My (fucked up) life (1D)

part 2

Emma synsvinkel

Harry er min bedste ven, det har han været siden vi var små. Jeg har slet ikke snakket med ham den sidste måned.

"Hej" svarede jeg ham.

"Hvordan går det?" spurgte han mig.

"Det går fint nok" svarede jeg mens jeg kiggede ned i jorden. Jeg havde så meget lyst til at sige sandheden og sige nej det er jeg ikke, men det kunne jeg ikke. Klokken ringede og vi skulle til time, jeg skulle have tysk og han skulle have historie så vi gik hver vores vej.

Harry's synsvinkel.

Om aftenen

Jeg mødte Emma på gangen idag. Idag er det en måned siden hendes mor og bror døde. Vi har ikke snakket sammen siden den dag. Jeg må indrømme atjeg havde følelser for hende og det har jeg selføglig stadigv væk.

Da jeg så hende der på gangenløb jeg nærmest over til for at høre om hvordan hun har det. Jeg ved hun løj da hun sagde det går fint nok. Det kun jeg tydeligt se for hendes øjne var næsten helt døde og de plejede og være skinende , hun kiggede ned i jorden og var egentlig bare helt stille og det plejede hun ikke at være. Jeg tror lige jeg skriver til hende..

"Hej Emma ville lige høre om du har lyst til at lave noget sammen imorgen efter skole? Vi kunne gå på starbucks? Eller sådan noget?" Nu håber jeg bare hun svare denne gang jeg har prøvet hele måneden men hun har ikke svaret mig.

Emma synsvinkel

Jeg sidder og kigger op på himlen og tænker på mor og mikkel. Arhh nu skete det igen jeg kan bare ikke lade være med at græde jeg havde sagt til mig selv at jeg idag ikke skulle græde men nu sidder jeg her og græder til sorglige sange. Mine tænker og mig gråd blev stoppet ved lyd af min telefon.........

BIP BIP jeg har fået en SMS fra Harry han spørg om vi skal lave noget imorgen. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal svare for vil gerne men ved ikke om jeg er Klar til sådan noget. Men jeg svare "ja vi kan gå på starbucks. Vi ses." Fordi at jeg tænker det måske kunne være meget godt for mig.

Dagen efter

Harry's synsvinkel

"Hej" sagde jeg til hende da vi mødtes udenfor starbucks.

"Hej" svarede hun.

Vi bestilte og satte os så ned ved et bord.

Der først lidt stille til jeg afbryd stilheden og sagde "jeg ved det hårdt for dig lige nu og at det vil det nok være i lang tid, men please snak med mig jeg vil gerne hjælpe dig, jeg vil gerne være her for dig. Men det kan jeg ikke hvis du lukker mig ude af dit liv." Da jeg havde sagt det havde hun tåre i øjnene.