Secret Garden

"Særling"

De kaldte hende et mysterie. De beskrev hende som en "komplikation". De gav hende øgenavnet 'Særling'. Som var hun født decideret skør og behøvede særbehandling.

'Hendes' navn var Jamie. Jamie Joy.

Mange mente måske nok, at hun levede op til kælenavnet Særling, hun så generøst var blevet givet af klassekammeraterne. Hun var godt nok ganske sær, men havde alligevel aldrig brudt sig om at blive kaldt det. Hendes far havde altid brugt talemåden 'ind ad det ene øre og ud ad det andet'. Når hun lukkede øjnene og gentog hans ord indeni, hjalp det alligevel altid en smule.

Lad mig fortælle dig lidt om Jamie, og du kan herefter selv bestemme dig for, om du mener, at tøsen er skrupskør eller ej.
Jamie var en ganske lav og ligbleg Franskmand. Hun var vokset op i hovedstaden Paris. The City of Lights, som den også bliver kaldt. Den er blevet navngivet dette, da byen var en af de første til at have elektricitet.

Åh, det er jo ikke pointen, nu skal jeg nok komme til sagen! Jamie var skam en meget stereotypisk Franskmand. Hun havde krøllede kastanjebrune lokker og dunkle øjne. Tjoh, hun lignede såmænd alle de andre lige såvel som, at alle de andre lignede hende.

Jamie kunne ikke fordrage lyden af biler. De lavede sådan en rædselsfuld støj og efterlod desuden en forfærdelig lugt af olie og røg. Aldrig i livet ville hun eje sådan en tingest. Aldrig tale om, at hun skulle bidrage til produktionen, så der blot blev kreeret flere.
Jamie brød sig heller ikke om en så simpel ting som solbriller. Hun ejede af gode grunde ikke et eneste par og blev ofte utilpas, når folk hun førte samtaler med, havde dem på. Det at hun ikke kunne se sine medmennesker i øjnene, gjorde hende ilde til mode. Hun mente, at sjælen samt nærværet lå i selve blikket. Ved hjælp af at se folk i øjnene kunne Jamie tyde folks følelser, samt om de eventuelt sagde en løgn. Hun havde af mange års erfaring samlet op på, at de fleste begyndte at danne svedperler på panden, klø næseryggen, pille ved smykker eller pludselig få besynderligt travlt med at studere et tilfældigt objekt i nærheden. At få at vide at dette var et talent langt fra alle besad, ville en dag forbløffe hende. 
Jamie holdte så meget af turisterne, der drog til byen for med egne øjne at se det så berygtede Parisertårn. Hun var skam nok den eneste af de indfødte, der kunne lide dem. Ih, hvor alle dem hun kendte klagede og klagede og klagede. Det handlede altid om, at de enten "oversvømmede" gaderne (hvilket Jamie mente, var en total overdrivelse) eller at de engang imellem lo for højt på caféerne. Jamie argumenterede altid for, at de kroner turisterne brugte til at betale for maden på caféerne med, var dem, der landede direkte i lommerne på de indfødte. Turisterne de hadede 'åh' så meget, var i sidste ende den hovedsagelige kilde til de indfødtes indtægt.
Derefter blev der altid mussestille. Jamie var skam god til at forlade folk mundlamme.

Åh ja, lad mig fortælle dig om et enkelt af disse utallige tilfælde. Der var engang denne lille buttede dreng, Jamie gik i folkeskole med. De fandt hurtigt sammen som klassens 'besynderlige par'. Jov, de var ganske vidst begge to lidt specielle, hvilket jo så gav sig selv, at selvfølgelig skulle de være kærester. De havde forsøgt at kysse og gramse lidt på hinanden, som de havde observeret de voksne gøre, men blev hurtigt enige om, at de hverken fandt det interessant eller særlig rart. De affandt sig ganske fint med blot at give krammere og lege tagfat. En dag inviterede Oliver, hvilket var drengens navn, Jamie med sig hjem. Oliver havde smurt dem et toastbrød med et generøst lag smør hver, hvorefter de havde sat sig ved det lille runde køkkenbord, hvor hans far brugte dagene på at sidde og læse avis og drikke øl. Skiftevis havde han set på dem og atter hævet et af sine pjuskede bryn, som havde han fået en åbenbarelse. Derefter havde han sagt.

"Åh, sikke en lettelse! Jeg troede, at knægten måske var til fyrer..!" En fjoget latter forlod hans brede læber og han hævede i en jokende grimasse ene mundvig.

Jamie tøvede ikke et sekund med at svare. "Måske er jeg lesbisk?" Smilet på Olivers fars læber falmede hurtigt, og han sad blot mundlam tilbage. Men Jamie var ikke færdig. Tvært imod. "Måske er han aseksuel." Med albuen havde hun henkastet  dasket til Oliver, der tavst sad målløs og helt rød i knotten. "Der findes jo 'åh' så mange muligheder disse dage." Afsluttede hun med et kækt smil på de blege læber. Derefter havde de spist op i komplet stilhed. Jamie som den eneste, der ikke sad totalt anspændt.

Ja, altså herefter viste det sig så, at Oliver faktisk var homoseksuel. Jamie glemmer aldrig den dag, hun fandt ud af det. Næ nej, lad mig lige omformulere det – hun havde skam længe mistænkt drengen for at være til fyrer. Hintende var ikke ligefrem svære at spotte. Såsom at Jamie var hans eneste ven. Veninde. Oliver måtte have haft alle Beyoncés' albummer på plade, samt et par af Britney Spears'. Desuden skrev han dagbog og gik til tider med baret. I stedet for at blive hverken vred eller såret, var hun brudt ud i høj latter og nærmest rullede rundt på toiletgulvet, hvor han havde fortalt det. Nu havde han været homoseksuel (uncloseted) i snart fem år, og de havde været venner i snart otte. De var nu begge fyldt 17 år.

Olivers far var ikke homofobisk. Tværtimod. Han vidste nok bare ikke, hvordan han skulle håndtere faktummet, at han søn var anderledes og var måske bange for at sige noget forkert. Af den grund sagde han sjælendt noget.
Jamies egne forældre var ikke just glade for forandring eller anderledeshed for den sags skyld. Dog gik de ikke rigtig op i, at Jamie var yderst unormal, hvis bare hun overtog familiens tobakbutik, når hun blev stor, kunne det vel være ligemeget. Hun havde forsøgt at forklarer, at hun ikke brød sig om tobak og langt hellere ville være eksempelvis bager eller hattemager. Dog gav de ikke Jamies egne drømme nogen form for omtanke eller opmærksomhed, da de fra hun blev født, havde udset dem og forudbestemt hele hendes fremtid.

Jamie kunne i lang tid ikke se nogen anden realistisk fremtid end at nedarve tobakbiksen. Det var i hvert fald, før hun opdagede den hemmelige have...