Besættelsen

Første nat

Jeg vågnede kunne mærke en stram hånd. Min mor trak mig ud af sengen, som om jeg ikke kunne gå, jeg løb efter hende og var ved at falde et par gange. Vi løb ned ad trappen og ud på vejen, hvor min far allerede stod og ventede på os. Jeg blev skubbet ind på bagsædet og kunne høre bildøren blive smækket i. Min far startede bilen og kørte med høj fart gennem byen, jeg kiggede ud af vinduet og så vores forfølger deres blege og grønlige hud skinnede i månelyset. De haltede efter os, men de kom hurtigt ud af syne igen, så vi kørte videre. Men pludselig råbte min far noget, men der var for meget larm, jeg kunne ikke høre det. Få sekunder efter hørte jeg et skud, og jeg blev kastet op i loftet, og sådan blev det ved i et par sekunder mere, da jeg var landet, kiggede jeg bagud og så nogle sten på jorden. Nej... Ikke sten, men mennesker, de lå spredt ud over vejen. Jeg vendte mig hurtigt om igen og kiggede ud af vinduet. Jeg kunne svagt se en gård. Min far sagde, at jeg skulle gøre mig klar til at løbe så stærkt jeg kunne, og jeg nikkede til ham.

Da vi stoppede ved lågen, gik min mor ud for at åbne den. Men jeg kunne mærke, at der var noget galt, jeg prøvede at råbe til hende, men for sent. Jeg hørte et skrig og kiggede med opspærret øjne. Halvt lammet af skræk, så jeg min mor blev flået af to grønne væsner. Zombierne kiggede på mig, og jeg kiggede væk med det samme: jeg ville ikke kigge på dem med deres klamme hud, dårlige tænder og store kløer. Jeg kiggede på min far, og han så beslutsomt på mig "vi sover her i nat, jeg ringer til morfar". Han tog sin mobil og ringede., jeg kunne mærke det brænde bag øjnene og alt blev sløret, hvorfor min mor, hvorfor hende? Han ringede og kunne kun høre nogle få ord, men det var nok for mig, for jeg vidste, at det ville blive en hård nat for os begge.