Sander og Max

Videospil i Varmen

"Har du husket at fylde din vandflaske, babe?" Spøger Sander mig, med store bekymrede hundeøjne. Jeg ryster bare på hovedet ad ham med et fjoget grin. "Hold da kæft". 

I dag er det mandag, og der er præcis 21 minutter til at vores første timer begynder. Busturren tager præcis 24 minutter, og Sander sidder i mit køkken og drukner sin vaffel i syltetøj. 

"Tror du ikke du skal fokusere lidt mindre på hvorvidt jeg dehydrerer inden for den næste time og lidt mere på at du er ved at komme for sent til Cruella De Vil's spansk time?" Siger jeg, imens jeg fylder min vandflaske. Der er utroligt varmt i dag, hvilket er en smule besynderligt da vi er i start Marts. Det ville ikke komme bag på mig hvis der er 22 grader. 

"Hun elsker mig."  Svarer Sander stolt. "Man kan slippe afsted med meget, når man ved hvordan man håndterer en kvinde". Jeg rynker næsen og giver ham et blik, der tydeligt viser at jeg væmmes ved tanken. Han begynder at grine. "Hvad? Man kan vel ikke gøre for at man har charme." Jeg ryster grinende på hovedet. "Okay okay, skynd dig nu!" Siger jeg. Jeg smider min taske over skulderen og kigger op på klokken. "Du har præcis 1 minut til at blive færdig, ellers tager jeg bussen uden dig" 

Sander kigger forarget op på mig, med en hånd på hjertet. "Det ville du aldrig gøre". Jeg smiler stort og skubber til ham. "Kom så igang Sander! Jeg mener det altså". Siger jeg grinende. Han gengiver mit smil og formår at proppe en hel vaffel i munden, så han har armene fri til at samle sin skrige orange skoletaske op. "Skal du ikke snart have en ny taske? Man skulle tro du var vejarbejder" Siger jeg, velvidende at han ikke er i stand til at svare mig med munden fuld. Han giver mig et surt blik, som svar. Jeg griner, og kaster ham min ene airpod før jeg åbner døren for os, og så er dagens eventyr ellers begyndt. Sander har fået taget sin airpod i, fordi "What's In a Kiss", af Gilbert O'Sullivan, begynder lige så stille at spille.

Efter at have løbet de 200 meter der er hen til busstoppestedet, når vi det lige præcis som bussen kommer. Vi stiger ind og Sander vinker ivrigt til buschaufføren. "Godmorgen frøken Carla!". Carla smiler stort til os begge. "Godmorgen drenge, går det?". Siger hun, og Sander nikker bekræftende. "Hav en god dag drenge, og opfør jer nu ordentligt!". Hun råber det efter os, som vi bevæger os ned mod enden af bussen. "Du ved det, frøken!" Svarer jeg. 

Vi er som altid de første på bussen. Ja altså, lige udover hr. Lauritzen. Han sidder altid på det samme sæde midt i bussen, med en buket roser. Hver mandag klokken otte om morgenen kan han findes her. Sander og jeg har tit snakket om hvor han er på vej hen. Jeg tror, som det rationelle menneske jeg er, at han besøger sin kone på kirkegården. Altså med hans alder taget i betragtning, så virker det som det mest logiske. Men hvis du sprøger Sander, så er han på vej på bytur, og roserne vil han give til alle de gamle damer han møder til banko. Som Sander plejer at sige, "Så, nu er Lauritzen ude efter vores bedstemødre igen!". Man kan sige meget om Sander, men positiviteten er da på plads. 

><

Solen skinner ind ad de store vinduer vi har i klasselokalet, og danner en lang skygge fra mit penalhus. Jeg følger skyggen og tegner dens omrids på bordet, imen's jeg prøver at lytte til min tysk lærer, der er i fuld gang med at forklare os en eller anden bøjning af adverbium. Tror jeg. Jeg tænker tilbage på busturen i morges. Sander havde lagt sig op ad mig. Da jeg grinte ad ham sagde han bare; "Du sidder ved vinduet, så derfor har du selv valgt at være min personlige pude". Jeg smiler ved tanken. 

-På Busturen-

"Du sidder ved vinduet, så derfor har du selv valgt at være min personlige pude". Meddeler Sander, og sætter sig bedre til rette op ad mig. "Pas nu på! Du skal ikke tørre alt det syltetøj du har i fjæset, af i min trøje." Klager jeg. Sander sætter sig op og ser uskyldigt på mig. "Har jeg syltetøj i ansigtet?" Han prøver at fjerne det, men uden held. Jeg ryster opgivende på hovedet og griner. "Her nu skal mor hjælpe dig" Jeg slikker på min hånd og tager den op til hans ansigt for at fjerne resterne af hans morgenmad. Sander kigger bare på mig. Solen står lavt på himlen bag ham, og får hans skikkelse til at se mørkere ud. Han er virkelig flot i dag. Hans lyse hår er stadig uglet fordi han ikke har gidet at sætte det. Hans flotte blå øjne giver mig et blik jeg ikke er vant til at se. Pludseligt går det op for mig, at min hånd har befundet sig alt for længe på hans kind og jeg har stirret alt for længe på min bedste ven. Jeg skynder mig at tage min hånd til mig. "Så, nu ligner du ikke længere en klovn" Siger jeg grinende, for at tage opmærksomheden væk fra min utroligt mærkelige opførsel. Jeg kigger væk men jeg kan mærke Sanders blik brænde sig fast i siden på mig. "Tak" Siger han så, efter nogle sekunders stilhed.