fra djævle horn til engle vinger

Mit liv i helvede

De rustne jern lænker raslede hen over gulvet. Som slanger snoede de sig efter mig, ført af min hånd. På gulvet foran mig sad en ung mand i jakkesæt. Hans pjuskede halv lange hår dækkede hans øjne. Jeg kastede en af lænkerne hen imod ham, og inden den ramte jorden, var den omspændt af flammer. Manden rettede sig op med et sæt og så på mig med øjne fulde af rædsel. Lænkens ene ende for frem og viklede sig om hans håndled, mens den anden gjorde sig fast til væggen. Et lille gisp af smerte slap ud mellem hans læber da ilden brændte sig ind i hans håndled. Jeg kastede de andre lænker, og snart hang han spændt ud mellem de fire lænker med ansigtet opad. Jeg gik med langsomme skridt hen mod det lange mahogny bord der stod placeret op mod den ene væg, og kiggede på det store udvalg af instrumenter. Der lå alt lige fra piske og flammekastere til knive, sværd og sabler. Jeg endte med at vælge en lille kniv med savtakket blad. Min yndlings kniv. Med slæbende skridt gik jeg hen imod pejsen i hjørnet og lagde den ind i ilden med kun skaftet stikkende ud. Jeg hørte en svag mumlen henne fra den unge mand. Da jeg kom lidt tættere på kunne jeg høre hvad han sagde. "Giv os idag vort daglige brød, og forlad os vores skyld som også vi forlader vores skyldnere......." Staklen hang der, spændt ud mellem lænkerne og bad til sin kære Gud. Som om det ville hjælpe. Da jeg tog kniven ud af ilden igen, var den rødglødende. Jeg gik igen hen mod den unge mand. "Thi dit er riget, magten og æren, i evighed amen." Endelig var han færdig. Da jeg var mindre end en armslængde fra ham, vendte han ansigtet og kiggede mig stift i øjnene. Hans øjne var ikke længere fulde af frygt, men derimod had og væmmelse."til helvede med dig djævle yngel!" Hvæsede han, men jeg havde ikke noget at frygte. Jeg var på hjemmebane. "Ser du, faktisk er jeg allerede i helvede. Det samme er du." nu stod skrækken igen malet i hans ansigt. For et par år siden, ville jeg nok have frydet mig over dette syn, men egentlig var det eneste  jeg havde lyst til lige nu, at komme væk fra dette sted. Det var blevet ufattelig kedsommeligt at være mig. Hver dag skete det samme. Vi stod op af vores senge omkring daggry, gik hen og valgte en sjæl ved skranken i lobbyen, udvalgte et torturkammer, og et par minutter efter stod vi og pinte vores nøje udvalgte offer. Dagen efter udvalgte vi en ny, og sådan forløb hver dag. "Ved du hvad der er lidt sjovt?" Spurgte jeg, mens jeg gik hen imod ham med den glohede kniv i hånden. "Folk har aldrig kunne blive enige om, om der er koldt eller varmt i helvede. Men nu skal jeg fortælle dig noget. Der er varmt, og helvedes ilden brænder varmere end du kan forestille dig." Sagde jeg og gik tættere på. "Men bare vent. Du skal nok få den at føle." Med et begravede jeg kniven i hans bryst, og han forsvandt ud i den blå luft midt i et skrig af smerte.