Besættelsen

Kun dig og mig

Da jeg vågnede næste dag, var der lys, og jeg kunne mærke den varme fornemmelse. Når det er forår. Men så opdagede jeg noget, hvor min far? Han var ikke i bilen, men uden for og sammen med en person, som jeg ikke kunne se, hvem var. Da jeg gik ud af bilen, opdagede jeg, at det var min morfar. Men da jeg var på vej hen for at sige hej, var jeg lige ved at snuble over noget, der lå på jorden, men heldigvis var det ikke nogen zombie, men bare en sten. "Så er du oppe" sagde min far, og jeg løb hen til ham for at få det meste af min krop til ikke at ryste "hvor er mor?" spurgte jeg, for jeg kunne ikke se andet end tørret blod på jorden. "Hun... hun... hun klarede den ikke." Jeg kunne se en tåre i min fars øjne, men jeg selv havde også svært ved at holde tårerne tilbage. Hun var væk... min mor var væk for altid og kunne ikke komme tilbage... aldrig havde jeg følt sådan en følelse, jeg var både vred og ked af det. Så kom mine indre billeder tilbage, hvordan jeg havde set zombierne rive min mor fra hinanden, jeg klemte min far endnu hårde, jeg ville ikke miste flere, først min søster så min mor, hvem var den næste mig? Kom, lad os gå ind og få noget af spise, sagde min morfar og brød tavsheden. Jeg nikkede selv om at jeg vidste, at jeg ikke ville kunne få en bid ned.

Da jeg var kommet ind på gården, var det første, jeg så en riffel eller et gevær. Jeg var ikke så god, når det angik våben. Min far havde vist set, at jeg kiggede på den, for han sagde, det var engang min, men så gav jeg den til din morfar, for hvis der skete noget, var det sikkert at køre herud. Ind hjemme hos os. Men det skulle han ikke have sagt, for så kom alle minderne tilbage. Om mine venner og mine bamser og de bløde kram som min mor, hun gav mig altid, før jeg skulle i skole, eller i seng de kram ville jeg aldrig få at føle igen.