Lev livet som livet er jeg læste teksten om og om igen lev livet. lev, hvordan kan jeg leve når du er væk? Livet hvad er det uden håb? Som livet er. Selv om de 3 digte du gav mig alle fangede min intarase er den ene sætning som du skrev ned på alle digtene den der er sværest for mig at forstå det sidste du gav mig var dem og digtene var de dyreste man kune finde og aligevel ikke de var ikke specele og ledte en til noget de var bare digte helt normale digte "se på mig!" ninala så på mig og hendes øjne skifted over til sin gulige smuke farve fra den mørke grøne hun havde haft i de sidste mange dage det lagde til famillien at ens øjne skifted farve alt efter hvordan man havde det mine havde været lyse blå i lige så lang tid som ninalas havde været mørke grøn hun var syg meget syg og havde det dårligt men nu hvor hun ville noget mere vigtigt end at blive rask skiftede hendes øjnfarve hendes hud var stadig bleg og sad som en pose på en mus hendes læber var så tøre at det virkede helt umenskeligt hendes så smukke hår sad i sin normale flætning men havde mistet alt glans hun havde stadig brunt hår næsten sort lige som mig men hendes havde altid været pænere end mit havde haft mere glans end mit "nani" hun havde altid kaldt mig nani og det havde hængt ved alle kaldte mig det efter hånden men det gjorde mig nu ikke noget det var godt ikke at blive kaldt det samme som alle andre så det nemer at vide det var dig nogen kaldte på når der kun var en af dig så "pas på, du kan ikke stole på alle langt fra selv om du måske tror en er din ven passer det ikke særlig godt kun en kan du stole fuldt ud på den person var ikke mig du må lede videre " hun så mig dybt ind i øjnene og jeg kunne se mine øjne ændre farve til en blanig af den lyse blå og en rød. Vrede. Hvad fanden havde hun forådt mig med?? "Selv om jeg prøvede var jeg født til at være ond og man kan ikke bare stoppe med at være ond med mindre man er stærk.... Du er stærk nani meget stærk" hun tog min hånd og lagde æsken i den og så sagde hun ike mere hun så ikke mere hørte ikke mere hun var død jeg savnede hende allerede !! Jeg åbnede æsken og der lagde de tre digte tre af de digte jeg elskede højedst jeg græd og mens mine tåre faldt på de skrøbelige papire ændrede teksten sig jeg snøftede så på ninala en sidste gang og gik ud teksten fra digtende var blevet til historie "gra havde gjordt det igen stjålet det vigtiste vores familie havde nani vi fandt hende død i skov bunden nanila brugte den sidste del af hende der var god til at live hende op og har tænk sig at svagve på ikke at vende ryggen til nani vis hun bryder dette lyfte er hun dømt til døden og ingen vil kunne redde hende ikke engang nani " jeg begyndte at græde så meget at jeg ikke kunne se ordene papiret hvad skulle jeg gør....
9 år senere
Jeg kunne høre vinden suse forbi mig hurtiger og hurtiger jeg havde lært mine evner som en reed-wood i de år efter nanilas død at kunne snakke med dyr var kun en af de mange evner men jeg var anderledes eller det siger alle jeg var der gik ikke en dag uden jeg fik det af vide ååå bare jeg var dig men jeg kan ikke se det speciele i mig ja jeg burde være død men det gør mig da ikke speciel?? Alle kune være som mig vis nogen ville gi deres liv for det som nanila..... Jeg ville ønske at jeg kunne se hende igen selv efter så langtid savner jeg hende, mine øjne har aldrig mistet den blå farve efter hendes død
Det var så første kapitel håber på denne historie ka blive færdig okay hurtigt med sommer ferien at skrive i og håber i kan li den her lille start de bliver ikke så lange kapitlerne men det er der jo heler ingen mening i :)
