Spæksager

Den grufulde sandhed Torsdag d. 17 september

Hej. For lidt siden kom far ind og han... altså... argh.. jeg ved slet ikke hvordan jeg skal skrive det der lige er sket. Jeg ved ikke, om jeg nogle sinde vil kunne skrive det. Måske når jeg er 90. Nå jeg kan vel lige præsentere mig selv. Jeg hedder Johanne og er 14 år gammel. Jeg går i 8. Klasse og bor i Nykøbing Falster, eller det vil sige det gør jeg ikke, eller jo men.. okay Johanne nu tar' du dig sammen. For lidt siden kom min far ind. "Øhh.. Johanne vil du lige komme ned i stuen", far prøvede vist at lyde voksen og mandig, men man kunne tydeligt høre nervøsiteten i hans stemme, "der er lige noget".. far holdte en pause. "Noget hvad"? spurgte jeg med vantro i stemmen. "Noget vi skal have snakket om, kommer du". "Ja kommer", sagde jeg træt og gled ned fra min kontorstol, vor jeg i stedet for at lave lektier havde skypet hemmeligt med Sofie og Clara. Jeg rettede lidt på håret og gik ned i stuen. Nede i stuen sad min mor og min lillebror allerede i sofaen. På stuebordet stod der en stor skål med småkager og en kande varm kakao. Jeg kunne kunne godt regne ud, at mor ikke selv havde bagt dem, men jeg syntes alligevel, at der var et eller andet skummelt over det. Vi fik aldrig småkager og slet en helt almindelig torsdag. Far kom ind med deserttallerkner og svine dyr chokoladeis. Han satte det tavst på bordet og satte sig så langt fra mor som overhovedet muligt. Mor sad og strikkede og gjorde ikke mine til at sige noget. Min lillebror August sad og åd den ende småkage efter den anden. Jeg kiggede hen på far, der bare sad og vred sine hænder. Sådan blev det hved i mindst et kvarter. Til sidst rømmede far sig. Mor kiggede ikke op, men strikkede bare videre. "Øh ja", sagde han, "der er noget mor og jeg skal have sagt". Og med mor og jeg, mente han nok kun jeg, for mor sagde ikke noget igennem hele samtalen. "Vi har besluttet at".. Han gik i stå og kiggede ned i bordet. Hvad handlede det her om? En rejse eller sådan noget. Men hvorfor så småkager og dyr is. Jeg fattede ingen ting. "Mor og jeg", prøvede far igen, "vi er vokset fra hindanen". "Hvad"? "Ja og derfor flytter vi fra hindanen". "Hvad"? sagde jeg lidt højere. "Vi kører i aften". "Hvad"? råbte jeg han direkte ind i hovedet. Normalt ville far blive sur over, at jeg råbte ham i hovedet, men ingen ting var normalt. Ingen ting blev noglesinde normalt igen. Min verden stod stille. Dig og August rejser med mig sagde far. "Nej nej nej. Det kan simpelt hen bare ikke passe". Jeg råbte og skreg, sparkede til stolene ude i køknet og smækkede med døren. Jeg smed mig ned i sengen. Ude på gangen hørte jeg fodtrin. "Nej Henrik", mors stemme var så skarp at alle uden tvivl der var uden for 100 kilometers omkreds skar sig på den, "tror du slet ikke at Johanne vil være alene i bare ti minutter uden at du skal komme rendende hele tiden din idiot". "Så hold dog kæft Helle, gav far igen, det er sgu da din skyld vi overhovedet blir' skilt". "Hvad fanden snakker du om din kraftidiot du lukker sgu da kun lort ud af den mund". Jeg fik nok. Der her kunne ikke blive ved. Jeg rejste mig tog en dyb indånding og åbnede døren. Kan i to ikke opføre lidt voksent for en gang skyld. Jeg gider det fandme ikke mere. "Undskyld lille skat", sagde mor og lagde armene om mig. "Kan du så lige sige undskyld", hvislede mor. "Undskyld", brummede far. "Kom vi går ud i køknet og snakker", sagde mor og tog mig i hånden. Mor lavede en varm kop kakao med ekstra meget flødeskum, tog en brandvarm chokoladekage ud af ovnen, skar den i stykker og servede det for mig, før hun satte sig ned hved siden af mig. Jeg tog en slurk af kakaoen og så afventende på mor. "Ja", sagde hun, "vi ved godt at det kommer lidt pludseligt men det er det bedste vi kan gøre". "Hvad mener du", spurgte jeg, "i har da aldrig skændtes før". "Nej sagde mor og kiggede ud af vinduet, "men du ved...nogle gange blir mænd bare for meget". Jeg så hvordan mor prøvede at blinke en tåre væk. "Din far kan bare være en idiot", der løb en tåre ned af hendes kind, "og jeg kunne bare ikke holde det ud mere". Nu græd mor ikke højt og hjerteskærende men en stille hulken. "Hvad er der da faldt med far", spurgte jeg mor, for jeg kunne jo godt regne ud, at de ikke bare var vokset fra hindanen, der måtte jo være en grund. "Far..har..været..utro". Det var kun fire ord, men man kunne se vor svært det var for mor at sige dem. "Hvad"? "Ja han har været det i 8 måneder og han skal snart have et barn". "Det kan han kraftedme ikke være bekendt", sagde jeg og kunne mærke vreden bruse op i mig. Mor sagde ikke noget. "Men sgu da ikke rimeligt", sagde og bankede så hårdt i bordet, at kakaokoppen lettede og sprøjtede halvdelen af sit indhold ud på bordet. "Så så", sagde mor og aede mig på håret. "Dig og August køre med far i aften", sagde hun mens hun stadig hulkede lidt. "Hvad? Nej, fandme nej", råbte jeg, "jeg vil sgu da ikke bo sammen med den idiot". "Det bliver du nød til", sukkede mor, "jeg rejser til Frankrig om en uge". "Hvorfor"? "Jeg har bare brug for at komme lidt væk." Jeg ville godt have sagt et eller andet, men jeg kunne ikke. Min mund snerpede sig helt sammen, og jeg stirrede bare på mor. Så rejste jeg mig og gik ind på mit værelse. Og så satte jeg mig og skrev, i den dagbog jeg fik af min moster til jul. Jeg troede helt ærligt ikke at jeg nogensinde at jeg ville få den brugt, men det ser ud til at jeg vil skrive end del mere i den, end jeg havde troet.