The Exorcist

Endings

Mellows P.O.V

Midt i mørket hører jeg lyden af min mors stemme, da døren bag mig blev åbnet. Jeg havde ingen chance for at se på hende, fordi ånden i min krop, stædigt sad med ryggen til ovenpå mit skab.

Jeg havde været fanget og ude af stand til at styre min egen krop, i to uger nu. Jeg savnede følelsen af at kunne bevæge mig og tale. Ånden talte ikke direkte til mig, men den havde gjort det klart at jeg aldrig nogensinde vil få kroppen for mig selv igen.

Faktisk havde han i sinde at slå mig ihjel, når den rette tid var kommet. Jeg var rædselsslagen, havde jeg kunne skrige, råbe og græde, så havde jeg uden tvivl gjort det.

Præsten som for et par dage siden havde været her, havde gjort noget som gjorde ånden bange. Han havde givet mig et øjeblik hvor jeg selv kunne styre min krop. Det havde kun varet i få sekunder, men jeg havde nået at prøve at bevæge mine fingere.

Taylor og Valeries stemmer blandede sig med min mors. Jeg vidste at de alle prøvede at redde mig, men de overraskede mig dog lidt at Valerie og Taylor kunne arbejde så godt sammen.

De talte pænt til hinanden og ikke flabet som de plejede, når Valerie var på besøg.

Jeg håbede at de blev ved med at tro på at jeg var derinde et sted. Selvom jeg på ingen måde kunne vise jeg var her, håbede jeg stadig de vil kunne se igennem det og vide at jeg var herinde og ventede på at få kontrollen tilbage.

Valeries P.O.V

"Hvornår kommer du så tilbage?" Spurgte Taylor og lænede sig op af dørkammen, imens jeg tog jakke og sko på.

"Om en times tid, måske to" Sagde jeg og kunne ikke undgå at smile over den måde han stod og kiggede. Han virkede så anderledes, jeg kunne lide den Taylor jeg havde lært at kende i det her forløb.

Han var ikke nær så slem som jeg havde troet. "Så smut hjem og lav din sædvanlige 12-taller" Grinte han. Jeg rullede med øjende. Bare fordi jeg havde besluttet at tage hjem og lave lektier, så mente Taylor jeg var lidt af en nørd.

"Jaer selvfølgelig" Mumlede jeg ironisk. "Måske Mellow fri, når du kommer tilbage"

"Sådan noget skal du slet ikke spøge med, Taylor." Sagde jeg og gav ham et alvorligt blik. Han rystede bare blidt på hovedet.

"Valerie det spøger jo allerede" Svarede han. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, selvom det var en dårlig joke.

"Ses" Jeg sendte ham et lille smil og skyndte mig ud af døren. Himmelen var grå og små regndråber faldte omkring mig, typisk søndagsvejr.
                                                          ∞

Det var svært at koncentrere sig om den kedelige matematikbog, da de røde øjne blev ved med at vise sig for mig i min underbevidsthed.

Jeg sukkede og smækkede bogen sammen. Det her var håbløst, alt der var i mine tanker var alt det her omkring Mellow.

Jeg hørte pludselig et smæk fra vores hoveddør, hvilket gav mig et stort chok, så jeg gispede. Mine forældre kom ikke hjem før i morgen, så jeg kunne regne ud det ikke var dem.

Skridtende fra en person kunne nemt høres ene fra mit værelse af. Mit hjerte bankede hurtigere end før og jeg sad stivnet på sengen.
Med frygt og forventninger af det allerværste, greb jeg ud efter min hårspray, som var det eneste jeg lige kunne finde.

Det ville ikke hjælpe noget at slå med den, men det vil kunne blinde personen for et par minutter, hvis jeg sprøjtede det i øjende på dem.

Jeg listede forsigtigt hen mod døren, samtidig med personen på den anden side også gjorde det. Jeg holdte pegefingeren mod aftrykkeren klar, idet der blev revet ned i håndtaget.