The Best thing I ever had

Kapitel 1 - Halo

Serenas synsvinkel

Kampen var hård, den var fandens hård!
Trangen til et dejligt stykke chokolade kunne ikke benægtes, men med dynen varmt mod mine kolde ben, var overskudet til gå nedenunder for at hente det pokkers overdådenlige stykke chokolade der bare ikke...
Med en opgivende bevægelse og et suk skubbede jeg dynen hidsigt væk, og kunne med det samme mærke den kølige luft og gåsehuden, sprede sig omkring min krop.
Jeg stoppede hurtigt mine fødder ned i mine nye sutsko og traskede hen mod trappen der første nedenunder, altså den rette vej til køkkenet.
Jeg tog et skridt ind i køkkenet men standsede brat op da jeg opdagede køkkenskabet stå på vidt gab. Jeg spurtede hen til skabet (når jeg siger spurtet så er det nok at lunte for dig... Men nu er jeg jo heller ikke den skarpeste til det med at løbe..)
Det var væk...
Det havde han bare ikke gjordt!
Med en ubehersket bevægelse sparkede jeg min fod ind i væggen, hvilket jeg nok ikke skulle havde gjordt da det med det samme fik min fod til at gøre forfærdelig ondt... Min fod var i slemme smerter! Jeg måtte tilkalde en ambulance!
Okay måske en overdrivelse.. Men pointen var altså at det gjorde meget ondt!
"DYLAN DET KAN DU SERIØST IKKE MENE!" Skreg jeg af mine lungers fulde kraft.
Han kom overraskende provokerende gående hen imod mig og lænede sig op mod dørkammen, med et flabet smil plantet på læben.
Det var der jeg spottede mit dyrebare stykke chokolade, som han stod og gnaskede på!
"Hvad sker der søs, tag lige en slapper" sagde han med en utrolig flabet attitude. Den dreng var seriøst virkelig god til at få mit pis i kog...
"Du har fucking taget det stykke chokolade, som jeg har tænkt på HELE dagen!" Råbte jeg.
Okay måske jeg overreagerede... Men når det handler om slik, så kan jeg virkelig blive pissed!
Hallo overvej lige hvis du havde ligget og tænkt på et virkelig lækkert stykke chokolade hele dagen, og du endelig tager dig sammen til at forlade din dejlige seng for at hente det og du opdager at din pisse irriterende storebror har hugget det! Det ville alle blive sure over... Det må du lige indrømme!
Så min reaktion var faktisk måske enda kun en underdrivelse.
"Du kan da godt få det her hvis du har lyst" svarede han med en drillende stemme.
"Ja tak!" Svarede jeg hårdt tilbage, og greb straks ud efter det men i det split sekund jeg gjorde det, skyndte han sig at trække armen tilbage, så jeg var lige ved at ryge på snotten. Heldigvis nåde han dog at gribe mig med den anden arm.
Jeg slog hans hånd væk fra mig. Jeg havde ikke brug for hans hjælp!
"Dylan det er faktisk ikke sjovt, giv mig det nu!"
Nu var det ham der ved at vælte, dog begrund af et større grineflip som jeg muligvis var skyld i...
I det samme kom min mor gående ind af døren, med et skeptisk blik dog med et lille smil.
"Dylan giv nu det pigebarn hendes stykke chokolade" sagde hun bestemt men dog med grin i stemmen.
"Ja tak det kunne være dejligt!" Svarede jeg hånligt tilbage, mens jeg kiggede afventende på ham. Han rakte armen frem med et suk "men kun fordi du er den bedste lillesøster i verden" sagde han ironisk men kunne ikke skjule sit smil.
FINALLY I GOT MY CHOCOLATE! Det var satme også på tide.
Inden jeg kunne nå at svare, afbrød min mor mig. "Serena jeg syntes ikke at du skal ligge her hjemme hele dagen og dovne den af, så jeg har bestemt at du skal med mig til et arrangement senere idag med nogle af mine veninder" bla bla bla. Sagde hun langsomt men meget bestemt.
