En dag der ødelagde sindet

Kapitel 1 En Normal morgen

Jeg vågner op. Det er mandag. Min kat strækker sig søvnigt. Min mor er kommet ind for at fortælle jeg skal op. Det gør hun hver dag også selvom jeg er 18 og snart bliver 19 år. Jeg står op, stadigvæk ret træt klokken er 5 om morgenen så det er vel fair nok. Jeg tager mit tøj på. I dag er det hoodie og Adidas bukser, jeg elsker behageligt tøj. Jeg glæder mig til arbejde i dag. Første gang i lang tid jeg har følt det helt og oprigtigt glad ved tanken om at skulle på job. Det har været ret svært for mig på det sidste. Men det er mandag og jeg ved jeg skal være i fortilberedningen hele dagen sammen med Kim og Lene og Julie. Jeg er glad ved tanken. De er gode til at forstå mig de 3. Julie er også elev, hun er kun 17 så jeg er glad for at kunne fjolle lidt med hende, så er jeg ikke længere hende den yngste. Jeg er stolt af mit job. Stolt af at være en del af en virksomhed. Jeg bliver kørt til toget og spiser de første 2 morfin piller. Min nakke er stadig lort og kræver meget smertestillende. Jeg får morfin 4 gange dagligt og det gør stadig ondt. Men i dag skal det ikke styre mig. Jeg skal have en dejlig dag. Jeg skal hjem klokken 12, der har jeg fri. Det er 1,5 time før tid men jeg arbejder på nedsat tid. Fordi jeg har mange udfordringermed nakke og så besvimer jeg tit. Jeg kommer ind i toget. Sætter mig på min plads og har el løbehjulet foran mig. Der er meget få mennesker med toget så tidligt. Der dufter rent i toget. Jeg får en rar følelse indeni da toget kører til tiden. Jeg nyder min musik, James Bay selvfølgelig. Jeg snapper med Julie. Hun glæder sig også til i dag. Vi sender fjollede billeder af os selv med mærkelige filtre på. Ikke noget jeg normalt gør, men Julie er jo en helt normal pige og hun får mig til at gøre normale ting. Jeg er ellers meget anderledes formentlig autist, men er ikke udredt fordi dem derhjemme ikke mener det. Det er dog mit ønskeat blive udredt. Det går jo også fint nok. Har dog mange udfordringer og besvimer tit, men det er vel bare sådan det er. Togturen går hurtigt. Jeg står af på Hillerød Station hver dag. Julie og jeg følges i dag så jeg tager bussen sammen med hende. Vi kommer nok et par minutter for sent men jeg siger til Julle at vi jo bare må knappe kitlen hurtigt og skynde os op til klokken 6. Hun griner af det. Vi kommer ind i omklædningsrummet og snakker lidt med de andre, mens vi skrifter til uniformen. Vi løber op og rammer gulvet klokken 6. "Vi nåede det sgu" siger jeg og vi laver high five. Chefen kommer ud. Vi hilser Godmorgen, hun ser ikke super glad ud. "Er alt okay Helle?" Spørger jeg. "Ja der er bare mange syge". "Okay øv" siger jeg, ærlig talt mest fordi jeg frygter hun sætter mig i smørrebrøds stuen. Men det gør hun heldigvis ikke. Julle og jeg snupper et hurtigt glas vand og skynder os videre ned i bunden til de andre. Lene og Kim aftaler at Kim går ind og skære pålæg, nu Irene er syg. Lene lover at tage morgen bånd og julle skal tage frokost bånd. Det er der maden bliver anrettet. De ved jo jeg ikke kan stå på bånd. Lene giver mig lov at sætte radioen på my rock. Hun ved det gør mig glad at høre rock. Vi laver sjov, mens vi anretter apetizers. Sandra kommer ned for at høre hvor det pålæg hun mangler står. Jeg viser hende det. Jeg spørger til hende, men får bare døds blikket. Tænker det nok var der jeg burde have holdt mund. Jeg stiller hende et spørgsmål omkring en opgave jeg er ved at lave, har lidt svært ved at forstå hvordan jeg skal løse den uden at bryde nogle regler og hun er jo min praktikvejleder. " Har ik tid til det og du bør arbejde" lyder svaret. Jeg går tilbage holder min mund, mens jeg tænker lidt over hendes reaktion. Gjorde jeg noget galt? Jeg må jo ikke sidde hos dem i pausen så hvordan skulle jeg ellers få svar? Jeg tager mig selv i at blive trist. De andre ser på mig. Jeg fortsætter mit arbejde og da jeg er færdig går jeg hurtigt igang med dagens salat sammen med Julle. Vi bliver færdige lige til morgenmad. Lene og Kim skynder sig afsted, de skal jo på bånd og har kun 10 min. Jeg fortæller Julle om de ting vi skal nå og forklarer hende om den opskrift jeg vil have hende til at lave efter maden. Vi stiller os ud i båndhallen og spiser. Jeg skal bare have et æble. Vi står og snakker lidt mens vi spiser. Gaby kommer hen og krammer mig. Hun spørger til mig og jeg fortæller at jeg har det godt i dag. Sidst hun var på job besvimede jeg ved båndet igen. Båndet går igang, Julle og jeg går tilbage til arbejdet efter et par glas vand. Vi kommer godt fra start og er hurtigt færdige med 4 af dagens opgaver. Susanne kommer og spørger til os jeg fortæller at det kører på skinner. Et udtryk hun har lært mig. Hun smiler. Jeg vælger at spørge hende til opgaven. Hun giver mig lov at bruge mobilen til