Just Friends

Del 17

Thor og jeg går hen til toiletterne, hånd i hånd.
- Jeg venter her, siger han og kysser mig i håret.
- Super.
Jeg går ud på toilettet. Der står en pige med mørkt, langt hår. Hun står med ryggen til og jeg synes virkelig at hun ligner Josephine. Jeg skynder mig bare videre og hurtigt ud igen. Da jeg kommer ud igen går jeg over til der Thor stod da jeg gik ind... Men han er her ikke... Hvor er han? Jeg kigger mig lidt omkring, men jeg kan virkelig ikke se ham.
- Thor? siger jeg stille.
- THOR!
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, men beslutter mig for at jeg bliver her lidt. Jeg forstår ikke hvordan han kan blive væk.

~5 minutter efter~

Han er ikke kommet tilbage. Jeg er virkelig bange for at det var Josephine jeg så og at hun har gjort noget ved ham.
Jeg begynder stille at græde og går hen imod Det Gyldne Tårn. Jeg snøfter en smule og pludselig er der en der lægger en hånd på min hofte. Jeg vender mig om og kigger lige ind i Thors smukke øjne. Jeg krammer ham.
- Skat hvorfor græder du? spørger han tørstende.
- Jeg troede du var væk.
- Åh nej. Sødeste. Jeg var lige ovre at købe noget, siger han og kysser mig på munden.
- Købe hvad? spørger jeg stille.
- Det her.
Han tager først en slikkepind frem. Den er rød, formet som et hjerte og inden i står der I Love You.
Så tager han derefter en buket røde roser frem.
- Skat jeg elsker dig, siger han.
Han trækker mig ind i et langt, vådt og intimt kys. Jeg trækker mig fra ham.
- Thor. Jeg elsker dig mere, og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre uden dig, svarer jeg og fælder en sidste tåre.
Han tørrer den væk, tager fat i min hånd og så går vi hen til Det Gyldne Tårn. Vi ser Anthon og Amalie. De står med hænderne flettet ind i hinanden i køen.
- Nurgh, siger jeg for mig selv.
Vi går over til dem og det er snart vores tur.
Jeg er slet ikke nervøs, men det kan jeg se at Thor er. Han prøver bare at skjule det.
Det er nu vores tur. Vi sætter os så vi kan se udover hele Tivoli. Amalie og Thor sidder yderst. Så jeg sidder imellem Anthon og Thor.
Jeg kan se at Thors hænder klamrer sig til håndtagene.
- Skat. Du behøver ikke at skjule at du er nervøs, hvisker jeg til ham.
Han kigger på mig, smiler, og jeg kan godt se at han er ret nervøs.
Jeg tager fat i hans hånd. Og så begynder vi at køre opad.
- Så skat. Er du klar? spørger jeg.
- Ja. Bare du ikke giver slip.
- Jeg giver aldrig slip.
Vi er nu på toppen og jeg klemmer hans hånd.