Ulovlig kærlighed

Skoven

Jeg løb over i skoven bagefter. Jeg elskede at sidde nede ved søen, bare lukke øjnene og lytte til alle naturens lyde. Så det gjorde jeg. Men lige pludselig kom der en lyd, og det var ikke en natur lyd. Jeg hørte en kvindelig stemme. Den var meget lys, og sød. " Hejsa. Er du her for at fjerne skoven?" Spurgte hun. Det gav et sæt i mig. Jeg var overrasket over hun var her, i skoven? hun viftede med hånden foran mit ansigt. "Hvor er du fra?" Spurgte jeg bare om. "Jeg er fra gul" Gul. Hun smilte sødt. hun spurgte hvor jeg var fra. Jeg sagde blå. Hun kiggede lidt, mærkeligt og sagde " Det jo fint nok, gul og blå giver jo grøn! Og vi kan jo begge godt lide naturen jo! Det er perfekt" Sagde hun bare, jeg grinte, for det var noget mærkeligt at sige. Gul og blå havde aldrig enes. Jeg sendte bare mit så populære smil. Hun satte sig ned ved siden af mig, ved søen. vi kiggede ud, og der var en akavet stilhed. "Min mor tror at jeg lider af en eller anden sygdom, på grund af min opførsel" Sagde jeg bare. hun kiggede på mig, og lavet en mærkelig grimasse. "Min mor tror jeg til modsatte køn" Sagde hun og grinte. det var vel ikke rigtigt sjovt, men når man griner blev det næsten altid mindre akavet, dog ikke denne situation " Hva.. Har du overhovedet sagt du er til samme køn så?" spurgte jeg, uden at være særlig informeret. " Nej da, jeg har en kæreste. han hedder Jonas, jeg er dog ikke rigtigt forelsket i ham men.." Sagde hun og kort efter svarede jeg "Men, din forældre forventer ligesom af dig du er sammen med ham" Sagde jeg og kiggede lidt væk, jeg kiggede tilbage på hende, hun så overrasket ud. og hun vidste tydeligvis ikke hvad hun skulle sige, så hun endte med at sige " JA!! Det er præcis sådan jeg har det, er du synsk?" Sagde hun vildt overrasket " Nejnej, det var bare mine egne ord" Sagde jeg og grinte et lille grin " Jamen så har du altså stjålet mine ord" sagde hun og smilte det smukkeste smil jeg nogensinde havde set. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. så jeg svarede ikke. efter noget tid kaldte nogen på mig og jeg sprang op og løb. Men så stoppede jeg, vendte mig om, smilte og vinkede til hende " Skal vi mødes igen i morgen?" Hun svarede ja, og jeg blev helt lettet.