Alfred sad lidt og snakkede med England efter det som Matthew havde sagt, det ventede bare på at trænge ind i hans hoved og sind og så ham til se Matthew klart igen som han virkelig er. Men der gik flere timer og England blev ved med at være der og det eneste Matthew kunne gøre var at vente på at han kunne sige noget til Alfred igen, han var meget tæt på at falde i søvn der hvor han sad, han ville helst gerne havde at Alfred kunne se ham, han ville gerne være sammen med sin bror igen som han iøjeblikket var skilt fra.
Da england langt om længe tog hjem igen, var det blevet meget sen aften, men Matthew var nødtil at få Alfred til at se ham, han stillede sig foran ham og sagde det samme igen som han havde sagt for nogle timer siden og man kunne se at Alfred kunne høre det en lille smule, så han prøvede at sige mere, det virkede osse indtil England kom igen, men denne her gang var han møg fuld som han måske efter hånden var tit, Alfred gik hen til ham"Jeg tro Matthew er her, men jeg kan ikke se ham"England så på ham"han er måske usynlig"grinede han, der var ingen af dem som viste at England havde ret i hans fuldetilstand.
Dagen efter prøvede Alfred at finde en måde at få Matthew til at blive synlig igen, men han viste ikke at han bare skulle se ham tydeligt for sig, Matthew stod ved siden af Alfred og kiggede på det han læste"Alfred se mig nu synligt"han bad om det efter hånden mange gange, men der så ikke ud til at ske så meget, men da Alfred gik hen til et spejl og kiggede på det og han ønskede at Matthew ville blive synlig igen, han så ham så i spejlet og da han vende sig om, var Matthew blevet synlig igen, han fløj om halsen på Alfred"Tak Alfred jeg troede aldrig jeg skulle blive synlig igen"han græd så glad var han, Alfred holde om ham"hej Matthew velkommen hjem igen"han smilede, nu var de endelig sammen igen som de brødre de var, de elskede hinanden mere end noget andet, de havde osse kun hinanden som familie.
