Besættelsen

Mit sidste åndedræt

Jeg hørte larm og kiggede ud af vinduet, det var tordenvejr, og regnen slog hårdt mod væggene. Jeg satte mit hoved tættere på vinduet, men gik hurtigt tilbage igen. En skygge var blevet lyst op af et lyn...

Men så hørte jeg lyden igen, den kom fra noget ovenpå, jeg løb og af trappen og ind der hvor jeg havde hørt lyden, og så til min skræk, at min far havde en kamp med en zombie. Hans ansigt blev lyst op af et lyn, og jeg kunne se en skræk i hans øjne, sveden løb ned af hans ansigt, og han havde flere rifter, som jeg kunne tælle til. Løb! Skreg han, men jeg var lammet af skræk. Bag ham lå min mormor og morfar døde, blodet løb ned ad ansigtet på dem. Min far kastede noget på mine ben, et billede af mig, min søster, ham og min mor, alle dem jeg havde mistet jeg løb uden at se mig tilbage, ned ad trappen og ud af døren, og der stod skikkelsen, som jeg havde set før, han var klædt i sort kappe og holdt en stor kniv i hånden, hans hud var bleg, og i hans øjne var der ingen tegn på medlidenhed. De var kolde og havde kun en ting at ville, dræbe mig... Jeg kunne ikke bevæge mig, han kom gående, og et lyn lyste kniven op og gav den et drabeligt skær.

Der brød en smerte gennem mig, og jeg kunne mærke det kolde blod løbe ned af brystet, mine ben føltes som bly, jeg sank sammen og holdt om min hals, det begyndte at sortne for mine øjne. Jeg var svimmel, begyndte at hoste, og der kom blod dråber ud af munden og landede på jorden. Jeg lagde mig ned i græsset, tog billedet op af lommen, jeg begyndte at græde, kiggede på min mor, min søster og på mig. Jeg tabte billedet og kunne ikke samle det op igen. Det sidste jeg så, var den høje skikkelse med sort kåbe, han så på mig og gik. Jeg kiggede en sidste gang på fuldmånen, der lyste så klart og skønt, men så var den der ikke mere. Der var bare... sort.