The Boys Next Door

Håb

Sascha POE
Jeg vågner op i Brooklyns arme. Vi sidder stadig i gangen foran stuen, ind til Codys værelse. Lægerne går forbi os mindst en million gange. Brooklyn sover stadig, så jeg beslutter mig for at rejse mig, og kigge ind ad vinduet til Cody, men han er væk. Jeg går med hurtige skridt hen til den nærmeste læge og spørg hvor de har gjort af ham.
"Han er røget på afdeling 12, han fik hjertestop i går." Siger lægen.
Jeg kigger på hende, "VENT HVAD?! Hvor er han? Er han okay? Hvornår ka vi se ham?" Råbte jeg nærmest. Jeg hører en stemme, det er Brooklyn, der er vågnet. Jeg kan mærke tårene presse på.
"Jeg klarer den her" siger han til lægen, og hun går videre.
"Skat, det her skal nok gå, det er sikkert ikke alvorligt." Siger han og kysser mig på kinden.
Jeg hører en bekendt stemme i baggrunden. Hendes forældre. Nicole. Jeg rejser mig hurtigt og går hen til dem, hendes mor græder og giver mig et kram. Jeg begynder at græde. Hun prøver at fortælle mig noget. "Lægen.. tror ikk.. Hun klarer den." Jeg græder endnu mere. En læge kommer hen til os, jeg tørre mine øjne og går hen mod Brooklyn. "Cody har det fint, han er vågnet og er nu klar til at se jer."
Vi går ind til ham.
"Hvor er Nicole?" Spørger han.
"Det er ikk sikkert hun klarer den" siger jeg og begynder at græde. Han får tårer i øjnene.
Jeg går ud på gangen og ser Nicoles forældre snakke med en læge, jeg skynder mig der hen, men inden jeg kommer der hen er han gået.
"Hvad sagde han?" Spørger jeg rystende og firvirrende
"Hun har brug for en ny lunge." Fortæller hun.
"Men I ka jo give hende en, samme blodtype, og." Hun stopper mig.
"Der er et problem, vi er ikk hendes biologiske forældre, de døde da hun var 1, så vi kan ikke gøre noget."
Jeg kigger forbavset på dem.
"Men. Men. Men hvordan ka I,jeg mener hvordan." Ordene kommer ikke ud.
"Lægen kigger efter en donor, men der ka gå flere måneder, før de finder den rigtige."
"Jeg gør det." Det kom ud af ingenting. "Jeg gør det, hvis min ene lunge kan redde hende er det, det vi gør."

"Vi kan ikke tage din lunge." Siger lægen, "det matcher ikke."
Tårene triller ned af min kind. Brooklyn kommer hen til mig, han trækker mig ind i et kram. "Codys forældre er kommet." Siger han og kysser mig på panden. Jeg kigger bare ned i jorden.

Vi sætter os hen i sofaen der står inde i Codys stue, Brooklyn lægger armen om mig, og trækker mig ind til ham. Jeg falder stille hen.