Kap 11 - Drømmen

359 17 1
                                    

Jeg vågnede op med en slem hovedepine.. Havde jeg drukket? Ej.. Det ville jeg kunne huske.. Da jeg virkelig vågnede, kunne jeg mærke ens ånde i min nakke.. Personen begyndte at kysse min Hals, hvem var det? Jeg kunne dufte personens hår ... Zayn. Hvad fanden laver han?? Jeg begyndte at skrige, Niall begyndte at ryste i mig..
 Jeg vågnede.. Det hele var en drøm.. Jeg elsker fandme den knægt.. Han redder mig altid... Niall kiggede skuffet på mig, ved siden af mig lod Harry.. Niall gik, og jeg gik efter ham..

 'Skulle du ikke hygge dig med Harry?" spurgte han med en tåre ned af kinden.

"Jeg tror ikke vi har lavet noget?" svarede jeg og fjernede tåren fra hans kind.

"Tror, du ved fandme heller ikke noget" sagde han spydigt

"Og hvad så hvis der er sket noget ? Du kan vel være ligeglad..?" gav jeg igen, med en tåre ned af kinden.

"Nej. " svarede han og kiggede mig dybt i øjnene

Jeg frygtede han skulle til af kysse mig.. Jeg måtte først finde ud af hvad der var sket igår..
Jeg afbrød øjenkontakten.

"Hvorfor ik?" spurgte jeg lidt blondine dumt


Han svarede ikke og vendte sig om, han løb. Jeg forstod det ikke, men løb efter ham

-Nialls synsvinkel-
Jeg vidste ikke hvorfor jeg løb, jeg løb bare.. Jeg kunne hører hende kalde efter mig ..

"Niall,.. Pliz.." råbte hun.

Jeg stoppede op , jeg ved ikke hvorfor , om det var den måde hun udtalte mit navn eller fordi jeg ikke kunne løbe mere.. Hun stoppede også, jeg tog min hånd i hendes hår, og kunne se hun blev ved at kigge på mine læber, jeg kyssede mig, vores læber smeltede sammen.. Det var fantastisk.. Men hvordan kunne jeg gøre det mod de andre? Jeg løb hjem, men pludselig kunne jeg ikke hører hende mere. 

-Bellas synsvinkel-

"Av." råbte jeg
Jeg havde vrikket om, og det gjorde ondt.. Jeg kunne ikke gå... Jeg kunne se en skygge gå mod mig.. Det var Niall, han reddet mig.. Han tog mig op i hans arme, og jeg lagde mig op af hans bryst.. Det var så rart.. Han kyssede mig i håret.



DA VI VAR HJEMME

Da vi endelig var hjemme, stod drengene og kiggede sært på ogs, og jeg forklarede hvad der skete, men jeg fortalte ikke det med kysset.

"Men drenge?" spurgte jeg 

De nikkede sammen , også Zayn.. Det var da altid noget

"Hvad skete der igår?" spurgte jeg.

"Øhm...Hvor meget husker du søde?" spurgte Harry med et slesk blik i øjet

"Tja.. Husker ikke rigtigt noget...Kun af jeg blev uvenner med Zayn" svarede jeg , og brød øjenkontakten

"Ya.. Zayn slog dig.. Altså gav dig en flad.." svarede Niall.

"Yes.. Undskyld du.." sagde Zayn stille

"OMFG! SLOG DU MIG?!?!? ER DU SINDSYG??! DU BURDE VÆRE MIN BEDSTEVEN? DEN JEG KAN FORTÆLLE ALT.." råbte jeg med tåre ned af kinden.

"Måske burde vi bare stoppe den her" sagde Zayn

"Skal du op?" spurgte Liam

"Hvorfor?" spurgte jeg

"Så ville jeg hjælpe dig" 

"gider du?" 

"Self" 

Liam løftede mig, og Zayn gik lige foran os. 

Da Liam satte mig ned, fik jeg overbalance og væltede ned.. 
Jeg begyndte af græde og alt blev sort.

Stadig den samme? Where stories live. Discover now