fra djævle horn til engle vinger

Rejsen

Sådan gik jeg og tænkte i flere uger, mens jeg prøvede at finde en måde at komme ubemærket herfra. Efter en måned uden at have set en eneste mulighed for flugt, skete miraklet. Farmand tog i sommerhus i skærsilden, og var væk i et halvt år. Han havde valgt to af hans dummeste vagter til at holde styr på helvede i hans fravær, og havde bedt dem om ikke at forstyrre ham, medmindre hans rige frøs til is.Ærlig talt var jeg en smule fornærmet over at han ikke havde givet ansvaret til mig, men da jeg kom i tanke om hende, droppede jeg mit surmuleri og begyndte at pakke det mest nødvendige. Krystal kuglen, tandbørste, tandpasta, tøj, telefon, og til transporten, tre portal kugler, en til turen derhen, en til hjemturen og en i reserve. Portal kugler var kugler lavet af glas. Hvis du tænkte på et sted og kastede den ned i jorden så den smadredes, ville der opstå en portal til den ønskede lokation. 

Vagterne var selvfølgelig ingen steder at se da jeg listede mig igennem de dunkle gader. De havde sikkert været ude og fejre "forfremmelsen". For at kunne bruge portalkuglen blev jeg nødt til at finde et nogenlunde øde og ubeboet sted. Det gik jo ikke hvis en fremmed smuttede igennem portalen efter mig. Heldigvis kendte jeg et sted. Det frodigste sted i hele helved. Som en lille fredelig oase midt i ørkenen. Da jeg endelig ankom, fandt jeg en af portalkuglerne frem fra min rygsæk. Den var fuld af tåge. Jeg fik fat i krystalkuglen, og tænkte på hende. Hun sad inde på en bar, som den eneste kvinde, og så godt snaldret ud. Jeg besluttede mig for at finde et hotel så snart jeg kom frem, i stedet for at møde hende i denne tilstand. Jeg kunne stadig huske hendes addresse. Houston street nummer 23. Jeg greb igen portalkuglen og fokuserede på hvordan hendes lejlighedskompleks så ud. Jeg kastede den lille glaskugle mod jorden, og den smadredes mod det dugvåde græs. Jeg blev pludselig trist til mode da det slog mig, at næste gang jeg kom tilbage til mit smukke lille fristed, ville jorden jeg havde stået på for et øjeblik siden ikke være andet end en sortsveden plet.

At rejse med portalkugler var aldrig helt komplikationsfrit. Ofte blev man ramt af en frygtelig hovedpine efter ankomsten, andre gange en underlig lyst til vaniljeis og pickles. Det første er nok det værste, men vaniljeis og pickles smager nu  heller ikke specielt godt sammen. Hvis man var heldig, var det kun en mild til stærk svimmelhed der ramte en, hvilket medførte at man slingrede rundt og lignede en der havde fået en flaske  tequila for meget. 

Da jeg trådte ud af portalen, der straks lukkede bag mig, fandt jeg ud af at jeg havde været heldig. Ramt af det jeg kaldte for Tequila-syndromet, slingrede jeg ned ad Houston Street, på udkig efter det nærmeste hotel.