Kapitel 1: Manden med de uforglemmelige øjne.
Jeg var på vej hjem fra skole, da jeg så en kat løbe over vejen og hen mod mig, den var sort med en hvid stribe på hovedet, den havde bidske røde øjne. Jeg var bange for, at den var farlig. Jeg begyndte at gå stille væk fra katten, men den fulgte efter mig, som om jeg havde noget, den gerne ville have. Pludselig stødte jeg ind i noget hårdt, så jeg faldt til jorden. Til min overraskelse var det en mand , som var mørkhåret, han var vist i 20'erne, han var muskuløst bygget, hans øjne de var utrolige smukke, de var som om, de fyldte hele universet. Jeg var helt forgabt i dem, de var fantastiske, så smukke og så fyldt med følelser på en gang. Da jeg endelig kom til mig selv, opdagede jeg, at han var væk samt katten. Jeg gik langsomt hjem den dag helt fordybet i mine egne tanker om manden og katten, og selvfølgelig mandens øjne. Min mor kaldte på mig:" Jennie, er du okay, du har været i din egen verden i flere minutter, det ligner ikke dig , er der noget i vejen, er der nogle der er har gjort dig fortræd eller.....?"" Mor stop, jeg har det fint, jeg er bare lidt træt ..., jeg tror jeg går i seng". " Okay skat sov godt". Jeg lagde mig op i min seng, helt optaget af mine tanker om manden og katten. Jeg endte med at falde i søvn i min seng, mens mine tanker stadig var på manden og katten.
-1 Uge senere-
Der er nu gået en uge, og jeg har intet set til manden og katten, jeg er begyndt at tro, at det bare er en hallucination, men jeg må da indrømme, jeg er stadig meget fanget i mine tanker om manden og katten.
Skoledagen var snart ovre, tik, tak, 5 minutter, tik, tak, 4 minutter tik tak, 3 minutter endnu, tik, tak 2 minutter, tik, tak 1 minut ,tik ,tak 30 sekunder, ding, ding, yay ,vi har fri, endelig. Jeg troede, at jeg ville blive fanget her i al evighed. Jeg løb ud af skolen helt opsat på at komme hjem og nyde weekenden, jeg tog den hurtigste vej hjem gennem parken. Da jeg kom til enden af parken, lagde jeg mærke til en velkendt skikkelse, det var manden, han sad på en bænk med katten på sit skød og med en bog i hånden, men det mærkværdige ved det hele var, at bogen havde de mest mærkeligste bogstaver, jeg nogle sinde havet set, men jeg var dog ikke sikker på, om det var bogstaver eller ord, jeg tog en dyb indånding og gik hen mod manden. Han skuede op, da han så en lille skolepige med uniform sætte sig ved siden af ham, men han læste bare videre i sin bog. Jeg kiggede interesseret på bogen, indtil at han kiggede på mig og sagde:" Er der noget i vejen? "Ehm... nej, jeg var bare interesseret i hvilket sprog din bog er på". "Det kommer ikke dig ved, frøken". Han rejste sig op og gik sin vej sammen med katten, men så nysgerrig som jeg nu er, fulgte jeg efter ham, men på sikker afstand, så han ikke lage mærke til, at jeg var der.
