Rygende Kærlighed (Søren Ryge x Reader)

Kapitel 1: En for-rygende start

Det er tirsdag morgen. Jeg har plukket alle mine bedste svampe, fordi jeg ved hvor meget at det betyder for ham.

Mit hjerte begynder at banke ustyrligt bare ved tanken om hans tørre "Tak" når han tager imod rusmidlerne.

Svampene befinder sig i to store æblekasser, som jeg ikke kan vente med at give væk til smukke Søren.

Jeg ville ønske at han kiggede på mig, som han kigger på svampene... men det vil aldrig komme til at ske... jeg vil aldrig være god nok til ham... for han er bare SÅ smuk!

"Y/n! Hva' fuck har du gang i?! Hvorfor er du ikke kommet afsted med ordren endnu?!" Råber min chef.

Mine øjne fyldes med vand. Hvorfor skal han altid være efter mig? Han giver mig elevatorblikket og læner sig op ad stalddøren.

Jeg binder snørebåndene på mine rulleskøjter og tager en dyb indånding før at jeg løfter de to fyldte kasser.

Det føles som om hans øjne stirrer direkte ind i min sjæl. Han blokker min vej med hans store muskuløse krop, som næsten fylder hele døren.

"Hvor tror du lige du skal hen?" Siger han i et dybt toneleje, der straks bringer ubehagelige barndomsminder frem.

Tårerne presser på, men holder dem inde så godt jeg kan. Jeg bider tænderne sammen og svarer lavt igen. "Igennem den dør... du sagde jo lige at jeg var sent på den," nærmest hvisker jeg.

Han træder nonchalant tættere på. Et smil breder sig på hans læber "troede du virkelig at jeg ville lade dig gå uden en cykelhjelm?" Svarer han og presser hjelmen ned over ørene på mig. Jeg svarer ham ikke, men bevæger mig bare musestille forbi og ud af døren.

Gården er en af de smukkeste bygningsværker jeg nogensinde har set. Solen skinner over det gamle stråtag og jeg kan slet ikke hjælpe at smile ved synet, selv ukrudtet synes elegant.

"Halo, er det dig med svampene?" Lyder en beroligende stemme bag mig.

Jeg stivner og er lige ved at tabe kasserne på jorden, men jeg når lige akkurat at forebygge ulykken før at det er for sent.

"Ja," fremstammer jeg nervøst.

Hvorfor gør jeg altid alting så freaking akavet?! Mine forældre og min chef har ret, jeg bliver aldrig til noget, da slet ikke Sørens elsker.

"Er du okay?" Spørger han med sin perfekte, sexede, tørre stemme. Vores øjne mødes i et smukt, flygtigt øjeblik som jeg aldrig vil glemme. Jeg bider mig i læben og nikker kort.

Han peger lige pludselig i retning af et af de nærmeste træer og udbryder "Det kan da ikke passe at den sidder der igen!"

Jeg rynker brynene og kigger mystificeret på ham. "Vil du være med til at pløkke en due?" Spørger han monotont. 

Fortsættelse følger...