Mit Liv

Jeg er mig.

Jeg ligger i min seng. Det ret koldt. Mit værelse er stort, koldt, helt støvet af, og mange pigers drøm. Når mine "veninder" er på besøg er det ikke på grund af mig. Det ved jeg godt, men sommetider er det rart at tro de er kommet for at se mig. De er kommet for at se min mor. De vil være ligesom hende, lære af hende.
Jeg har efterhånden prøvet ikke at hade min bedsteveninde længe. Hun er ikke som de andre. Hun minder mig om mig, før ulykken selvfølgelig. Hun hedder Melanie. Melanie er her lige nu. Hun er flink og høflig som altid. Vi har det sjovt sammen. Jeg tænker bare altid når jeg er sammen med hende, hvorfor hun dog gider være sammen med mig?

Jeg vinker og, låser hoveddøren. Melanie skulle hjem, klokken er også mange. Jeg hader hende, men er nødt til at være sammen med hende. Hun er alt jeg har. Jeg hader mine veninder rent faktisk er de ikke mine veninder, de kalder sig bare selv det, men som om de ved hvordan jeg har det. Tåber.
Dem jeg hader allermest er Caroline og Vanessa. De styrer skolen ifølge dem, men de er på bunden. Det ved alle. Vanessa og jeg var ret tætte engang, og det samme var Caroline og jeg. Vi havde endda et par uger hvor vi hang ud alle tre. Vinspiste sammen i frikvarterende og delte vores hemmeligheder. Alt det bedsteveninder gør. Men vi var ikke bedsteveninder. Da jeg var 13 år gammel, fik de en flok drenge til at spraymale en af vores biler. Jeg mener vidst det var min fars Porsche. Selvfølgelig.

Jeg har efterhånden lært at tilgive mig selv. Jeg skal jo leve med mig selv. Jeg har trods alt kun mig. Jeg er mig.