads. Musikken var på plads. Alt var på plads.

Ti minutter. Hvid kittel. Han var klargjort.

Ti minutter til taxaen ankom. Vandet var gået. Hun stønnede højlydt.

Ti minutter til ambulancen ankom. Han blødte meget. Det gjorde han.

Gæsterne ankom. De begyndte at drikke. Der blev spillet diverse drukspil, og festen kørte som den skulle. De var alle overbevist om, at dette skulle blive den bedste fest nogensinde. Det blev det ikke.

Strålerne trængte gennem huden. Han følte sig utroligt træt. Svimmel. Meget svimmel endda. Han var overbevist om, at dette var den sidste omgang kemo. Han ønskede, at han ville blive rask. Det blev han ikke.

Taxaen var ankommet, og hun væltede ind på bagsædet med sin store mave. Hun følte sig svimmel. Meget svimmel endda. Hun var overbevist. Fødslen ville gå efter planen. Det gjorde den ikke.

'Baaaabuuu baaaabuuu'. Han lå nu bevidstløs i ambulancen. Blodet strømmede ud. Lægen var overbevist om, at han nok skulle klare den. Det gjorde han ikke. 'Baaaabuuu baaaabuuu'

Han var stiv. Meget stiv endda. Inden længe ville han være til udpumpning.

Kemoen var nu overstået. Vellykket. Nu ventede han bare på resultatet.

"En, to, tre, preees". Sveden drev af hende. Det svimlede for hendes øjne.

En lang tang blev presset ind i såret. "Puls?". To metalplomber blev, med hård hånd, trukket ud.

Akutmodtagelsen ventede ham. Han snøvlede. Han var ikke ved bevidsthed. Noget var galt.

De hvide gulve var ikke så hvide længere. Lugten af håndsprit begyndte så småt at forsvinde. Han så ikke klart længere. Noget var galt.

Hun havde ingen ved sin side. Hun følte sig træt. Noget var galt.

"Der stødes!" Pulsen var alt for lav. Noget var galt.

Blodet pilede rundt i de to plastbeholdere over hans hovede. Det hele blev meget sløret. Han kunne ikke mere.

Resultaterne var inde. Kemoen havde ikke hjulpet. Tværtimod. Det hele blev meget sløret. Han kunne ikke mere.

Barnet var endnu ikke født. Det var for hårdt. Det hele blev meget sløret. Hun kunne ikke mere.

Han var ved bevidsthed. Der var ikke mere, de kunne gøre. Han havde mistet for meget blod. Det hele blev meget sløret. Han kunne ikke mere.

Han lå på ryggen. Han skulle kaste op. Han kunne ikke selv styre det. Først et lille hik. Så et til. Opkasten stod ud af munden på ham. "Biiiiiiiiiip".

Han lukkede langsomt øjnene og faldt i søvn. En dyb søvn. Kun det skaldede hovede stak ud for enden af dynen. Det dannede en fordybning på den hvide hovedpude. "Biiiiiiiiiip".

Barnet vejede 3,7 kilo. Hun lukkede øjnene og faldt i søvn. Barnet græd. Den nybagte mor sov. "Biiiiiiiiiip".

Det vrimlede med læger og sygeplejersker. Der var stille. Han sov. Stille og roligt. "Biiiiiiiiiip".

Vækkeuret havde ringet fire gange. "Biiiiiiiiiip". Skulle jeg stå op? Nej.

Livet er for kort.