The Boys Next Door

Den længste dag.

Saschas POE
Jeg vågner, ved at lægen kommer hen til Tanja og Paul. Hendes lillebror var også kommet. Jeg overhørte samtalen, men ville ikke vise jeg var vågen. Da lægen var gået kom Tanja hen til mig.
"Sascha, er du vågen, vi har gode nyheder."
Jeg åbner øjnene og kigger op på hende.
"Ja, hvad så?" Jeg kigger spørgende på hende.
"De har fundet et match, hun ska opereres om lidt." siger hun og krammer mig. Jeg ka mærke glæden i mine kinder, varmen der flyver gennem hele kroppen.

Nicoles operation er igang og nu venter vi bare på svar. Jeg sidder og tripper af nervøsitet. Der går læger frem og tilbage hele tiden for at snakke med andre.
"Omg hvor lang tid ka det tage?!" Råber jeg nærmest, Brooklyn lægger en hånd på mit og tager min hånd med den anden.
"De er nok færdige om lidt." Siger han. En læge kommer hen til os, Tanja og Paul rejser sig. "Nicole klarede operationen." Siger lægen
"Kan vi se hende?" Spørger jeg hurtigt uden at lade lægen snakke færdig.
"Ja, kom denne vej." Siger hun og følger ogs hen stue 17.
Jeg skynder mig hen til hende, og begynder nu at græde. Brooklyn kommer lige efter mig og lægger en hånd på min skulder, først der går det op for mig at hun sover. Casper kom med kaffe og vi sætter ogs alle til rette, jeg trækker en stol hen til hosptalssengen, og tager hendes hånd.

Klokken var godt og vel ved at være 03:30, og de andre var faldet i søvn. Jeg kunne ikke sove, jeg ville bare have hun skulle vågne. Jeg var ved at flåde i søvn da jeg mærker et klem i min hånd.
"Nicole? Er du vågen?"
"Hej." Siger hun, og begynder at smile. Hendes mor vågner og rejser sig hurtigt.
"Paul. Paul. Vågn op hun er vågen." Hun snakkede så højt at resten af stuen vågnede. De kom alle hen til sengen.
En stemme lyder bag mig.
"Nicole?"
Jeg vender mig om, det var Cody. Han humpede hen til os med krykker under armene. En tårer løber ned af hans kind.

Nicoles POE
Alle var kommet. Jeg kunne mærke en tåre presse på. En læge kommer ind.
"Nicole har brug for at hvile sig." Siger hun og kommer hen for at tjekke til mig, de andre forlader stuen. Jeg var så træt, og prøvede at lægge mig til at sove, men hver gang mine øjne lukkede kunne jeg høre braget og skrigende fra ulykken. Jeg får et sovemiddel af lægen og falder i søvn.