Not a love story (1D & T.S)

Run!

*Taylor's synsvinkel*

Far var blevet sur igen, det bliver han rigtig hurtig. Grunden til hans humørsvingninger er depression (Psykisk sygdom) han kan blive enormt vred rigtig hurtigt. Og det er en ting der kan gøre en syv årig pige bange rigtig hurtigt. Mig og min storebror Austin (ved godt det er hendes lillebror, vi gør ham bare lige to år ældre end hende istedet for) på ni år har lovet at vi passer på hinanden lige meget hvad. Men lige præcis denne her gang var han ovre ved en af hans bedste venner. Jeg sad inde i stuen og legede med mine højt elskede barbiedukker. Jeg hørte far hæve stemmen, han talte i telefon. Han kom med tunge skridt ind i stuen, han råbte af mig "hør far du behøver ikke at blive sur, jeg går ned i parken, så kan du blive glad igen" prøvede jeg at berolige ham. Han gav sig til at græde . Jeg har gået i en gruppe for børn med forældre der havde en psykisk sygdom. Jeg havde lært en masse om fars depression, han følte sikkert han var en dårlig far da jeg sagde det til ham. Men han kan ikke selv styrre det, der er ikke en glad/ked af det/sur kontakt han bare kan tænde og slukke. I gruppen fik jeg at vide man bare skulle lade dem køle ned, så jeg gik ud og tog sko og jakke på. Jeg trådte ud af døren med kurs mod legepladsen i parken. Da jeg ikke kunne se huset længere begyndte jeg at græde, det var rigtig hårdt når jeg skulle passe på mig selv. 

Jeg tørrede øjne da jeg stod ved indgangen i parken. Jeg besluttede at gynge lidt, det var en Onsdag så der var ikke nogle mennesker her. Jo der var faktisk en, en voksen mand. Han havde en lang sort frakke på, en "mafia" hat som skyggede for hans ansigt så man ikke kunne se det, tunge sorte støvler og solbriller selvom vi er i starten af januar. Jeg lod som om jeg ikke så ham. Når jeg gynger er det som om at tiden står stille, at jeg bare kan få lov til at tænke tingene igennem. Jeg havde siddet og gynget i omkring en halv time, men det føles som flere timer.

Jeg sad i min egen lille verden, da jeg mærkede noget over min mund. Det var gaffeltape (lyder bedre end gaffatape) jeg prøvede og se hvem det var, men uden held. Der blev trukket en sæk ned over hovedet på mig, jeg spjættede men kunne ikke komme fri. Jeg følte et stik i min arm, alt blev mørkt og jeg var helt følelsesløs. Jeg kunne tænke men ikke komme fri. Jeg prøvede og prøvede men jeg kunne ikke engang åbne mine øjne. Jeg var ude af stand til at sige noget, at skrige. Hvad mon han ville med mig? jeg forstod det ikke. Der gik omkring et kvarter før han satte mig ned, jeg havde ingen tids fornemmelse lige nu, men sådan ca. der omkring. Der gik få minutter før han tog fat i sækken igen, jeg tror han gik indenfor. Jeg blev taget ud af sækken og lagt på noget yderst blødt, sikkert en sofa. Jeg kunne stadig ikke bevæge mig. Gaffeltapen blev lige så stille,ikke rigtig smertefuldt fjernet fra min mund. Der blev derefter lagt et tæppe over mig, jeg følte mig elsket. Far putter mig aldrig, han er nemlig altid sur. Men hvad skal der ske med mig? og hvad med Austin? hvor er jeg? hvem har taget mig? hvorfor lige mig? det var nogle yderst ubesvarlige spørgesmål.

Efter omkring en times tid følte jeg et lille prik på min arm. Jeg slog øjnene op, der stod en lille krøltop (ved godt han ikke havde fået krøller på det tidspunkt) foran mig. Hans stod og smilede stort "mit navn er Harry, hvad hedder du?" spurgte han mens han sad på knæ foran sofaen "Jeg hedder Taylor, Hvor er jeg?" spurgte jeg nervøst "Du er da sammen med mig" grinte han. Han trak mig med ind på hans værelse så vi kunne lege, han fortalte at hans far var ude og handle. Jeg var forvirret men legede med ham. Jeg har aldrig sådan rigtig haft venner fordi deres forældre havde sagt de ikke skulle komme i nærheden af mig, de troede min fars sygdom smittede og at jeg havde den. Vi sad måske og legede i halvanden time da en mand kom ind af døren, det var manden fra parken! jeg sad lammet af skræk. Han kom over og sagde "Hør her stump jeg ved godt du er bange, men det hele skal nok gå. Din far har bortadopteret dig (ikke at det er ment skidt på nogen måde) jeg ville gerne have en sød lille datter som dig. Måden jeg gjorde det på var drastisk, men det var for dit eget bedste. Du skal nok få det godt sammen med mig og Harry, det lover jeg. Og angående skole så tager du med Harry når i starter igen" med et kæmpe smil. Nu stolede jeg på ham, han virkede som en flink mand. Harry og mig legede resten af dagen.

"Så er det sengetid unger" lød det inde fra stuen. Harry's far kom ind og puttede Harry og mig, jeg sov på en madras på gulvet da Harry's far selv vil have jeg bestemmer hvordan mit værelse skal se ud. Det skulle helt klart være lyserødt. Jeg var virkelig spændt.

"Så står vi op sovetryne, det er tid til skole" sagde han spændt. Harry og mig stod op og gik ind i stuen. Der lå et fint sæt tøj til mig inde på sofaen ved siden af Harry's sæt. Hans far havde købt alle de ting til mig jeg skulle bruge i skolen, det skulle nok blive sjovt. Vi spiste morgenmad og jeg fik sat (hedder det det?) en hestehale i. Vi tog vores jakker,sko og tasker på, derefter gik vi ned til bilen. Vi blev kørt i skole da der var for langt at gå og vi var også meget små. Harry var et år ældre end mig, men vi skulle gå på sammen overgang fordi jeg er så utrolig klog. 

Vi var ankommet til skolen og bilen blev parkeret. Vi tog vores tasker og gik ind på skolen.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hvordan gik første skoledag?

Finder Taylor ud af det?

Hvorfor lige præcis hende?

Læs med i næste kapitel for at finde ud  af det ;D

I må meget gerne skrive hvad der kan gøres bedre :D