billeder og understreger at det skal være en dag ogvet tidspunkt hvor der er god tid. Jeg bliver endnu mere glad for nu bryder jeg ikke regler ved at gøre det. Hun siger at jeg ikke skal tage alt så bogstaveligt. Jeg bliver lidt usikker inden i der. En regl er jo en regl. Susanne går. Lene og Kim er færdige med bånd, og Lene bliver imponeret over alt det vi har nået. Det gør mig stolt rigtig stolt. Vi fortsætter og humøret er højt, vi har lidt en lokal fest. Jeg bliver virkelig glad og stolt, da Lene roser mig. Jeg føler selv at jeg er god nok og gør det godt. Det er tid til morgen pause og det er mandag så Helle kommer med sin info. Julle og jeg joker lidt omkring det og omdøber det til blodhundens tale. Jeg må lige ind og drille bagerne de er selvfølgelig med på den og laver sjov med os. Jeg spørger Preben om han har fået pudset hans motor cykel og han siger ja og viser et billede. "Kom så vi må hellere høre hvad blodhunden har på hjertet" siger Jan med et smil. "Nah vi skal da lige have smørrebrødsfolket ud først" siger Lars. Jeg hjælper ham færdig med kagerne. Julle smutter ud og sørger for vores te. "Nå hvad så Line, slap du for dødsstuen" siger Lars kækt. "Ja heldigvis " griner jeg. Det er smørrebrøds stuen han mener. "Det var godt, vi kan jo ikke have at du bliver som dem" siger Lars. "Nej, de ligner sgu allesammen nogle der prøvede at hænge sig og rebet knækkede eller toget de sprang ud foran kørte for tidligt" råber Jan. Jeg griner af dem. De klapper mig på skulderen og vi følges ud. Jeg tænker på hvor meget jeg holder af at have kollegaer som dem. De gør alt for at holde mig en del af deres flok og benytter enhver lejlighed til at lave sjov med mig. Af en eller anden grund syntes jeg også det er ok de rører mig selvom jeg generelt ikke bryder mig om pludselig berøring. Hatice giver mig mit daglige kram. Hatice og jeg har et meget tæt bånd. Jeg sætter mig sammen med Julle, Lene, Kim og Ercan. Helle har en masse at fortælle i dag. Jeg hører ikke efter. Jeg sidder og tænker på hvor dejligt det er at vi allerede er foran. Hvor skønt det er at skulle være i fortilberedningen i dag. Har lidt ondt af Laura som også er elev der skal være i smørrebrøds stuen i dag. Jeg tager 2 morfin piller mere. Pausen er slut og vi går tilbage til arbejdet. Det kører bare. Jeg får lov at pille 1000 æg helt alene. Men jeg har selv valgt, for jeg kan lide det. Jeg står og tænker på Annette imens og drømmer mig væk i min egen verden. Vi er tidligt færdige og jeg går ind i det varme og hjælper Rie med at stege frikadeller. Michael roser mig fordi jeg gør det godt og fordi jeg er hurtig. Jeg bliver stolt og glad. Jeg får sjældent ros på den måde og aldrig for at være hurtig. Men så kommer Sirima. Jeg mærker hvordan jeg bliver nervøs. Hun ser på mig. "Du skal lave noget andet og du er ikke her i dag. Vi havde en aftale omkring at du ikke skal stege frikadeller altid" siger hun lidt vredt til mig. "Vi er færdige i fortilberdning så jeg hjælper bare her og det var Rie der havde brug for mig" siger jeg og gør mit bedste for at smile og være positiv. "Men du skal stadig ikke stege frikadeller" siger hun vredt. Jeg bliver ret ked af det. Rie siger at det var hende der bad mig om hjælp og at der ikke var andre ting jeg kunne være med på nu. "Så hjælp mig med buddingen" siger Karin til mig og Rie nikker. Jeg gør det, jeg siger ikke mere. Sirima skælder mig så ud for at stå for længe og kigge i gryden. Man skal kigge i gryden for at opnå den rigtige konsistens. Michael beder hende gå. Jeg svarer ikke, bliver bare ked af det inden i. Karin roser mig for mit arbejde og siger at jeg jo gjorde det helt rigtige. Jeg smiler som tak. Rie og Michael kommer hen og roser mig fordi jeg selv tog intiativ til at hjælpe dem og fortæller at jeg intet har gjort galt for jeg fulgte jo bare deres ordre. Jeg smiler også til dem som tak. Efter lidt tid hvor Karin og jeg har hældt budding op spørger Karin om jeg er okay. Jeg nikker. Jeg er okay, jeg er jo vant til det efterhånden og burde ignorere det. Hun spørger til Annette hvilket får mig i snak. Jeg bliver ordentlig glad igen. Hun er så sød til at lytte. Jeg spørger om vi skal følges til omklædningsrummet når klokken er 12. Hun fortæller at hun bliver til klokken 13 i dag fordi hun godt vil hjælpe med frokost bånd men stadig mangler at vende skåle.  Det er tid til at hun skal på bånd, så jeg klarer selv resten. Jeg kører dem alle på blæstkøl. De kalder fra frokost båndet. Jeg råber til Michael hvad der mangler derude. Rie og jeg finder ting frem til i morgen. Jeg skal nemlig være i det varme i morgen da jeg har weekend vagt i varm og derfor har fri onsdag og fredag. Vi fjoller som vi plejer. Rie og jeg har et godt bånd. Hun forstår mig bedst. Jeg skal gå og får sagt farvel til dem, går hen og skriver mig af.