Forladt

Mor

Da jeg blev 10 besluttede jeg mig for at finde mor, kvinden der havde skabt mig, den kvinde der forlod sit eget barn i sorg. Hvordan kunne hun finde på det? Det ville jeg finde svar på. Jeg pakkede en kuffert, med alle de ting jeg kunne huske, og tog hende i hånden. Jeg vidste godt hvor mor var, hun var i Spanien, det havde naboen selv sagt, Kirsten hed hun.
Den 22. august rejste jeg, ned mod det varme, ned til mor. Men hvor var mor? Det var der ingen der vidste. Jeg havde tænkt mig at spørge alle så godt jeg kunne efter mor, med det minimale engelsk jeg havde lært dengang i skolen. Jeg spurgte alt og alle, jeg gik hen til hvert et hotel og spurgte efter mor. Men ingen kendte hende, eller havde hørt om hende. Mor var væk, og jeg var forladt.
Tre dage senere gik jeg forbi et skilt hvor der stod "Long beach" der var noget bekendt ved det navn, det navn havde jeg set før. Det var for 5 år siden, da vi alle var samlet ved stranden, da far også var der. Jeg gik ned på stranden, sandet snoede sig op imellem mine tæer, og vinden susede igennem mit lange brune hår. Stranden så præcist ud som jeg huskede den, der var stadig lyden af bølger, og glade familier. Den familie jeg aldrig havde haft.
Jeg kunne høre en dame synge i det fjerne, hun sang så smukt. Det mindede mig om dengang hvor min mor altid sang for mig, før hun begyndte at rejse meget. Men hvor kom lyden fra? Jeg kiggede rundt, og bag mig stod der en kæmpe mængde af mennesker. Jeg prøvede at mase mig ind for at se hvem den vidunderlige stemme tilhørte, der stod en flot høj kvinde oppe på scenen. Men hvem var den kvinde? Den kvinde var min mor. Mor sang sit sidste nummer, og så trådte hun ned fra scenen, i det samme løb jeg alt hvad jeg kunne lige hen i favnen på mor. Men på vejen hen til mor tabte jeg hende, hende der havde passet på mig hele mit liv, da ingen andre havde. Mor blev meget overrasket og glad, men jeg var ikke tilfreds. Jeg manglede stadig svar, svar på det spørgsmål jeg havde stillet mig selv hver dag i 2 år. "Hvordan kunne hun gøre det imod mig?". Mor sagde at hun blev nød til at gøre det, da hun ikke kunne holde ud at skulle være ked af det foran mig hver dag, så hun synes det var bedst at tage afstand. Men hun var rigtig ked af at det skulle være på den måde, og hun har fortrudt det meget siden. Mor lovede mig at vi skulle være en rigtig familie nu.
Da mor og jeg var på vej hjem, så jeg hende ligge der, men hendes øjne var ikke fredfyldte længere, de gav mig ikke glæde på samme måde længere, de var bare øjne, bare helt almindelige brune øjne.
Det var den dag hvor det gik op for mig at hun bare var plastik, plastik med fredfyldte øjne. Hun havde det fint, helt fint som forladt liggende der på stranden, bølgerne beroligede hende, det havde de altid gjort.