Hunt or be hunted(Carl Grimes)

It's dangerous to live

Adranalinen i mit blod pumper. Træerne i skoven forsvinder hurtigt ved siden af mig, og nogle nye dukker hurtigt op igen. Jeg løber så hurtigt jeg kan, prøver at få tårerne til at blæse væk. Men jo flere der forsvinder ind i min hår kant, jo flere kommer der ud af mine øjne. Hvad har jeg gjort? Hvorfor løb jeg bare? Uden at redde dem? Bare lade dem dø. Bare lade dem brande op. Er et virkelig ved denne verden er blevet til?

*Flashback*

"Maia?" Jeg kan høre en stemme kalde på mig. Travis kommer frem i dør åbningen. "Hva' så?" spørger jeg ham. Jeg vender mig om så jeg kigger på ham. "Der er mad nu" siger han og går. Det var Travis der tog mig med ind i gruppen, efter jeg havde været ude på eget hånd i meget lang tid. Jeg er glad for, at jeg er kommet ind i gruppen. Jeg har ikke tid på hvor lang tid, jeg har været her, men ihvertfald meget land tid. Jeg kommer ind i vores spise sal. Vi er omkring 25 mennesker i gruppen. Jeg sætter mig ned ved siden af Travis, med den mad jeg lige har hentet. Jeg sidder og snakker med Travis og nogen af det andre, ved det bord jeg sidder ved. Jeg rejser mig på et tidspunkt op for at gå på toilettet.

Toilet døren knirker en smule da jeg åbner den. Jeg lukker og låser den efter mig. Mine hænder er kolde mod mine lår, da jeg trækker mine bukser ned. Jeg sætter mig på toilettet. Da jeg er færdig, rejser jeg mig op og går hen til håndvasken. Et skrig får mig til at stivne. Et skrig mere. Og et mere. Det bliver ved. Jeg flår døren op og løber ud. Jeg tør hurtigt mine våde hænder af i mine bukser. Jeg står i døråbningen til spise salen. Der er ild over det hele. Nogle folk brander, andre løber forvirret rund og prøver på at slukke ilden, mens nogen ligger på gulvet. Nok døde. Jeg spotter efter Travis. men jeg kan ikke se ham. Mit hjerte siger mig at jeg burde løbe ind og hjælpe. Jeg skal lige til at løbe der ind, da jeg drejer om på hælene. Hvad har jeg gang i? stop. Vend om. Jeg fortsætter med at løbe. Jeg er bange.

Håndtaget under mine hånd er koldt. Jeg åbner hurtigt døren til mit værelse, tager alt det jeg kan få brug for. Jeg brude hjælpe dem. De er min gruppe. De hjalp mig. Jeg står og kigger ned af gangen til spisesalen og så på gangen ud til verdenen. Der er ikke flere skrig. Jeg er en kujon. Jeg hører døren smække. Der er nogen der har fået samme ide som mig. Men de prøvede sikkert på at hjælpe. Mens jeg var bange og krøb sammen i et hjørne. Kujon, kujon, kujon. Jeg sætter i løb hen mod døren. Kujon, kujon, kujon.'

*Flashback slut*

Mine kinder er helt våde. Jeg tørre nogle tåre væk, men de bliver ved med at strømme ud. Hvordan kunne jeg være sådan en kujon. Jeg kunne i det mindste have prøvet. Jeg dur ikke til den her verden. Jeg hører stemmer i det fjerne. Jeg kigger op på træet, jeg står op af. Grenene er tykke nok til at klatre i. Jeg sætter den ene fod op på en gren og begynder at klatre. Stemmerne kommer nærmere. Da de står nede foran træets fod holder jeg vejret. "Sporende stopper her" siger en mandlig stemme. Jeg kigger lidt ned for at se hvor mange der er. Der er tre. En mand med en armbrøst, en kvinde med halv langt hår og en koreansk mand. "Men der er nogle andre spor her," siger ham med armbrøsten, "men de går mod os". Han sætter sig ned på hug. "Det ligner ikke spor fra et dyr" siger han og rejser sig igen. "Fra en walker så?" spørger koreaneren "Måske, men så burde den være her omkring, fordi at sporende stopper her" siger ham med armbrøsten. Oh, det er mine spor de snakker om. Bare de ikke finder mig. Pludselig kan jeg høre en walker komme gående. Jeg gør stor øjne da jeg ser hvor mange der er bag den. Jeg kigger ned på de tre mennesker. De har også fået øje på dem og gør sig klar til kamp. De ser ud til at klare det meget fint. En walker går hen til den koreanske mand. Han står med ryggen til, så han ser den ikke. "Kom nu, vend dig om" mumler jeg stille til mig selv. Den kommer nærmere. Jeg vil ikke se nogen dø igen, når jeg ved, at jeg kan gøre noget. Uden rigtigt at tænke kravler jeg et lille stykke ned af træet og hopper det sidste stykke. Jeg dolker walkeren i hoved med min kniv. Koreaneren vender sig om og kigger overrasket på mig. Jeg sender ham bare et lille smil, og kæmper videre.

Alle walkerne er døde og ligger spredt rundt omkring. Jeg står lidt halv akavet, så jeg beslutter mig for at gå. "Tak" siger koreaneren, før jeg overhoved har noget at tage et skridt, "så lidt" jeg smiler lidt og begynder at gå. "Hey vent!" det er kvinden der råber efter mig. Jeg vender mig om. "Er du alene her ude?" spørger hun. Jeg står bare ok kigger på hende. "Ja," siger jeg, "jeg er alene". Hun kigger bekymrende på mig. "Vi har en gruppe" siger hun og smiler. "Maggie!" ham med armbrøsten hiver hende i armen så hun kigger på ham, "vi kan ikke bare lukke folk ind" "hun redde Glenn, Daryl, og hun kan ikke være her ude helt alene," siger hun "det er jeg sikker på, at Rick også vil forstå" hun vender sig om til mig igen. "Kunne du have lyst til at tage med os tilbage?". Jeg får en klump i halsen. Det var også sådan Travis spurgte mig, og jeg ville med tilbage til hans gruppe. "Kom nu, det er farligt at være her ude alene" siger kvinden som åbenbart hedder Maggie "det er farligt at leve" siger jeg og kigger på dem. Der blev helt stille. De kiggede på mig som om, jeg var sindssyg, og jeg kiggede på dem. "Det er farligt at leve," siger Maggie så, "men det gør det en smule mindre farligt at leve sammen med andre, så man har nogen der kan tage sig af en". Vi har begge to ret. Jeg står lidt og kigger på dem. Jeg beslutter mig for at tage med dem. Jeg går hen til dem, og følges med dem hen til deres gruppe.

Her er første kapitel af min min bog. Håber virkelig, at i kan lide den. Selv om at The Walking Dead ikke er noget for dig, kan denne fanfic måske alligevel god, så please giv den en chance.

Håber, at vi vil følge med fremover<3