Dylan begyndte at grine ad mig igen for anden gang i dag "fed lørdag alligevel, held og lykke makker" sagde han grinende.
Jeg kiggede på ham med et irriteret blik og skar tænder.
Seriøst mente min mor virkelig det her.. Troede hun selv at jeg gad at tilbringe min lørdag med hendes skøre veninder? For så kunne hun godt tro om igen!
Jeg skulle lige til at protestere, da min mor løftede pegefingeren som tegn til at jeg bare skulle tie stille og sagde "det er ikke til diskussion, gå op og tag noget andet tøj på, og Karen tager sin søn med så du har noget selskab"
Jeg orkede ikke engang at tale mig vej uden om.
Jeg vendte mig derfor bare om, og gik op på mit værelse igen.
Jeg åbnede mit skab og fandt et par sorte højtaljede jeans, og trak en grå tanktop over hovedet. Så hoppede jeg i mine elskede Adidas sneakers, og tog hurtigt et par smykker på.
Jeg pakkede også hurtigt en taske med de vigtigste ting. Min pung, en læbepomade og selfølgelig min telefon. Jeg lagde et naturligt lag make up, som bestod af lidt mascara og en svag lipgloss.
Så var jeg klar!
***
Turen der ud var kortere end jeg havde troet, og lige pludselig stod jeg allerede midt i en eller andens lejlighed, jeg ikke vidste en skid om.
Jeg stod lidt og trippede med mine fødder, og kiggede rundt på de forskellige mennesker. Jeg følte mig ikke på nogen måde til pas i denne situtation, og ville allerhelst bare hjem i min seng igen.
"Og du må jo så være Serena" lød en dyb stemme bag mig, men jeg nåde slet ikke opfatte mere før jeg var sprunget 5 meter op i luften af bar forskrækkelse.
Okay måske en overdrivelse, men dem er jo blevet så god til her på det sidste.
"Shit du gav mig et c..." Jeg vendte mig hurtigt om for at se hvem stemmen tilhørte.
Nej nej nej... Det passer ikke, seriøst jeg må drømme! Fuck fuck FUUUUUCK! DET VAR FUCKING LIAM PAYNE!! Nej det passede ikke... Det kunne det ikke være!
Nu var det heller ikke fordi jeg var den største fan, men forhelvede det var liam payne fra One Direction! Det ville alle da få et større eller mindre flip over...
"Er du liam payne..?!" Fik jeg stammet frem, ej men det var sgu ret vildt! Det må i da lige indrømme.
"Ja det må vidst være mig" svarede han små grinende tilbage.
Fuck jeg følte mig pinlig berørt! 1. Alle havde vidst set mig og stod og grinede af det...! 2. Jeg havde lige fangirlet, og det var sgu ikke helt meningen... Stay cool Serena Stay cool..! Og 3. Ja i ved der er aldrig en 3'er.
Nu ville jeg endu mere bare gerne hjem. jeg havde virkelig bare en trang til at spurte ud af døren ikke se mig tilbage og bare løb væk alt det jeg kunne.
Meeeeeen det var jo som altid bare en trang, og jeg tror jeg bare ville gøre mig selv endnu mere til grin, end jeg var i forvejen. Så derfor var det nok bare bedst at blive, og det kunne jo være det blev sjovere i løbet af aften, nu hvor jeg jo også var i selskab med LIAM PAYNE, men hvor jeg dog savnede min seng.
Men jeg forstod ikke hvad der var så sjovt, alle gloede stadig på mig, altså havde de ikke andet at tage sig til?!?
"Undskyld mig lige" sagde jeg høfligt og vendt der efter rundt og gik ud mod toilettet, jeg kunne jo ikke tage hjem som sagt, men alle havde vel lov til et toilet besøg...
Jeg stod længe bare og kiggede mig i spejlet. Jeg havde overhovedet ingen lyst til at gå der ud igen! Mon der var et vindue herinde jeg kunne springe ud af? Nej dårlig ide!
