Ham

Han var væk, Nu han her

Jeg sidder i den helt smadrede og mugne vindueskarm, og stirrer ud i den hårde regn der pisker ned ad det toenhalv tommers tykke glas. Det hvæser når regnen rammer vinduet. Det er koldt og væggene er våde af dug og utætte af regnen. Fugten samler sig til mug og så er alt jo som det plejer. Jeg trækker et par gummistøvler på og trasker ud af hoveddøren med skoletasken halvt over skulderen.

Regnen siler ned og jeg bliver lyn hurtigt våd. Dernæst, gennemblødt. Gruset knirker og knager under mine gummistøvler og lågen ind til rastepladsens bagindgang brager og brøler, når jeg skubber til den. Jeg kigger ind mod de store bunker af affald og skrald, som har samlet sig i løbet af årene ved siden af rastepladsen. Jeg bøjer mig forover og samler en håndfuld småsten op fra gruset. Skaver. Tre-firre, større sten. Jeg lader resten af de små trille ud ad min hånd. *Kang* Jeg kigger hen mod vinduet på rastepladsen og tænker på, da han og jeg smadrede alle vinduerne og endevendte hele kiosken. Vi smadrede kiosken til den gik nedenom og hjem. Jeg smider stenene helt fortumlet og kravler gennem hullet i hegnet på vej ind til byen. Jeg skal væk.

Jeg finder hurtigt den rigtige sti ned til centret. Centret ligger i udkanten af byen og i den forkerte ende af, hvor jeg skal hen, men jeg synes det er så facinerende at gå forbi centeret, og se folk smile og have det godt. Så snart jeg nærmer mig bare det mindste, flygter folk fra mig. Jeg kigger ind gennem alle salgsvinduerne, og ser på mannequinerne med alt det smukke og ekstremt dyre tøj, som intet almindeligt menneske har råd til. Jeg kigger ned ad mine egne slidte bukser og en gammel crop top, som jeg selv havde syet om til en almindelig langærmet trøje, som i øvrigt var købt i den billigeste genbrugsbutik. Jeg drømmer om, at have råd til alt det dyre og smarte tøj. Jeg kommer aldrig til at stjæle noget igen, det var den mest forfærdelige følelse. Jeg tænker på ray ban solbriller og posen med Lacoste tøjet, som ligger krøllet sammen i bunden af min skuffe derhjemme, samt en fed rødlig dyreskindstaske. 

Jeg fortsætter ad stien hen mod den gamle egeskov. Stien er lang, der ligger affald og væltede træer over alt. Jeg kan tydeligt høre lyden af grene der knækker under mine fødder. Jeg kan se morgendugen på ukrudtet i solskinnet bag de grå skyer. Det er blevet lidt varmere, men stadig vådt. For at komme gennem skoven og nogenlunde følge stien den sidste del til skole, hopper jeg over de væltede træstammer og knækkede grene, som ligger på jorden og rådner. Den rådne lugt minder mig om da ham og jeg gik i skoven vikelig tidligt om morgenen for, at kunne gå i et anstændigt tempo, og stadivæk have masser af tid til at lege. Selv da vi var mindre, var han en professionel til at overtale folk. Han kunne overtale til at gøre ting, som man ikke engang tænkte på var dumt, farligt og mest af alt syndt for alle dem, som led af det. Jeg husker stadig første gang jeg dræbte en harekilling. Dens skrig er uforglemmeligt. Det var både første og sidste gang. Jeg hader at se nogen lide, men når jeg var med ham var jeg bare ligeglad. Jeg indser, at jeg er stoppet op midt på stien og begynder at småløbe ud af skoven, for ikke at få flere dårlige minder.

Jeg kommer hurtigt til den gamle forlystelsespark. Den er helt slidt ned, og det er ikke andet end faldefærdige bunker brænde i sidste ende. Det var ham, som overtalte mig til at ødeløgge det hele. Smide sten ind i de gamle faldefærdige resturanter, og sabotere den gamle rutschebane, så den lukkede i en uge. Nu har parken været forladt i snart to år. Et år siden han forsvandt. Han fik mig altid til at gøre dumme ting. Jeg faldt bare i med begge ben. Det var ham der skulle være den, alle var bange for. Det var ham der skulle have betalt den mega bøde. Og det var især ham, som skulle have haft psykolog i stedet for mig. Jeg er kun et offer.

Alle de erindringer har gjort mig rasende. Klokken er 7:53 og jeg er kun halvvejs. Jeg er bange for ikke at nå skole igen, og få ekstra lektier, igen. Det sidste stykke hen til skolen er lang og kedelig fyldt med våde og mudrede stier. Jeg kan se den store røde murblok foran mig. Den, som ingen kan lide, men uden grund. Den, som jeg ikke kan lide, derimod med en god grund. Der var intet jeg kunne gøre. Han overtalte mig. Det var overvældene. Han var overalt. Det var forfærdeligt. Jeg tager mig selv i at skælve med en underlig følelse i mit underliv, og løber fra den røde scene.

