Kære dagbog

Kære dagbog Part 3

Dagen efter, troede jeg det hele var en drøm. Men det var det ikke. Min far var død, og min bror lå som de gamle mennesker havde lagt ham i går.

”Hvordan har I det?” sagde damen som stod i døren med morgenmad på fad.

”Jeg har det fint nok, men Klaus han sover stadig. Tror du han er okay?” svarede jeg stille og udmattede.

Hun nikkede og smilte skævt til mig og gik hen til mig med morgenmaden. Jeg smilte til hende og sagde tak.

Jeg gemte det til Klaus han var vågen, så jeg ikke skulle spise det hele, for han havde ikke fået mad i 24 timer, kun meget lidt vand. Jeg ruskede stille i ham, til han vågnede. Han kiggede forvirret rundt i rummet.

”Hvor er vi henne, Tykke?” spurgte han uden øjenkontakt men havde øjnene i hele rummet.

”Far slog dig igen, og du har ligget bevidstløst siden i går” svarede jeg og prøvede at få øjenkontakt.

”Har du fået lov af far? Ved han hvor vi er?” han kiggede endelig på mig, med et helt andet blik end det han plejer. Han så helt trist og forskrækket ud på samme tid.

”Far.. Far.. Far er..” nåede jeg og sige, inden han sagde ordet død.

Jeg nikkede til ham, og fik en lille tåre på min kind i forhold til Klaus som bare rejste sig op og kiggede ud ad vinduet. Man kunne se han tænkte på et eller andet, så ville ikke forstyrre ham, så tog noget brød og spiste det stille og roligt. De to gamle mennesker kom ind til os og smilte.

”Godmorgen, Klaus. Det gør os ondt det med jeres far. Men, I må gerne bo her så længe I har lyst til. Vi har aldrig haft børn i vores hus” sagde de langsomt og gik hen og satte sig ved sengekanten.

Klaus kiggede stadig ud ad vinduet, men han græd stadig ikke.

”Tusind tak. Jeg tror Klaus han er lidt i chok over alt det der er sket i hans liv. Vores far er alkoholiker og har altid slået mig og Klaus.” sagde jeg og kiggede lidt skævt på dem begge to. De nikkede som om de forstod det, eller som om de havde oplevet det før. De rejste sig og gik ud ad værelset.

”Hvordan døde far?” spurgte Klaus mens han så ud af vinduet.

”Han tændte ild til sig selv, mens jeg var ved at få dig ud af huset” sagde jeg og kiggede på maden.

Han sagde intet, men tog i stedet al morgenmaden. Jeg begyndte bare og grine af ham.

Han kiggede væk fra vinduet og på mig. Vi fik øjenkontakt og så smilte han til mig, som han plejede at gøre.

Han sagde igen at han elskede mig, og så tog jeg rundt om hans hoved og kyssede ham på panden.

”Kære dagbog.

I dag har vi overnattet hos de to gamle mennesker. Klaus er lige vågen og kl. er 10.

Jeg fik lidt morgenmad, og så spiste Klaus resten. Jeg håber han blev mæt. Vi tager ikke i skole i dag, fordi vi lige skal komme os over vores fars død. Jeg overvejer lidt at finde min mor, for at se om hun har savnet os eller om vi er fortid. Klaus skal helst ikke vide noget, for han skal ikke blive påvirket af det.

De to gamle mennesker, er rigtig flinke. De passer på os, som om vi var deres egne børn, og som om vi er guld vær, i stedet for bronze. Jeg savner min far lidt, for han har jo altid været der i vores liv, i forhold til vores mor som allerede var ude af vores liv da jeg var 6 år. Man vender sig stille til tanken om at der snart kommer en begravelse. Der har været en masse folk, for at rive vores hus ned og tag de ting de kunne redde, selvom der ikke var nogen. Nå, men jeg vil smutte i bad, har ikke været i bad i 3 dage snart. Syntes jeg begynder at lugte meget under armene. Haha. Ej, far.. Hvil i fred, håber du fortryder dit liv. R.I.P.

Knus Tykke”