Forladt

Jeg husker stadig den dag hvor hun lå der helt forladt, svøbt i et lilla tæppe, der var noget fredfyldt og fortvivlet over hende. Det var den dag hvor det gik op for mig at hun bare var plastik, plastik med fredfyldte øjne. Hun havde det fint, helt fint som forladt liggende der på stranden, bølgerne beroligede hende, det havde de altid gjort.
Bølgerne minder mig om den sommer for 5 år siden, vi var på ferie i Spanien, hele min familie var der, de var samlet, det er mange år siden at de havde været samlet på den måde. Hun var der også, vi lå på stranden i 35 graders varme, og nød stilheden ved bølgerne, det er lang tid siden at der har været så stille.
Nu rejser de uden mig, der var ofte nætter hvor jeg var alene hjemme, helt alene, og forladt. Jeg følte mig så lille, de var flere tusinde kilometer borte, og jeg kunne intet gøre. Men hun hjalp mig, hendes fredsfyldte øjne gav mig håb, de fik mig til at føle mig mindre forladt.