Igennem slummen, gennem centret, igennem skoven, væk fra byen og ud på landet. Den sidste bygning der var i miles omkreds inden den næste by. Bygningen tårner sig over mit hoved, som et tempel, når jeg træder op ad den våde beton trappe. Jeg træder ind i bygningen. Skab. Jeg tastede min kode; 2, 3, 4, 2, 1, 7, 5, 3. Alle tal, alting var ham. Det er hans skyld. Jeg træder ind af den tunge dør til 2.Z og tager mit overtøj af. Alle kigger på mig, som var jeg et spejlbillede af dem selv, de kun kunne se det dårlige i. De stirrer med deres hårde, bange og hånende blikke. Det minder mig om sidste gang jeg så ham. Han virkede desperat og bange, jeg var blevet kold og kynisk. Han hev og sled for at få mig et væk, men jeg stod fast og ikke engang min arm, som han rev sønder og sammen, rørte sig den mindste smule. Jeg stod hvor jeg var. Stål i hånden. Jeg går hen på min plads, men resten af klassen hvisker om mig og mine gerninger. De kan rende mig. 

Tiden går og jeg begynder at mærke hans blik stirre mig i nakken. 2 vræde og overtalene øjne, de tilhører kun én. Men han er jo forsvundet, væk, ikke eksisterende. Jeg rækker hånden op og spørger om at få luft. Lærerinden glor på mig, men nikker bestemt og fast. Jeg går over til mit overtøj, og henter mine piller, inden hans blik kommer igen. Forsent. De sejrer.

Jeg ser ham hævet over mig. Jeg kan ikke gøre noget, han har fanget mig. Der var ingen andre elever der spurgte om at forlade deres plads, hvor kommer han nu fra? Hvorfor er han her? Hoveddøren har hverken været åbnet eller lukket. Jeg rev låget af pillerne. Børnesikrede skruelåg er normalt ikke sværer at åbne, men desperationen var høj. Jeg hælder bare resten af indholdet ned i mig og hører en masse råb foran mig. Klassen har også opdaget han var kommet tilbage, det må de have med det påstyr han har lavet. Jeg opdager først nu, at alle blikkene fra klassen og lærerinden lander på mig. Denne gang direkte. Jeg skriger og råber at de skal fjerne ham, men ingen rør på sig. De dumme svin ønsker sikkert at han er her for at ødelægge alt igen. Han giver mig et koldt og ligegyldigt smil og er på vej ud ad klassedøren. Jeg løber efter ham. Han skal ikke bare forsvinde på den måde igen. 

Jeg løber og løber, og løber så lidt hurtigere. Jeg løber efter ham, men han er svær at se nu. Han er ikke særlig langt fremme foran mig, men jeg kan næsten ikke se ham. Mine øjne er for længst løbet i vand. Jeg er både desperart efter at se ham igen og pisse bange. Men her er jeg så. Løber efter ham, jeg svor, jeg aldrig ville se igen. Han kan aldrig tilgives.

Jeg ser, at han er stoppet i udkanten af skoven, og venter på, at jeg inhenter ham.  Jeg spurter nu hurtigere, end jeg ville have troet var muligt. Jeg sponser som aldrig før efter ham. Mig efter ham, igen. Altid. Jeg er nu helt henne ved ham og kan ikke få vejeret, men han går ingen steder. Han står bare og stirre på mig. Creep. 

Jeg råber ad ham af lungernes fulde kraft: "Hvad vil du mig?! Hvorfor kom du igen?!" Han kigger med hans naturligt livløse blik og svarer intet. Hans ansigt er blegere end sidst jeg så ham. Hans øjne er matte, og giver mig en følelse af, at skulle kaste op. Han står høj og ranglet som altid. Nej, han er mager, ikke bare ranglet. Hvad er der sket med ham? Hvorfor forsvandt han, bare for at dukke op igen på skolen? Han vender blikket og sætter sig ned på den store kampesten. Hans hånd klapper på siden, som om han ønsker, at jeg skal sætte mig ved siden af ham. Jeg ryster på hovedet, klar over, at det er første gang jeg siger nej til ham. Han sukker og hans livløse smil bliver hævet i den ene mundvige. Han virker til at grine uden lyd og tanke. En tanke, hvor var vi igen?

Jeg kigger rundt og så, at vi er på den anden side af skovkanten ved den store engangværende rødmalede kampesten. Den, som alle hader. De års lange hårde regnbyer må have slidt malingen af. Jeg kigger tilbage i hans retning, men ser, at han ikke længerer sidder. Han ligger ned på ryggen og virkede til ikke at trække vejeret. Jeg går om på den anden side af kampestenen med besvær fra skovbuskaset. Jeg når der om med kun en skramme på hånden. Han lå der bare. Ingen bevægelse. Ingen tanke. Intet liv. 

Jeg skreg og skreg, og skreg så lidt mere. Kunne ikke hysse nok. Jeg kunne ikke få nok. Jeg fik nok. Jeg husker. Stenen blev ganske vist malet rød, men af hvilken hånd. Jeg husker hans krop ligge på kampestenen uden en vejrtrækning tilbage. Han har været væk i 1 år og nu er han her igen, bare for at forsvinde. 

Harekilling. 

Originale historie: marts 2019