Player!

Ikke klar

Mig og Shawn havde ikke snakket siden hvad der skete i går. Jeg savnede ham lidt. Jeg savnede den måde han gjorde mig så glad på. Og den måde han altid fik mig til at grine.

Det at jeg var sammen med Shawn var jo blevet lidt af en vane. Vi var sammen hele tiden, og hvis ikke jeg var sammen med ham var jeg sammen med Katrina og Melanie hvor vi snakkede om ham.

Det var faktisk lidt komisk. Engang kunne jeg ikke holde ud at være sammen med ham bare i et minut, nu kan jeg ikke holde ud IKKE at være sammen med ham et minut. Jeg havde lyst til at hoppe hen på altanen i hans arme. Men så havde han vundet det her skænderi. Og det kunne han ikke. Det måtte han ikke.

Jeg trådte ud af huset fordi jeg skulle mødes med Melanie og Katrina senere. Og det sekund jeg trådte ud af døren, trådte Shawn også ud af hans dør. Han smilede et smørret smil da han så mig og jeg prøvede at holde et smil tilbage. Han så så godt ud. Men jeg holdte hovedet op og gik videre. "Samanthaaaa" sagde han drillende.

Jeg gik bare videre. Jeg kunne høre ham kom gående bag ved mig. "Vil du ikke have et lidt?" Sagde han. Jeg kiggede ikke tilbage og gik bare videre. "Nej" sagde jeg koldt og gik en smule hurtigere. Han fulgte med. Katrina bor et stykke væk så det ville være sindssygt hvis han havde tænkt sig at følge efter mig hele vejen derhen. "Samanthaaa, jeg ved hvor langt væk Katrina og Melanie bor. Du bliver jo træt af at gå" sagde han.

Jeg stoppede op og kiggede på ham. Jeg løftede det ene øjenbryn og krydsede mine hænder. "Og hvem sagde jeg skulle hen til dem?" Sagde jeg velsiddende at jeg faktisk skulle derhen. Han smilte til mig "det gør du jo altid". Mit humør faldt endnu mere da han sagde det. Han havde fundstændigt ret. Jeg var forudsigelig. Når jeg skulle være sammen med nogle var det altid dem eller Shawn. Hvor at Shawn altid var et nyt sted. Man vidste aldrig helt hvor han var henne. Jeg var ikke spændene som ham.

Mine arme faldt slapt til min side. Og jeg fortsatte. Han fuldte stadig efter mig. "Sagde jeg noget forkert?" sagde han spørgende. Jeg fortsatte me skinne stadig ikke lade vær med at tænke på det. "Smukke, lad mig nu bare køre dig" sagde han. "Jeg kan ikke lide når du er sur". Jeg lod ham tage min hånd, fordi jeg var ikke rigtig sur på ham mere. Jeg var lidt mere forvirret. Var jeg for kedelig? "Du kan følge mig derhen hvis du vil have at jeg tilgiver dig" sagde jeg koldt.

Han kiggede på mig, rystede på hovedet og smilede. "Selvfølgelig" sagde han og lagde en arm om mig. Tak skæbnen han sagde ja. Eller selvfølglig havde jeg set den komme men alligevel. En lille følelse inden i mig sagde at han havde tænkt sig at sige nej.

Vi snakkede hele vejen derhen. Han havde sin arm om mig hele vejen. Og jeg tror aldrig jeg havde følt mig så tilpas før i mit liv. Det er som om at jeg altid bare havde et stykke af mig der manglede. Og Shawn var det stykke. Gad vide om han har det på samme måde?

"Men altså du så nu ret lækker ud bag tremmer" sagde han og jeg skubbede ham en smule. "Fuck dig" sagde jeg og han tog armene op som om jeg var en politibetjent der råbte "hænderne op" af ham. "Wow, fængsel har virkelig gjort dig hård" sagde han. Jeg rullede mine øjne af ham. "Hvis jeg var røget i fængsel på grund af dig, havde jeg dræbt dig" sagde jeg. Han grinede og trak mig ind til ham. "Du ville ikke kunne dræbe mig. Du kan lide mig alt for meget" sagde han. Jeg kiggede op på ham og dybt i hans brune øjne. Nej. Jeg elsker dig for meget. Var det de ord jeg skulle sige nu? Momentet virkede perfekt til at sige det. Men hvad hvis han ikke føler det samme?

Jeg kiggede på hans læber og tilbage til hans øjne. "Hvad er der?" Sagde han bekymret. Jeg kiggede på hans læber og kyssede ham passioneret. Det var min måse at sige jeg elskede ham. For nu. Han kyssede mig passioneret tilbage. Han placeret hans hænder på siderne af mit ansigt og strøg hans tommelfinger hen af min kind. Han gjorde mig sindssyg. Vi trak os. "Fuck du gør mig sindssyg" sagde han. Det var som om han var inde i hovedet på mig. Jeg smilede og vi gik videre.

