Sorry jeg har helt glemt at smide mere op her :-/ nu kommer forsættelsen så:
"Er der noget galt nani?" Klaus kom op ved siden af mig, han havde lært mig mine evner men jeg skulle snart væk fra ham, han vidste det bare ikke i nu "nej nej jeg sad bare i mine egne tanker" jeg smilede til ham han havde fundet mig et år efter nanila døde jeg havde levet i skoven mit eneste mål den gang var at overleve "kommer du så der er mad" han smilede og jeg begyndte at ride mod huset...
Mika sad ved bordet da jeg kom han var som en bror før mig han var også en reed-Wood som mig og lige som mig elskede han at gå i sort han havde sort hår og det hang foran hans ene øje han havde 4 piercinger to i læben en i næsen og en i øjnbrynet han var høj og sjov, og så var der så mig jeg var ca. 165 cm. høj havde brunt hår med en blå strippe havde ingen humor ingen piercinger ikke noget der kunne gøre mig "sej" jeg var bare en ting der kun var der i nu fordi jeg blev beskyttet af mika jep klaus ville godt nok ikke af med mig men han gjorde alt mad mor sagde han skulle mad mor også kendt som sip var en høj og tyk kvinde som ikke kunne li mig hun elskede mika (måske en smule mere end sundt er)
Og ja hun ville blive knust snart når mig og Mika var væk men det var da ikke min skyld at der var noget eller nogen der trak os væk fra dem
Dagen gik og aftnen kom mika gik rundt og samlede ting til rejsen men det lignede mere at han dansede lidt rundt som han altid gjorde og jeg ja jeg gjorde rent som jeg altid skulle men i det mindste kunne jeg få fat i nogle knive og noget mad ikke meget men nok til at kunne komme et godt stykke væk vi skulle væk nu inden det blev for sent inden jeg ville blive smidt væk, natten nærmede sig og Mika og jeg viste de ting vi havde samlet 2 skarpe knive 3 stykker brød 1 en lille ost og 4 små kylinge lår det var hvad jeg havde Mika havde 150 kroner, en lille økse et tæppe og en kjole af den bedste slags til mig jeg kramede ham den kjole var dyre end alt andet i hele huset det ville koste mig Mit liv vis hun så mig bare røre den den smukke blå farve glimtede mellem mine fingre da jeg tog den op vi startede med at pakke alt i en rygsæk da vi næsten var ude kom jeg i tanke om noget "vent" hviskede jeg Mika så undrende på mig da jeg lagde mig ned på gulvet og trak mig selv under hans seng da jeg kom ud havde jeg en lille stål-lighter i hånden "det var en gave til dig, når du fyldte 20" jeg tog den i lommen "det er jo først om 5 år" han sprang ud af vinduet og jeg sprang efter "den var dyr det var det valg jeg havde for pengene var svære at gemme" han smilede og vi løb væk fra det helved vi havde levet i så længe...
Håber i kan li den jeg skriver ikke så meget på den fordi jeg er i gang med en anden der hedder: fortællingen så det tager også meget tid med alt der jeg ellers skal nå håbet i overlever at vente så længe på opdateringerne :-)
