The Wolf in me

Hvad skete der i går?

Jeg vågnede og havde en forfærdelig hovedpine. Jeg stod op og gik ud på bade værelset. Jeg skreg da jeg så mig selv i spejlet der var blod over det hele jeg tog mit tøj af og skyndte mig at vaske mig " hvad sker der" det var min far, han må have hørt mig skrige " ikke noget vande var bare meget koldt" løg jeg, men han hoppede på den. Jeg var så bange hvad skete der i går, det sidste jeg kunne huske var at se det telt, men jeg kunne stadig huske følelserne.

Jeg gik i skole og var så rædsels slagene " Hej" jeg sprang nærmest op af forskrækkelse det var isa " Hej" sagde jeg usikkert " hvad der skete der i går" spurgte hun " jeg fik det dårlig og løb hjem sorry" jeg løg jo ikke rigtig jeg fik det virkelig dårligt og jeg gik jo hjem på et tids punkt " det er helt okay. Har du det beder nu" spurgte hun lidt bekymret " ja jeg har det fint" " gik du igennem skoven" spurgte hun " ja hvorfor" " der var en sykopatisk ulv der andgreb et kæreste par i går" jeg fik det mega dårligt var jeg den sykopatiske ulv? Jeg stivede da jeg fik et skræmmende tanke havde jeg dræbt dem, var jeg en morder, var jeg en sykopatiske ulve morder " er du sikker på du ikke er syg du ser lidt bleg ud" jeg havde helt glemt at hun stod der " jeg bliver nåd til at gå ses sener ik" min stemme var helt panisk " klart ses" isa var lidt røse fornærmet, men det var hun altid så det tænkte jeg ikke så meget over.

Jeg løb hen mod udgange da jeg løb ind i nogen og dunkede hoved i gulvet " av" jeg ømmede mig fuck hvor gjorder det ondt " er du okay" spurgte en sød og dejlig drenge stemme, jeg lyste op i et stort smil det var Max der stod der og kikkede spørgende på mig " jeg ... Øh jeg" kun ikke få ordrerne frem. Han stod bare der med de fanatiske øje. Han grinede lidt " jeg hedder max" han rakte mig hånden " tak, jeg hedder kat" " Hej kat" han smilede han havde et sødt smil " hvor var du på vej hen i den fart" og så kom jeg i tanke om det hele igen jeg blev nåde til at finde ud af om de stadig var i live" jeg er så ked af jeg vil virkelig gerne blive og snakke tror mig det vil jeg, men jeg bliver nød til at skynde mig hjem der er et problem jeg skal løse" " ses vi sener " råbte han efter mig.

Jeg hade mig selv for at gå fra ham, men jeg blev nød til og komme til hospitalet for at finde ud af om de var døde. Det tog mig 5 min at komme der hen jeg tænkte at de var mærkelig for det plejed at tage mig 10 min. Jeg havde ikke tid til at tænke mere over det . Jeg styrtede ind på hospitalet og spurgte damen bag skrænten " de to personer der blev fundet ude i skoven er de stadig i live" " jeg beklager, men du må ikke se dem" sagde hun med verdens mest ireternde stemme " jamen er de i live" " ja" svarede hun koldt. Jeg lyste op i et stort smil jeg havde ikke dræbt nogen jeg var ikke en morder jeg havde aldrig troet jeg kunne være så glad.

Jeg gik tilbage til skolen og den første person jeg så var Max " Hey fik du ordnet det du skulle" spurgte han med et smil " ja" det bar alt jeg kunne få frem " så nu kommer der ikke nogen og forstyr os mens vi har en samtale" " det håber jeg da ikke". Vi satte os ind i kantinen og snakkede længe. Vi snakkede om alt mellem himmel og jord (- det der med at jeg måske var en sykopatiske ulv) da vi skulle hjem følte jeg at jeg vidste alt om ham og at han vidste alt om mig det var en dejlig følelse. Min telefon ringede det var isa

M: hvad så isa
I: det skal ikke stå der og lade vær med at fortælle mig det
M: hvad snakker du om
I: jeg ved det, jeg ved det hele
Fuck