En dag der ødelagde sindet

kapitel 2 Det sker bare ik

Jeg går ned i kælderen og går hen af den lange gang. Hele tiden opmærksom på ikke at blive kørt ned af en mad vogn som er på vej ud med maden til patienterne. Jeg kommer forbi og drejer af mod omklædningsrummet. Jeg bliver skubbet hårdt ind i hjørnet bag burene med tøj. Jeg skriger. Jeg får en hånd for munden og blivr presset ind mod væggen med ryggen mine arme bliver mast fast mellem væggen og min ryg. Det er niasi. Han slipper min mund. Jeg er ikke i stand til at skrige mere. Han flår min kittel op og begynder at røre ved min krop. Jeg beder ham stoppe og han siger noget på augansk. Jeg panikker. Jeg kæmper alt hvad jeg kan for at komme fri. Han begynder at rør ved mine bryster. Jeg forsøger at råbe på hjælp, men ingen kommer. Jeg mærker hvordan hans hånd berører min krop og mine bryster og får det rigtig skidt. Hans anden hånd griber fat om min røv. Hans pik stivner kan jeg se på hans bukser. Han forsøger at få mine bukser af. Men kommer tættere på mig. Jeg giver ham et knæ i skidtet og skubber ham til jorden. Jeg spurter alt jeg kan hen til omklædningsrummet og låser mig ind og låser døren. Jeg bryder sammen og lader mig falde sammen på gulvet foran døren og græder. Jeg har ikke ord for den følelse jeg har inden I. Jeg føler mig syg, bange, beskidt og fuld af skam. Jeg sidder der i 10 min og går så grædende hen til mit skab og skifter tøj. Jeg vasker mit ansigt og tager mit løbehjul ud af skabet. Jeg tører tårerne bort og sidder på stolen og får styr på mig selv, alt jeg føler er skyld og skam. Hvorfor? Jeg går med løbehjulet klar som våben hen og åbner døren. Der er fri bane så jeg løber ud og skynder mig afsted til stationen mens tårerne løber ned af mine kinder. Jeg kommer op på stationen og ser at jeg skal vente 20 min på toget. Jeg ved ikke helt om jeg kan holde den tanke ud. Jeg sætter mig på bænken og opdager hvor meget jeg ryster over hele min krop. Jeg skal bare ud til Annette nu. Annette er min hest. Forsøge at glemme det hele. Jeg skruer op for min musik. Jeg hører L.O.C. selvfølgelig hører jeg langt ude. Jeg hører den igen og igen og fokuserer på beatet. Toget kommer før tid og jeg skynder mig ind på min yndlingsplads. Jeg ser ud af ruden og tænker på hvor meget jeg glæder mig til at lægge armene om Annette. Togturen går langsommere end normalt, sådan føles det. Toget kører som det skal men min puls hamrer stadig hurtigt og jeg er i chok. Jeg kommer endelig af og ud til Annette. Vi har kun stået her i en måned så jeg holder tårerne tilbage og går ud på folden og henter hende ind i boksen. Hun får sin mad, mens jeg hygger med hende. Jeg slapper af igen og glemmer alt andet. Dorte kommer ind og spørger om vi skal ud og ride. Jeg nikker. Jeg sadler hende op og trækker ud på banen. Jeg lader hende lige løbe af inden jeg hopper op og rider. Hun nyder det. Dorte ser på. Jeg nyder følelsen af at sidde der på ryggen af min yndlings hest. Hun er bare fantastisk. Hun kan ikke så meget endnu. Men jeg har store drømme med hende. Resten af dagen går egntlig fint nok. Jeg fortæller min mor om det hele og spiller alt er fint. Hun siger at jeg skal sige det til Helle i morgen. Jeg lover at gøre det. Inden I mig selv er jeg bange for Helles reaktion. Jeg vil faktisk helst bare gerne forsvinde og aldrig sætte mine ben på Hillerød sygehuse igen. Men jeg har et job og sådan fungerer verden ikke. Jeg går i seng.