Inden vi overhovedet lagde mærke til det stod vi foran Katrines hus. Hun åbnede døren og stod der med Katrina de vinkede til os. Og vi vinkede tilbage. Jeg kyssede Shawn. "Buuuuh" "get a room" råbte pigerne og grinede. Mig og Shawn begyndte også at grine og stoppede med at kysse. "Er du sikker på at du vil gå hjem alene?" Sagde jeg Til ham. "Ja sagtens. Jeg er sporty" sagde han og jeg smilede. "Vi ses" sagde jeg og gav ham et lille tantekys. "Vi ses" sagde han og smilede. "Vi ses piger!" Råbte han til Katrina og Melanie og de sagde farvel til ham og så gik han.

Jeg gik hen imod dem og var helt rød i ansigtet og smilede meget. "Du elsker den dreng!" Råbte Melanie. "Luk røven" sagde jeg og vi gik ind. Jeg kastede mig selv på sengen. "I gør så jeg får lyst til at få en kæreste!" Råbte Katrina og jeg grinede. "Det er ikke fair. I to er i forhold! Og jeg har ikke været mere single" sagde hun. "Hey! Jeg er ikke i et forhold" sagde Melanie. Mig og Katrina kiggede på hinaden og kiggede derefter hen på Melanie med løftede øjenbryn. "Hvad snakker du om? Mathias?" Sagde vi i kor.

Hun kiggede ned. "Han har ikke gjort det officielt endnu." Sagde hun. "Bare vent. Det gør han snart. Og hvis ikke. His loss" sagde jeg og Melanie grinede. "Ellers kan jeg tage ham" sagde Katrina som en joke, og Melanie kastede en pude efter hende. Vi begyndte alle at grine.

"Såeeee Samantha har dig og Shawn øhm endnu" sagde Melanie nysgerrigt. Jeg kiggede på hende forvirret. "Altså har i *host host*" gentog hun. Jeg havde ingen ide hvad hun snakkede om. "Sex! Har i haft sex!" sagde hun. Jeg lukkede mine øjne forarget "Nej! Selvfølglig ikke" sagde jeg. "Hvorfor ikke! Jeg havde sprunget på min kæreste hvis det var mig" sagde Katrina. "Det har bare ikke været tiden endnu!" sagde jeg. Også snakkede vi videre om det hele aftenen.

••••••••

Der var gået et par timer og det var tid til at tage hjem. "Jeg smutter nu piger" de lavede begge triste ansigter. "Ikke gå Samantha!" Sagde de begge. "Desværre bliver nødt til at gå" jeg krammede dem begge og smuttede ud af huset og begyndte at gå hjem.

Da jeg er på vej hjem, ser jeg genkendelig dreng længere nede af gaden. Det var Anton. Jeg prøvede at gå lidt hurtigere så jeg kunne få en form for kontakt med ham. Da jeg ikke kunne gå så hurtigt som ham havde jeg kun en mulighed. "Anton!" Råbte jeg. Han kiggede tilbage og han smil forsvandt da han så mig. Men jeg kunne hemmeligt se en smule glæde i hans øjne. Han var glad for at se mig. jeg ved det bare.

"Hej Samantha" sagde han og lagde hænderne i lommerne. "Hvordan går det?" Sagde jeg til ham. Han smilede svagt. "Fint. Hvad med dig" sagde han. "Også fint" svarede jeg. der var lidt en akavet stilhed som tog over. Jeg flyttede mit hår væk fra ansigtet "øhm, tak fordi du hjalp mig til biologitimen den anden dag" sagde jeg. "Nårh det. Øhm ja det var så lidt. Altså kan selv heller ikke lide læreren, sås et var fedt at kunne sætte hende på plads" sagde han og jeg grinede.

"Altså jeg var lige på vej hjem, men er egentlig ret sulten. Øhm vil du med hen og få noget at spise?" Spurgte jeg ham. Han kiggede ned i jorden. "Samantha. Det tror jeg ikke jeg er klar tid" sagde han. Jeg kiggede ned i jorden. Jeg kunne mærke tårerne presse på. "Ja, det forstår jeg fuldkommen" jeg slugte mit spyt, så tårerne ikke ville flyde ud af mig. Der var endnu en akavet stilhed. "Det var godt at se dig igen" sagde han, lagde begge hænder i lommen, og gik sin vej. Jeg kigges efter ham gå sin vej "i lige måde" sagde jeg selvom det var for sent.

Jeg kunne ikke forstå det. Men jeg havde et savn til den dreng. Jeg savnede hans grin og smil. Jeg savnede virkelig ham så meget. Og ville ønske vi kunne være venner igen. Jeg begyndte at græde og fortsatte hjem.