Giv mig en chance

Kapitel 5

Jeg rejste mig op, og gik direkte hen til dørehåndtaget. Badeværelset stod overfor værelset, så jeg gik ind.

Jeg fik vasket mit ansigt, brugt tandbørsten som skay gav mig, og rete mit hår. Jeg så mig en ekstra gang i spejlet, før jeg gik ud af badeværelset.

Jeg gik ned af trappen hen til stuen. Skay var der ikke, han havde allerede sat dynen sammen, og lagt den til side.
Jeg gik forbi det andet badeværelse, hvor døren stod halvåben, der var tomt. Jeg gik hen mod køkkenet, og så, at der var sat morgenmad på bordet, men skay var her ikke. Jeg satte mig ned på stolen overfor døren, der stod en seddel.

"Har sat morgenmaden frem til dig, håber du kan lide den.
PS: er nok væk et par timer, du skal ikke bekymre dig.
Hilsen skay."

Da han sagde et par timer, og ikk' bekymre dig, mente han det. Der var nu gået 4 timer siden "jeg" stod op, og han var stadig ikke kommet. Hvor var han hende? På arbejde? Skole?.

Jeg så op, jeg kunne ikke bruge fjernsynet, den ville ikke åbne. Og ja, hvad kunne jeg elers lave, tælle får?. Jeg kunne ikke engang åbne døren eller et vindue for frisk luft. Det her sted var fortabt og ødet. Plus der lugtede af ensomhed. Hvordan kunne han bo her, helt alene og tomt.

Jeg lod tiden flyve ved, at løbe op og ned at trappen, tænke tilbage på mit liv, og tog mig et langt varmt bad. Jeg sad på sofaen, og var ved at give op, da et sus af vind fløj rundt i lokalet. Det var ikke en stærk vind, men den bevægede sig i et par minutter, til den stoppede.

Jeg kunne mærke mit hjerte hamre, og det blev kun være, da nogen prøvede at åbne døren. Jeg stod med rykken rank, og hænderne knyttene sammen.

Døren blev åbnet, og skay trådte ind. Jeg gav pludselig slip på mig selv, og satte mig ned på sofaen, jeg tog en dyb indåndding.
-"Du skræmte mig", fløj det ud af mig.

Han smilte sit sædvandlige søde smil, og svarede undskyld. Jeg smilte tilbage, og sagde at det var i orden, selvom det ikke var hans skyld.

Jeg fik så forklaringen på vindstøden, det tilhørte, det underlige teknologi, som skays ven, brandon, havde lavet. Som sagt, huset forsvandt når han trykkede på denne knap han havde, og viste sig igen efter hans oddere. Det var så åbenbart hans ven, da havde opbygget det sådan, han var åbenbart virkelig klog.

Efter at have spist, satte vi os inde i stuen, skay tog kontrollen.
-"Fjernsynet virker ikke", sprang det ud af mig. Jeg burde lære at holde min kæft, for hans reaktion var at flække af grin. Jeg kiggede spørgerne på ham. Han stoppede og smilte til mig istedet.
-"Du er ikke kun smuk, men også sjov og skør på samme tid", kom det ud af ham. Jeg kunne mærke sommerfuglene i maven kilde, jeg rødmede, mens jeg smilte. Jeg kunne mærke mine kinder blive varme, så jeg kiggede ned på mine lår. Han lage en finger under min hage, og løftede mit ansigt, han smilte til mig. " Har du tændt for knappen bag på", spurte han. "Nej", lød det akhaavet og stille, det var totalt pinligt.

Denne dag var en fiasko, jeg var så dum. En knap, seriøst. Men måske skulle jeg ikke være så bekymret, han fik min krop til at synge af glæde, da han løftede mit ansigt. Sådan en følelse havde jeg aldrig oplevet, den var fantastisk. Jeg kom i tanke om de spørgsmål jeg skulle stille ham, men som jeg glemte.
Hvor tog han mån hen? Og Hvordan skulle jeg komme hjem? Jeg bed mig selv i læberne, da jeg kom i tanke om hans søde smil. Han var hvidunderlig.