Opdaget.
Det var en slags klub, men der var noget anderledes ved den, det var som om, at der var noget hemmeligt ved denne klub. Jeg rejste mig fra det støvede gulv, og børstede mine knæ af efter alt det skidt, der var kommet på mine knæ. Jeg gik langsomt rundt i lokalet og nærstuderede alle de ting, der var der. Jeg fandt kort på Londons undergrund, og alt muligt andet. Kunne dette være en terroristorganisation eller noget helt andet? Jeg kunne høre, at der var nogle på vej ind i rummet, hvor jeg var. Jeg kiggede mig nervøst rundt i rummet, bange for at blive opdaget af dem. Jeg endte med at krympe mig sammen i et lille hjørne, hvor jeg lagde en tom papkasse over mig. Jeg sad stille i hvad der føltes som minutter, da der endelig skete noget. Døren gik op, jeg kunne høre skridt i det lille rum. En stemme begyndte at tale:" Hvad har du tænkt dig at gøre ved Chipbünerne hva?", lød det fra en vred stemme, som jeg gætter var en pige. Der gik nogle sekunder, før en svarede. "Jeg aner det ikke, men vi bliver nødt til at lægge en plan sammen", lød det fra en stemme som, jeg kunne genkende, det var manden fra parken. Der var en kort varig stilhed, indtil at pigen sagde vredt: "Jeg er skredet!!". "Jezz vent!", råbte manden fra parken, men det var for sent, for hun havde allerede smækket lugen i. Jeg blev så forskrækket over smækket, at jeg lavede et lille spjæt med benene, uheldigvis for mig, kom jeg til at smadre min fod ned i noget metal. Bare han ikke hørte det, tænkte jeg, men til mit uheld hørte han det og rev papkassen væk. "F##k" tænkte jeg, han har opdaget mig.
