Vi gik ind på værelset og lukkede døren efter os. Emma satte på min skrivebords stol, kiggede på mig og smilte et lille smil. Der var stille, ingen sagde noget. "Nå..." sagde jeg, for at afbryde stilheden. "Nå..." svarede hun. "Er der sket noget specielt siden jeg flyttede?" spurgte jeg. "Nej, ikke rigtigt..." svarede hun, "der er blevet meget kedeligt og trist humør siden du flyttede..." fortsatte hun og kiggede ned i gulvet. Der var igen stilhed i et kort øjeblik. "Men det er jo lang tid siden jeg flyttede... snart 3 år..." svarede jeg endelig. "kat, vi savner dig alle sammen...", og der blev stilhed igen, denne gang en lidt akavet og halv lang stilhed. "Hvorfor flyttede du overhovedet?" spurgte hun. Det var det spørgsmål jeg var bange for at få. Jeg undlod at svare og kiggede bare ned i gulvet. "Kat, hvorfor flyttede du?" prøvede hun igen, man kunne tydeligt høre hun skulle til at græde. "Jeg har ikke lyst til at snakke om det...." svarede jeg, nærmest hviskende. Nu kunne jeg også mærke tårene var på vej. "Kat, du ved du kan sige ALT til mig og jeg mener ALT" svarede hun, mere alvorligt den her gang og lagde tryk på 'alt'. "D.. det var... min far..." fik jeg fremstammet, jeg var lige på kanten til at græde. "Hvad gjorde din far?" spurgte hun, og kiggede bekymret på mig. Det var virkeligt svært for mig at sige. Jeg havde aldrig sagt det til nogen. Min mor ved ikke engang hvad der skete, jeg havde bare fortalt hende at jeg ville flytte, at jeg ikke ville have noget med min far at gøre. "Kat, hvad gjorde din far?" spurgte Emma igen. "Em, jeg kan ikke..." svarede jeg og kiggede fortsat ned i gulvet. "Hvad kan du ikke Kat?" Spurgte hun og kiggede meget bekymret på mig. Jeg kiggede forsigtigt på hende. Jeg kunne ikke holde tårene tilbage længere. Jeg måtte væk. "Jeg kan bare ikke" svarede jeg og løb....
//Hvad tror du der er sket med Katrine? skriv gerne en kommentar til kapitlet. Undskyld for det lidt korte kapitel\\
