Forladt

Savn

Den dag jeg husker mest, var en forfærdelig dag, men kun en ud af mange forfærdelige dage, Det var lørdag morgen, mor kom endelig hjem efter lang tid, nu var jeg ikke længere forladt. Men der var noget anderledes ved hende, hun smilte ikke som hun plejede, hun grinte ikke som hun plejede, og hun kiggede heller ikke på mig som hun plejede. Hun havde lavet lasagne til aftensmad, noget at det bedste mad jeg havde fået i lang tid. Midt under aftensmaden fik hun et seriøst blik, jeg havde ikke set det blik siden morfar døde. Hun ville sige noget, men det var meget svært for hende at få sagt. Hun prøvede virkelig at samle nok luft til at få ordene frem, de ord der ville ændre alt, og det gjorde de. Hun brød ud i en kæmpe gråd, og jeg forsøgte at trøste hende. Hun fik samlet kræfter nok, og slyngede de kraftfulde ord ud: "Din far døde i morges, han mistede herredømmet over bilen. Jeg er ked af det skat." Hun græd som aldrig før, og løb ud af døren, hun var væk. Jeg var 8 år gammel, 8 år gammel. Men stadig 8 år gammel nok til at forstå hvad der foregik, min far var død, han var død, jeg kom aldrig til at se ham igen. Men det værste af det hele var ikke at min far var død, det værste af det hele var at mor aldrig kom hjem igen, ikke et eneste opkald hørte jeg fra hende, ingen seddel, ingen hilsen, ingenting. Mor var væk, nu var det kun mig og hende igen.