Hunt or be hunted(Carl Grimes)

How many People have you killed?

I det fjerne kan jeg se et stort fængsel. Vi går i stilhed, kun vinden kan høres. Vi kommer hen til en port. Den bliver åbnet af en mørk kvinde (ikke racistisk ment), og vi går ind. "Hvem er det?" spørger den mørke kvinde Maggie "Vi fandt hende skoven" Maggie kigger på den mørke kvinde "I kan ikke bare tage folk med fra skoven" hun kigger ned på mig. Jeg kigger også på hende. "Hun var helt alene, Michonne, vi kunne ikke bare lade hende blive der ude helt alene". Den mørke kvinde, som åbenbart hedder Michonne, går med hastige skridt foran os. Her er en masse mennesker, og de fleste af dem kigger på mig.

Vi går ind i en af de blokke der er. Der sidder også nogen mennesker her inde. De andre går hen til en mand med skæg. Han sidder og snakker med en gammel man. I hjørnet ved siden af dem står en lyshåret pige med en baby i armene. Det er ikke noget man ser meget til i de her dage. Ham med skægget kigger op da vi kommer tættere på. Han får øje på mig, og holder mine øjne låst. "Og hvem har vi så her?" siger manden med skægget. "Vi fandt hende alene i skoven, og vi syntes ikke, at hun skulle være der ude alene" Maggie kigger på mig og så tilbage til manden med skægget. Jeg får øje på en der står over i hjørnet nu sammen dem den lyshåret pige og babyen. Han ser ud til at være på omkrig min alder. Manden med skægget kigger på mig. "Før du gør noget skal du lige vide at hun reddet mit liv" siger den koreanske mand, Glenn. "Hvad hedder du?" spørger han. Alle kigger på mig. "Maia" siger jeg. "Maia, hvor mange walkers har du dræbt?" spøger han. Alle kigger igen på mig og forventer et svare. Jeg kigger rundt på dem alle sammen, før jeg svare. "Det ved jeg ikke," siger jeg, "for mange til, at jeg kan tælle dem" "Hvor mange mennesker har du dræbt?". Jeg kigger rundt på dem alle sammen igen og derefter ned i jorden. Alle du mennesker som brande. Jeg hjalp dem ikke. Jeg ved godt, at det ikke var min skyld, at det begyndte at brande, men på en aller anden måde føler jeg mig skyldtig. "Hvor mange?" spørger ham med skægget igen. Jeg kommer til at tænke på, da jeg var ude på egen hånd. Der var en der prøvet at skyde mig. Det endte ikke godt.... for ham. Jeg kigger op på ham med skægget. "Et," siger jeg så, "jeg har dræbt et". "Hvorfor?" spørger han "Fordi han prøvede at dræbe mig" jeg kigger på dem alle sammen. De kigger også på mig og så på ham med skægget. "Velkommen, Maia, jeg hedder Rick," siger ham med skægget efter er godt stykke tid med stilhed, det lyder ikke som om han vil have mig her. "Jeg er sikker på du allerede har mødt Daryl, Glenn og Maggie," siger Rick og peger på dem, "Det her er Hershel," siger han og peger på den gamle mand, "og der over står Tyreese, Sasha og Carol," Rick peger på nogen i et andet hjørne. Jeg havde faktisk slet ikke set med. "Og her har vi Beth, min søn, Carl og min Datter, Judith" han peger på personerne i hjørnet. Carls øjne fanger mig hurtigt, men jeg kigger hurtigt ned i jorden. "Carol, kan du ikke vise Maia hendes celle?" Rick kigger på en dame med grå hår "Jo, selvfølgelig" siger hun og smiler. Jeg går efter hende hen til cellerne. Carol finder en tom celle til mig. "Lad som om du er hjemme" siger hun smiler "Jeg ved ikke hvordan det føles at være hjemme mere" siger jeg og går forbi hende. Hun står og kigger på mig lidt før hun siger: "Når du har pakket ud, kan du bare komme tilbage til der hvor vi var før, så kan vi tage det hele der fra". Jeg nikker bare og begynder at pakke ud. Carol forlader min celle. "Var det noget med noget nyt tøj?" Maggie står i celle åbningen med noget tøj. Jeg går hen til hende og tager imod tøjet. "Tak" siger jeg og Maggie går igen. Jeg tager mine ødelagte bukser og tager de nye på. Det er dejligt at få noget nyt tøj på. Jeg skynder mig også at tage min trøje af, så jeg kan få den top på som ligger i bunken. Det er en yndig og enkel top. Jeg kan godt lide den.

Jeg går ind i det rum, som jeg var inde i før. "Godt, Maia, nu skal du høre her," Rick vifter med hans hånd som tegn til, at jeg skal komme hen til ham. "Her hjælper alle til, okay? Alle hjælper til med få det her sted til at køre" han kigger på mig, og jeg nikker til ham "Okay" siger jeg. "Du kan starte med at gå i køkkenet sammen med Carol, det er snart spise tid". Jeg går med Carol ned i køkkenet. "Hvorfor er han sur på mig" spørger jeg hende "Det er han ikke, okay? Bare giv det lidt tid" smiler hun "er han da ikke så glad for nye, eller hvad?" jeg kigger på hende. Hun trækker på skuldrene og smiler.

Jeg tager en bid af den mad vi har lavet. Alle sidder samlet rundt om en masse borde. jeg prøver på ikke at tænke på hvad der skete sidste gang, jeg fik et måltid. "Noget galt?" det er ham drengen fra før, Carl, som spørger "Hvad? Nej, nej, jeg tænker bare" siger jeg "på hvad?" han kigger på mig. Jeg kigger også på ham. "Ikke det helt store" jeg trækker på skuldrene og kigger væk.

......

Månen lyser noget af celle blokken op. Trappens metal er kold under mig. Stjernerne lyser meget klarer. Jeg tænker på Travis. Han fortjente ikke at dø sådan. Jeg savner ham sådan. Han var min bedste ven. Jeg begynder stille at græde. Der var ingen af dem der fortjente at dø på den måde.