Jeg har et problem, det er min veninde Liv. Hun er så irriterende hun vil altid bestemme over mig. Hver gang vi sidder i klassen kigger hun så underligt på mig og giver mig mærkelige blikke. Jeg føler at Liv konstant prøver at styre mig fx. i går bestemte hun hvilket tøj jeg skulle gå i. Og hun sagde at jeg skulle lave hendes lektier.
I dag er det dagen, hvor jeg for alvor skal gøre noget. Jeg skal tale med Liv. Hun bliver sikkert ked af det, men hellere være alene end at have en udnyttende veninde som hende.
Jeg har aldrig fået tanken eller modet, til at sige noget til hende. Liv har altid truet mig med alt muligt, men jeg har aldrig rigtigt tænkt på det før nu.
Jeg vil ikke længere være hendes undulat, fanget i et bur. Jeg vil være fri som de andre.
"Hej Liv, kan vi lige tale sammen". Ja hej jeg har altså ikke tid kan du ikke se at jeg kigger på min mobil" sagde Liv meget flabet.
"Stop med det der, og hør hvad jeg har at sige" sagde jeg.
"Øhh haloo har du lavet mine lektier jeg skal aflevere dem om lidt" sagde Liv.
"Nu er det nok Liv, jeg er træt af dig og dit drama".
"Hvem tror du at du er var?" råbte liv.
"Jeg er træt af det her, hvorfor skal jeg lave dine lektier, og hvorfor skal du hele tiden bestemme over mig. Jeg smutter jeg vil ikke det her.
Jeg troede det vil gå bedre, men det blev bare være efter vores diskussion. Liv kom løbende hen til mig.
"Hvad vil du" sagde jeg til Liv.
"Undskyld" sagde Liv og gav det underlige blik.
Jeg havde slet ikke troet at Liv sagde undskyld, for det plejede hun aldrig at gøre. Hendes undskyldning var ikke en undskyldning, det var hævn.
"Undskyld... idiot, synd for dig din nørd. Du har ingen smag for fashion" råbte Liv foran alle. Hun gjorde mig til grin.
Jeg sagde intet, og stod bare, kiggede dybt i hendes øjne, og gav hende et smil. Inde i var jeg rigtig sur, og tænkte "Hellere have en hjerne end at have et dårligt hjerte". Jeg vendte ryggen og gik min vej. Efter den dag talte Liv og jeg aldrig sammen igen.
