It ends with us! (Danish)

Kapitel 1.

Jeg sidder her. Med benet ude over en lille mur, kigger ned på bilerne der køre rundt på gaderne. En lejlighed på tagtaresen. 12 etager, kan jeg ikke lade vær med og tænke på selvmord.

Jeg sidder her ikke fordi jeg er selvmordstruet. Jeg sidder her simplenhen bare for at tænke på noget andet en den forfærklige begravelses tale jeg holdte idag. Over for vores borgmester George Bloom.

Hans "enestående" Datter, Freya Bloom. Ja netop. George Bloom var min far. Han døde i sidste uge. Gift med min mor Alexandra Bloom. Har fået datteren Freya Bloom. Latterligt navn jeg har fået alligevel. Jeg mener jeg er bare glad for at jeg ikke har fået Rose Bloom Blossom som navn. Men Freya Bloom Blossom istedet.

Når jeg sidder her og tænker over mit liv. Jeg har tænkt meget over selvmord, men ikke over mit ejet liv. Ikke om at tage mit ejet liv. Jeg tænker simplenhen på andre, der vælger og tage deres ejet liv, hvorfor? Fortryder de enelig noglesinde? Tænker de noglesinde noget når de hopper fra bygningen og er tæt på jorden?

Lige netop som jeg sidder og for tankerne væk i noget frisk luft, og tænker over livet, åbner der en dør lige med det samme. Jeg håber virkelig at det er en kvinde, og ikke en mand ligenu. Men jeg ved så meget at hvis vedkommende havde regnet med og være alene, ville jeg ikke kunne få nogen menneskelig chance for at kunne gå imens de åbnede døren, nej, de smækkede den, den omvendte måde.

Vedkommende begynder og sparke til en stol. Ikke bare én gang, to gange, tre gange og så fire gange. Det er der at det går op for mig at vedkommende er en mand. Han er nået sur vil jeg gætte på. Han tænder en joint, så tager han tre dybe vejrtrækninger af den.

Han har brunt, krøllet hår, grønne øjne, jeg ville gætte på at han er 1.85 høj, og han ser sådan omkring fem-og-tyve år gammel ud. Jeg er to-og-tyve år gammel. Jeg bliver tre-og-tyve år gammel engang til oktober.

Nu for vi øjenkontakt, ham og jeg. Han begynder og gå hen i mod mig, og så læner han sig så op af muren. Han kigger ned på mig. ,,Hvad hedder du" spørger han mig. ,,Freya." svarer jeg. ,,Godt. Freya vil du være sød og kravle ned derfra?" Spørger han. Nej, enelig ikke. Jeg sidder meget godt her. ,,Nej, ellers tak. Jeg sidder virkelig godt her" Svare jeg enelig. ,,Freya. Du er under 10 centimeter fra døden. Og det har jeg fået nok af." Han tænder endnu en joint. Jeg kravler ned nu.

,,Der er 7 ledige stole." Siger han så. ,,Næsten 7" siger jeg drisk. Han griner lidt. Jeg går hen og sætter mig på en solseng. ,,Hvad hedder du?" Tager jeg mig enelig sammen og spørg om. ,,Jeg hedder Alex." Svarer han. ,,Alex hvad?" Spørg jeg. ,,Alex Kinclaid." Svarer han.