Rosens død, cykluser i livet. Solens opgangsfarve, blød og kærlig, men også moderisk skarp i sneen. En elskers kys. Den brændende alkohol i glasset, passer perfekt til din stegte bøf. Den bor i vort land, på Dannebrog og i det kongelige teater. Den angriber kvinder en gang i måneden. Den bor i vores verden af liv.
Farven på en appelsin, til tider blød som en solnedgang, andre hidsig som fyrværkeri i natten. Ild. Ild har farven, enten i dens rolige varme, eller aggressive destruktion. Farven der kommer om efteråret, når bladene falmer, og græskar skæres ud. Den er på mit morgenbord, i juicen. Den bor i mit penalhus, klar til at highlighte vigtige ord og sætninger. Den er voldsom, lunefuld og overraskende. Ødelæggende, skabende, hyggelig og dødelig
Solens stærke farve, når den står på sin top og skinner dødens stråler mod os. Påskeliljens håbefulde farve, der minder os om sommerens kommen. Den falmer og bliver sygelig, og letter livets jerngreb. Usikkerhed og til tider afmagt. Minder om pis i sneen, de minder som klimaforandringerne stjæler fra nye generationer.
Det er altid bedre på den anden side af stakitten, se bare på hesten der græsser under. Den er misundelig, på livet. Træernes genopståen hvert forår, spæde små blade springer ud af skabet og udfolder deres sande potentiale. Planterne skyder op, skyder ned. Farven på min vandflaske, når jeg sidder i Religion og analysere dommedag.
Havet, det livgivende hav. Stort, så fuld af vidundeligt ingenting. Himlen spejler sig, den uendelige himmel. Et rystet spejl, Storm er på vej. Isnende øjne skyder lyn, mon dansklæren fatter hvor kedsommelig denne farve er? Deprimerende at skulle analysere digt efter digt.
Farven mellem stjernerne, selve universet. Et tomrum, fyldt med håb. Fremtiden, fortiden, nutiden, datiden, mellemtiden. Tid er tidsløst, noget mine digte aldrig bliver. Døende drømme og krokusser. Den sidste i regnbuen, den glemte pridedel, gemmer sig i skabet, queerfreaks.