Nu måtte jeg prøve at være lidt mere normal hvis der var mugligt når man hedder Serena Williams...
Da jeg igen vendte tilbage fra mit "toilet besøg" sad de fleste ved et bord og var i fuld gang med at snakke. Jeg prøvede at spotte min mor i mængden, okay så mange var der heller ikke... Der var hun!
Jeg gik forsigtigt hen imod hende. Jeg behøvede ikke mere opmærksomhed i aften. "øhm mor?" spurgte jeg lavt men alligevel højt nok til at kunne få hendes opmærksomhed. Hun sad og snakkede med nogle kvinder og de havde vidst gang i en god samtale.
"Hvad er der skat" svarde hun lidt efter og kiggede på mig "hvor blev du af? jeg troede du var taget hjem?"
DER VAR MIN CHANCE! "Må jeg tage hjem?" Spurgte jeg hurtigt om. Hun virkede overhovedet ikke sur, og hvis hun havde troet jeg var taget hjem, så måske måtte jeg godt nu.
"Nej gu må du da ej du har jo næsten ikke været her! Hvor var du endelig henne Serena?"
Okay måske ikke...
"Nårhh, jeg var bare lige på toilettet" svarede jeg med et akavet smil. Hvorfor var det lige mig der skulle blive udsat for sådan noget her, seriøst alle gloede på mig! var jeg virkelig så grim?!
Jeg kiggede nede forenden af boret, og så Liam sidde med hans iphone i hånden. Måske jeg skulle gå ned til ham eller..? Nej det gør jeg ikke, så ydmyger jeg bare mig selv endnu mere.
"Gå du ned til liam så han ikke skal sidde der nede helt alene". Sagde min mor pludseligt.
Okay der tog min mor så valget for mig. Men så slemt kunne det heller ikke være.
Jeg nikkede bare som svar og begyndte at gå ned imod ham, der var en ledig plads vedsiden af.
Så der bestemte jeg mig for at slå mig ned.. Sejt ordsprog alligevel Serena det må jeg sgu indrømme, det udtryk måtte jeg seriøst bruge noget mere.
Liam rettede sin opmærksomhed på mig, istedet for på mobilen. Han smilede stort til mig. "Nå der var du, hvor har du været?" spurgte han. Okay hvorfor ville alle vide hvor jeg var henne..? Forfanden alle skal da på toilettet!
"Bare på toilettet" svarede jeg med et svagt akavet smil.
Han nikkede bare, dog stadig med et smil plantet på læberne.
"Hvor gammel er du egentlig?" spurgte han intesseret. Han virkede faktisk ret sød, og meget nede på jorden, og det gjorde mig lidt mere rolig, ikke fordi jeg var bange for ham eller sådan noget..
"19 år, dig?" svarede jeg, med et smil. Han var den første der fik mig til at smile i aften. Det kan da kun være et godt tegn!
"jeg er 20" svarede han roligt tilbage. Jeg var faktisk virkelig ligeglad med hvor gammel han var. Hvad skulle jeg bruge det til? Men det var jo også bare for at få en samtale i gang at jeg spurgte, for den akavet tavshed havde jeg ikke brug for lige nu.
Men ellers så kørte snakken faktisk bare derud af, han var meget snaksalig, og mærkeligt nok følte jeg mig godt tilpas i hans selskab. Faktisk var på ingen måde akavet, hvilket er underligt for jeg kan til tider godt være en meget akavet person men det slap vi heldigvis udenom.
Det endte også med han spurgte efter mit nummer. Og selfølgelig gav jeg ham det, og jeg fik også hans.
Vi sagde kort farvel, og derfra gik turen ellers hjemad.
***
Beyonce - Halo
YAAY det var så det første kapitel!
Vi undskylder meget for det korte kapitel vi lover at fremadrettet de nok skal blive længere.
Håber i kunne lide det! (Medforfatter Victoria Killerich)