Kære dagbog

Kære dagbog. 

Jeg er lige vågnet, og kl. er nu 6, og jeg skal møde for første gang på min nye skole kl. 8.

Jeg er meget nervøs, for er ikke så god til det med nye personer, og slet ikke når jeg ikke kender nogen.

Jeg skal begynde i 8. klasse. Har aldrig været så nervøs i hele mit liv..

Tænk hvis de ikke kan lide mig? Sommerferien er lige slut og vil ikke skifte skole igen.

Mit liv er svært nok i forvejen med far, som er alkoholiker og en mor der ikke vil se sine to børn.

Min bror skal begynde i 1. klasse, er så stolt af ham! Han er sådan en dejlig dreng, men han fortjener virkelig en bedre barndom, uden at blive slået og mishandlet af sin far hele tiden.

Jeg er bange for at min far skal slå Klaus ihjel på et tidspunkt! Vil hellere have at Klaus dør som gammel hos en anden familie, som ikke vil slå eller sparke ham. Det gør så ondt i mit hjerte, at se min lillebror blive slået eller bare mishandlet på en eller anden måde… Ville ønske jeg kunne tag slagene og sparkende i stedet for ham! Han er kun 6 år, han skal ikke lide på den måde!

Nå, men nu vil jeg gøre mig og Klaus klar til skole.

Knus Tykke.

”Far! Vi smutter! Ses!”

Vores far kommer hen.. En meget stor mand..  Gemmer Klaus bag mig.

”Du har bare at komme hjem, Tykke! Er du med?! Ikke noget med at gemme dig og Klaus nogen steder! Har lovet din mor at passe på jer!” råber han, meget tæt på mit ansigt. Han giver mig et smølfespark på min næse.

Jeg trækker Klaus ud ad døren, meget hurtigt så han ikke også får et.. For det gør bare mega ondt.

”Er du okay, Tykke?” spørg Klaus og kigger på mig med sine store grønne øjne. 

Jeg nikker bare og smiler sødt til ham. Han tager mig i hånden.

”Jeg elsker dig” siger han. Det havde han aldrig sagt til mig før, så blev jo selvfølgelig helt glad.

”Jeg elsker også dig, Klaus!” sagde jeg og tog ham op på mine skuldre.

Der er 5 min. til klokken ringer ind, så vi løb resten ad vejen.

Jeg sender Klaus hen til sin klasse, præsentere ham for læren og løber videre hen til min egen klasse.

Jeg skulle lige på toilettet først, for at gemme mine blå mærker i ansigtet og sårene på mine arme.

Kom 5 min. forsendt. Læren kiggede på mig og spurgte om jeg var den nye pige. Jeg nikkede ja, og alle eleverne fik lov til at spørge om én ting hver hvis de var nysgerrige over noget.

Jeg svarede så godt, kort og ærligt som jeg kunne.

Der var kun én som ikke sagde noget til mig. Ham skulle jeg sidde ved siden af. Han havde langt sort pandehår, meget bleg men ikke hvid, blå/grønne øjne som lyste og en meget mørk stil.

Han sagde intet da jeg kom ned til ham, men han flyttede sin stol i et hjørne.

Måske han var enspænder?  Nå, men jeg lod ham være og ville ikke forstyrre ham, for var også selv en enspænder. Alle de flotte piger kiggede på mig.. De grinte og pegede en del på mig.. Jeg gemte mig lidt væk og lod som ingenting. Pigerne kastede et stykke papir hen til mig hvorpå der stod ”Flotte sko, Fede dyr”…

Jeg kiggede på dem, og de grinte ad mig igen.. Hård start på skolen, men det skal nok blive bedre.

Klokken ringede og dagen var slut. Klaus var allerede taget hjem, sagde læren til mig og smilte.

Jeg løb hjem og glemte alt og alle, skulle bare hjem for at se hvordan Klaus havde det.

Jeg løb ind ad døren for at se hvordan Klaus havde det.. Han lå på min seng, helt livløs