Rygende Kærlighed (Søren Ryge x Reader)

Kapitel 2: Jagten

Jeg er næsten aldrig nogensinde blevet spurgt om jeg ville være med til noget. Min opvækst var kompliceret og jeg har aldrig rigtigt haft nogen venner. Derfor kom det helt bag på mig, da Søren spurgte mig om jeg ville være med til at pløkke en due.

Han kigger på mig med et intetsigende blik. Jeg rømmer mig og bliver helt rød i kinderne.

"Ja, det vil jeg gerne," svarer jeg begejstret.

Han nikker anerkendende.

Jeg får overrakt et gevær, som er en del tungere end jeg havde forventet. Tanken om Sørens muskler begynder at cirkulere rundt i mit hoved og jeg bliver helt blød i knæene.

"Rækker du mig lige jagtgeværet, din lille spirrevip?" Spørger han.

Et kort øjeblik står jeg helt i chok over det han lige kaldte mig, indtil jeg ryster mine uhellige tanker ud af hovedet og overrækker ham våbenet.

Min mund løber nærmest i vand, imens at jeg beundre Søren som lader geværet.

Han peger lige pludselig på mig med riflen og jeg spærrer øjnene op. Jeg begynder lige så stille at hæve mine hænder, men bliver afbrudt af Sørens latter.

"Troede du virkelig at jeg ville skyde dig?!" Spørger Søren, imens han slår sig selv på låret af grin.

Mit hjerte hamrer uroligt og jeg ved ikke hvad jeg skal svare. Han har lige stået og truet mig med et gevær og dog virker det som den letteste ting at tilgive ham, fordi det er første gang nogensinde at jeg har hørt ham le.

"Nej, selvfølgelig ikke," svarer jeg med et lidt usikkert smil.

Han hiver en pose op fra en af lommerne i hans grønne fjällräven bukser. Jeg undrer mig over hvad han mon skal bruge den til, men spørger ikke ind til det. I en hurtig bevægelse tager han posen på hovedet.

"Gider du lige at give mig koordinaterne på hvor duen sådan cirka sidder?" Spørger han med en dæmpet stemme pga. stofposen, som dækker hele hans hoved.

Søren Ryge du er en mærkelig mand, men det får kun mig til at elske dig mere, tænker jeg for mig selv. Jeg vender tilbage til virkeligheden og begynder at guide Søren.

"Hvis du nu sænker jagtgeværet en smule, så skulle du være der," forklarer jeg.

Han følger mit forslag og jeg kunne ikke være mere lykkelig.

"'Tak spirrevip," mumler han lavt tilbage.

Jeg niver mig selv i armen for at være sikker på at det hele ikke bare er en drøm.

Et højt brag skærer gennem efterårs eftermiddagens stilhed.

Fortsættelse følger...