Kære dagbog

Kære dagbog Part 2

Jeg ruskede i ham med tåre i øjnene. Jeg vidste han ikke var død, for han trækkede vejret og hans hjerte bankede. Jeg turde ikke gå hen til min far og råbe ad ham, som alle de andre piger sikkert ville have gjort.

Til sidst gav jeg op, men havde min hånd i hans, tårrene trillede ned ad min kind, som trillede ned på hans kind. Jeg faldt i søvn ved siden af Klaus og kunne lugte benzin.

Jeg kiggede rundt, og alt var vådt og fugtigt. Jeg rejste mig stille op, og listede hen til døren. Min far havde en benzin dunk og holdte bunden i vejret ud over sig selv. Jeg åbnede vinduet og smed Klaus udenfor.

Jeg kiggede lidt rundt og kunne mærke mit hjerte banke ekstra hurtigt og ekstra hård mod mit bryst.

Jeg gik stille hen mod min far, som græd. Første gang jeg havde set ham græde, det rørte mig helt.

”Far? Hvad har du gang i?” spurgte jeg stille med en meget bekymret stemme.

”Undskyld, Tykke.. Undskyld jeg har været et svin af en far” sagde han med sine blå øjne, der bare ikke var til at modstå.

”Gå ud! Skrid!” råbte han bare. Idet han råbte det, fandt han en lighter og tændte den.

Jeg sagde ingenting. Jeg løb bare ind på mit værelse, tog min dagbog og sprang ud ad vinduet.

Klaus lå alt for tæt på huset, og ilden havde allerede spredt sig ind til mit værelse.

Jeg kravlede hen mod Klaus og trak ham lang væk fra huset.

Jeg tog min store tykke trøje rundt om ham og gik hen til det nærmeste hus jeg kunne finde.

Jeg bankede på, med mine forblødte hænder, en dagbog i hånden og en lillebror rundt om nakken.

Jeg havde banket på hos en gammel dame, som skreg på sin mand.

Han kom løbene hen til døren og så med sine store øjne på mig og min lillebror.

”Kom ind, kom ind! Skal jeg tag ham her?” sagde manden og tog Klaus som en lille baby.

Jeg sagde tusind tak og gik stille indenfor. Jeg spurgte om de ikke ville ringe til skolen og sige vi ikke kommer de næste par dage, pga. problemer der hjemme. De nikkede og nærmest løb hen til telefonen og ringede med det samme.

Jeg fandt en blyant og skrev i min dagbog.

”Kære dagbog.

I dag… I dag døde min far, ja, han begik selvmord. Jeg har det godt med det, på mine egne vegne, men ikke på Klaus’. Hvordan skal man forklare ham at hans far begik selvmord? Foran sin egen datter mens han lå bevidstløs? Jeg er bare glad for de to gamle mennesker her, kunne tag så godt imod os, som de gjorde da vi bankede på. Manden tog Klaus, som om det var deres eget barn og konen fik tåre i øjnene, som om det var hendes barnebarn. Blev helt glad og varm indeni, har aldrig troet der var sådan nogle mennesker i verden.

De har lagt Klaus ind i deres gæsteværelse, med dyne og det hele. Fået renset hans sår og bare ’ordnet’ ham, hvis man kan sige det sådan.. Hehe. Vi tager ikke i skole i dag, fordi jeg skal passe på Klaus. Han er den eneste familie jeg har nu. Elsker ham stadig af hele mit hjerte.

Knus tykke”

Jeg lagde min dagbog væk og gik hen til det værelse hvor Klaus lå, med de gamle rundt om ham på gulvet.

Jeg stod bare dér, i døren og smilte. Som om jeg havde fået en helt ny familie. Så glad, kan jeg ikke huske jeg havde været i mange år. Det er så lang tid siden, at nogen har behandlet min bror så godt, som de gamle har. Jeg gik hen til dem og spurgte om han stadig sov. De nikkede ja og manden tog sin arm rundt om min højre skulder, som om jeg var hans datter. Blev helt glad og rørt at der kom en lille tåre.