Er det stadig voldtægt?

Saras historie..

Jeg piskede rundt i husket, jeg var ved at pakke. Jeg skulle sove sammen med nogle veninder i weekenden, jeg glædede mig sygt meget! Man hvad skal man engenligt pakke? Jeg havde pakket tøj, min yndlings pyjamas, tandbørste, og en kjole i det tilfælde vi skulle noget. Makeup! Jeg skulle have ekstra makeup med! Jeg løb ud op badeværelset, jeg pakkede en lille taske med det vigtigste. Jeg vendte mig om på vej ud af badeværelset, bemærkede at gangen var mørk. Var lyset ikke tændt lige før? Jeg løb hen mod fordøren, for at tænde det. Men fordøren gik op, en skikkelse trådte ind, og trak mig ud. Jeg skreg, stivnede. Jeg tabte min makeup så hårdt, at øjenskyggen garanteret knækkede. Jeg fik en hånd for munden, den var underlig kold, og smagte sært. Det var læder. En arm smøg sig om livet på mig, og holdte mig i et stramt tag. "Shh.. Går du pænt selv? Eller skal du tvinges?" Jeg forsøgte at slappe af, men jeg får tit småtics når jeg bliver urolig. Han slap grebet, men greb min hånd. "Vi går lige så stille, gør vi ikke også?" Jeg nikkede kort, og gik. Jeg lod fordøren stå, så de kunne vide jeg var væk. Væk uden min vilje.

♧

Jeg var blevet bragt, ned på bagsædet af en bil. Jeg mærkede vreden syde i mit indre, og tankerne gik i nogle nogle voldige retninger. Men jeg sad stille. Han holdte ind til siden, og jeg troede vi var fremme. Jeg kiggede ivrigt rundt, for at finde ud af hvor vi var. Vi holdte lidt fra midtbyen, i gå gang fra biblioteket. "Jeg er ked af det, men du må ikke se hvor vi skal hen, det er en overraskelse." Han stemme var rolig, og bar en anelse medlidenhed. Han lænte sig over mod mig, og stak en klud mod mit hoved. Jeg forsøgte at finde håndtaget så jeg kunne komme ud, jeg fandt den, men døren var låst. Han satte et knæ på mit sæde, og lagde kluden for min mund. Jeg forsøgte at vride mig, men grebet i gennem kluden var for stærk. Jeg mærkede den søde duft der mindede mig om, når mor og jeg laver saftevand. Der gik ikke lang tid, før jeg gik ud som et lys. Jeg drømte at jeg bryggede saftevand, sammen med min mor, og en ung mand. Hans søde grønne øjne fangede mig, og fik verdenen til at forsvinde. Smilet med de utydelig smilehuller, var det sidste jeg så. Før jeg igen var svøbt i mørke.

♧

Jeg vågnede igen, liggende i et lille mørkt soveværelse. Sengen var billig, jeg kunne mærke fjedrene stikke mig i ryggen. Her var ingen vinduer, og luften var klam. Jeg rejste mig, og stak tæerne ned i det tykke gulvtæppe. Jeg åbnede den slidte dør, der viste tegn efter børn, og dyr. Jeg trådte ud i ét rum, som rummede køkkenet, og stuen. Her var langt koldere end i det lille soveværelse, og i refleks tog jeg mig til armene, selvom jeg ikke frøs. Rummet blev overvældet at lys fra nogle vinduer i siden, men alligevel føltes rummet mørkt. Jeg var alene, i dette lys-mørke rum. Jeg gik ind i rummet ved siden af. Toilettet. Jeg vendte mig om og låste døren, i en bevægelse. Hvis jeg skulle finde ud af noget om min kidnapper var badeværelset perfekt. Jeg åbnede skabet, over håndvasken. Der stod en ramme med et billede i, billedet forestillede en en ung dame. Rammen var af træ, men forestillede en enhjørning der holdte billedet. Jeg tog det, og lagde det ned i lommen. Godt jeg havde bukserne, med de store lommer på i dag. Jeg ledte videre, og fandt nogle piller. Det lille klistermærke der skulle stå navnet på, var kradset af. Nede i det ene hjørne stod der "od søvnproblemer." Jeg regnede hurtigt ud, af der skulle have stået mod søvnproblemer. Jeg satte pillerne tilbage på hylden, og gik rundt på det lille badeværelse, rundt omkring sad der støvklatter, han gjorde nok ikke rent hver dag. Min mave rumlede, og jeg kom i tanke om jeg sidst have fået frokost i går, og efter lyset at bedømme var det ikke ligefrem morgen. Jeg gik mod køkkenet, et eller spiseligt måtte han da have. Jeg åbnede køleskabs lågen, inde midt i køleskabet stod en tallerken med en sandwich, derpå en lille seddel. "Jeg tænkte du nok ville vågne før eller siden og være sulten, så jeg har smurt en lille mad til dig. Dolphin." Dolphin? Kaldte han sig selv det? Så vidt jeg vidste kunne man ikke hedde det. Jeg satte mig ned i den slidte sofa, og spiste den. Den smagte faktisk godt, sådan som når man køber den hos bageren. Jeg åd den grådigt, og gik forventningsfuldt tilbage til køkkenet. Jeg åbnede en stor skuffe, hvor jeg fandt en pakke kiks og endnu en seddel, "håber de falder i din smag, prinsessen skulle jo nødig føle sig foraget." Sedlen fik mig næsten til at grine, den var så sød, hvis altså den ikke havde været fra min kidnapper. Da jeg blev overvældet af søvnlyst, jeg kiggede efter soveværelset. Der var for langt. Jeg begyndte at gå hen mod sofaen, men søvnen overmandede mig på vejen, og jeg faldt om.