Manden Bag Skærmen

David Silver

David Silver ^^

Jeg var ved at flippe totalt ud! Hvorfor sker det her altid for mig? Skal jeg virkelig til at flytte skole igen.. 

Jeg havde forladt pigerne og skyndte mig til time, jeg kunne ikke komme for sent igen. Jeg stødte ind i Damien, vi faldt begge på jorden. Damien sad og grinte for sig selv, og jeg sad med et stift blik på hans mund, mit hoved kørte rundt med bare forvirring... Hvordan kan  sådan en omsorgsfuld dreng som ham være en stalker der er ude efter små piger, jeg forstod det virkelig ikke? Men der ligger vel mere bag det vidunderlige udseende han render rundt med. "Hey Rue, skal vi følges til Engelsk?", "Øhm kan vi lige tale? det tager 2 min mindst!". Han kiggede smilende, og jeg forstod ikke hvorfor han altid var så glad. Hvordan kan man være glad når man stalker små piger, og tvinger dem til at sende nøgenbilleder.  

"Jo self kan vi snakke sammen Rue." Vi gik hen til et kosteskab og jeg trådte ind først. "Hvad ville du snakke med mig om?", "jo ser du Damien er du en stalker, og vent med at sige noget. Jeg ved det lyder ondt og jeg bebrejder dig slet ikke! tværtimod. Jeg har bare hørt noget fra nogle af pigerne fra skolen."

Han udtryk ændrede sig hurtigt fra glad og smilende til såret og vred. "Og du vælger at tro på det de siger...!" "Nej nej det er ikke det jeg siger." "MEN HVAD SIGER DU RUE!!" Han råbte og var meget skuffet. "Jeg har haft en stalker på mig i nogle dage nu, og jeg ville ikke skabe rygter om bag din ryg, for Damien jeg holder så meget af dig. Og jeg kunne ikke drømme om at tro dem, så jeg ville jo først høre om det var rigtig.." Han blik var stadig stift og trist. Jeg vidste det den eneste rigtige ven jeg havde, var væk nu. Og jeg havde selv ødelagt det. "Rue bare lad mig være for noget tid, så kan vi snakke om det på et andet tidspunkt, lige nu kan jeg ikke kigge på dig." 

Han gik ud af døren og smækkede den lige i hoved på mig, jeg var mundlam. Jeg sparkede døren op, og Damien kiggede forskrækket tilbage. Jeg løb med tåre i øjnene og spænede ud på gangen, Damien råbte efter mig inden han satte i løb. "Rue vent, du skal ikke være ked af det! Rue". Da jeg skulle til at åbne døren til gården tog Damien fat i mit ærme og jeg skreg. "Rue lyt du skal ikke blive ked af det, jeg mente det ikke ondt." Han kunne se vreden boble i mig, eller jeg retter det lige koge!. "Du mente det ikke ondt, DU MENTE DET IKKE ONDT! Så nu er det en leg for dig, åh nej nu bliver hun ked af det. Nu får jeg ikke fisse i aften!", "Det er overhoved ikke sådan jeg lever, du starter med at tro jeg er en stalker!". Jeg kiggede med et bitchet smil, og smækkede døren i med det samme. 

Jeg løb hen over plænen da jeg stødte ind i en super lækker fyr, "åh undskyld jeg er så klodset." Han grinte med den blideste latter nogensinde. "Ja det går nok, hvad hedder du unge dame?" Jeg rødmede og jeg tror han bemærkede det for han smilte, og det er da første gang jeg bliver kaldt dame.. "Rue, Rue Smith. Og hvad med dig? Fremmede" vi grinte begge to. "David Silver." Vi gav hinanden hånden, "er du okay?" shit han bemærkede mine tåre. "Ja... Eller nej egentlig ikke." Han kiggede omsorgsfuldt på mig, "hvad er der sket?" "Øhm der er en dreng som jeg tror der stalker mig, fordi han bor ved siden af mig. Og nogle af pigerne fra skolen, fortalte en meget troværdig 'historie', og da jeg spurgte om det passede så flippede han ud på mig, og smækkede døren lige i hoved på mig. Også blev jeg ked af det. Self blev jeg det han er min eneste ven. Og nu er han væk...." 

"Det lyder som om du har haft det hårdt, ved at starte på ny skole" han kiggede forstående på mig med et smil, som fik mig til at rødme og smile igen, han tørrede min tåre væk fra min kind og rejste sig op og fik mig til at tage hans hånd. Min mobil bibbede i lommen, jeg tjekkede facebook og det var den samme mand der skrev til mig i går. 

FF: Hey hvorfor sidder du med en ny fyr? Jeg sagde jo du skulle holde dig væk fra fyre gjorde jeg  ikke! 

Jeg valgte at ignorere beskeden, og fulgte med David, han gik hen i et rum og satte os ned på en sofa, han holdte stadig min hånd. Og jeg ved ikke hvad der skete for vores læber mødtes i et kys som var fantastisk. Vi trak os fra kysset og han smilte, jeg smilte med og bed mig i læben. Han bed min læbe og hev den ud og slap den. Jeg grinte og han smilte stort, jeg skimtede Damien løbe over mod os og trak David væk og slog ham i hoved. Ligepludselig så de to ned på jorden og sloges. "DAMIEN STOP SÅ!" Da jeg råbte op, der stoppede de og Damien kiggede forskrækket på mig. "Du opfører dig barnligt lige nu, det var dig der ville stoppe kontakten lidt, og det er du FANDME GOD TIL, det kan jeg da se." Jeg rystede på hoved, jeg tog Davids hånd og gik mod parken. DA David og mig havde sat os i parken bippide min mobil, og det var den mand fra facebook igen

FF: Hyggelig tur du har dig i parken, huh ? Hyg dig så længe du kan haha.

Hvordan kunne det være at han vidste hvor jeg var igen, var Damien virkelig stalkeren jeg ville ikke tro på det. Jeg spurgte David om vi kunne sætte os et andet sted og han sagde ja. Vi satte os ved havnen og gæt hvad der skete? Min mobil bippede igen. 

FF: Åh Havnen er sådan et fantastisk sted især når du er der xP 

VENT HVAD!? Ligemeget hvor jeg gik hen med David så vidste min stalker hvor jeg var. Var det virkelig David der var stalkeren? 

Forfatter note:

Hey hva så mine dejlige læsere, kan det virkelig passe at David er stalkeren, eller er det Damien. Find ud af det i næste kapitel <3