Forever alone

Kapitel 1

"Drej til højre!" råbte han desperat. Bilen vippede op på de to venstre hjul og drejede til højre. Vi kørte ind på kirkens grund.
"Hold fast" råbte jeg og smilte en smule, selvom det slet ikke var sjovt.
Vi kørte ud over den lange trappe. Han skreg, mens jeg holdte koncentrationen. Vi mærkede begge et bump, da vi igen ramte jorden.
"Træk i bremsen! Så træk dog i bremsen!" råbte han endu mere desperat.
"Der er jo nok en grund til, at jeg ikke har gjort det noget før!" råbte jeg surt "den er i stykker. Faktisk er der slet ikke nogen bremse længere!"
Bilen susede ned af de mange trapper. Jeg drejede den ind over de kæmpe store bakker. Jeg drejede kraftigt til venstre og råbte igen. Der var så meget larm, at man næsten ikke kunne høre, hvad man selv tænkte.

"Spræng ud af bilen, når jeg siger til!" Jeg kørte ned af den skrå bakke.
"Er du sindsyg?!" råbte han skrækslagen.
"Nu!" råbte jeg og åbnede døren. Jeg lagde armen ned langs siden. Benene holdte jeg sammen. Jeg lod mig trille et lille stykke og prøvede at standse. Efter noget tid lykkedes det. Jeg kiggede desperat efter Lucas.
"Det var for sygt!" sagde han og brød ud i latter af lettelse. Jeg åndede lettet op. Pludselig hørte vi begge dem komme. Vi kiggede op ad bakken og de kom løbende ned.
"Shit" hviskede jeg.
"Min bil!" råbte præsidentens "højre hånd", Jason...
"Løb" råbte jeg og var ved at falde over mine egne ben. Lucas rejste sig også op og satte i løb.

"Stands!" råbte præsidentens "venstre hånd" Mickey.
"Så fang dem dog!" råbte Jason hysterisk.
Vi løb alt hvad vi kunne. Præsidenten steg ud ad bilen. Hun tog en pistol ud fra sin jakke. Hun skød Lucas i benet. Der var ikke tid til at standse. Han satte farten ned men løb stadig. Jeg tog ham op på min ryg, og løb ind i skoven. Grenene gemte os. Så hun kunne ikke skyde os her. De havde idet mindste ikke set vores ansigter (selvom hun nok vidste, at det var os efter de mange ulykker, vi har lavet). Jeg løb mod vores by. En pil fløj gennem luften og ramte mig i armen. Jeg skreg, men holdte farten.
Endelig kom jeg til byen. Jeg løb ind til Clarissa.

"Hvad har i nu rodet jer ud i?" sukkede hun med hendes gamle, hæse stemme.
"Han er blevet skudt i benet" sagde jeg forpustet "han har brug for hjælp".
Clarissa's øjne blev store: "læg ham på bordet" sagde hun alvorligt. Jeg gjorde som hun sagde.
"Will" sagde han lavt. Han vendte sig halvt om meget langsomt. Jeg hjalp ham om på maven.
"Lucas" gispede Sophie og tog hånden op foran munden. Jeg havde ikke set hende komme.

"Lucas du..." Der løb små tåre ned ad hendes kind. Det var ikke kun i benet han var skadet. Hele hans ryg var fuldt af sår. Nye, dybe sår.
"Det skete" han lavede en grimasse af smerte, da Clarissa begyndte at vaske sårene.
"Da vi sprang ud ad bilen" sagde han.
"Nu er der kun 2 beskyttere tilbage" sagde Clarissa alvorligt.
"Hvad er der sket med de andre?" sagde jeg forvirret.
"Pigen..." sagde hun.
"Hvem er de sidste beskyttere?" sagde jeg og ønskede at de var Niall og Cameron.
"Simon og GB" sagde hun sukkende. GB stod for George Bail. Vi kaldte ham bare GB.
Jeg sparkede irriteret til et lille bord. De var de dårligste beskyttere. Faktisk hvis det stod til mig var de aldrig blevet beskyttere.
"Er du okay Lucas?" sagde hun og havde et skræmt udtryk i ansigtet.
"Han får det bedre i løbet af et par dage..." sagde Clarissa stille.

Der blev hevet i døren.
"Gem dig!" hviskede hun og så bange ud. Hun lagde et tæppe over Lucas, og døren blev flået op.
"Hvor er de?" spurgte Mickey. Bag ved ham var Jason.
"Jeg sagde hvor er de? Svar mig gamle!" Sagde han og gik hurtigt hen til Clarissa. Hendes lange, grå pandehår faldt ned i panden. Hun pustede det væk.
"Jeg aner ikke hvem du taler om" sagde hun koldt og kiggede Mickey i øjnene. Han lo.
"Jo, det tror jeg nu nok du ved" sagde han med et skævt, ondt smil. Hans blik gled rundt i rummet. "Jeg ved også, at under det tæppe ligger Lucas" han grinte hånligt og gjorde tegn til mændene om at gå hen til Lucas.

"Og hvis den ene er her..." han holdte en pause og smilte igen sit onde, klamme smil. "Er den anden også" Han gik rundt i rummet og ledte efter mig.
"Forresten var det mig der skød ham i armen" han prøvede at lokke mig frem.
"Med min pil" Jeg kiggede ned på min arm hvor pilen stadig sad. Jeg hev den ikke ud. Hvis jeg gjorde, ville jeg nok skrige af smerte, og så kunne han finde mig hurtigt.
"Hvis du ikke siger hvor han er" han vendte sig langsomt om og stirrede Clarissa ind i øjnene.

"Så har jeg jo ikke brug for dig" han gik hen imod hende med sit sværd slæbene hen ad gulvet. Han løftede det over sit hoved og skulle til at hakke det ned i Clarissa. Jeg sprang ud fra mit gemmested (som var under hendes gamle seng) og sendte min kniv afsted. Den ramte plet (som altid). Mickey tabte sit svær og tog sig til hånden.
"Der var du" sagde han halvt smilende. Clarissa fik et bange udtryk i ansigtet og tog sværdet. Spidsen af sværdet var nu ved Mickeys strube. Han lo.
"Du har aldrig slået nogen ihjel" sagde han hånligt "så hvorfor skulle jeg være bange for dig?" Hans stemme blev dyb. Det var rigtigt. Clarissa var et alt for godt menneske. Hun kunne ikke slå ihjel. Han slog sværdet til side og vendte sig om mod mig.
"Willy, Willy, Willy" han smilte ondt og gik langsomt imod mig.
"Hvad vil du, Mickey" sagde jeg koncentreret. Jeg kendte Mickey alt for godt. Han plejede at lave sine hurtige bevægelser. Enten dræbte han personen, eller så fangede han bare personen. Jeg skulle til at kaste min anden kniv, da jeg blev fanget bagfra. Jeg kunne ikke se personens ansigt. Men det var ikke Jason (han ville aldrig angribe mig! Og så stod han også ovre i et hjørne og talte med Toby).

"Slip mig" hørte jeg Sophie skrige skingert. Thomas (en anden der arbejder for præsidenten) havde fanget hende i et greb hun umuligt kunne komme ud af.
"Ti dog stille kvindemenneske" sagde han og holdte ekstra godt fast om hende, da hun begyndte at vride sig som en sindsyg. Mickey smilte ondt.
"Før dem bort" sagde han smilene. Han havde åbenbart ikke set kniven i min hånd. Jeg gjorde det så hurtigt at ingen opdagede det før det var for sent. Jeg huggede kniven ind i  den ukendte mands hånd. Han gav hurtigt slip på mig. Jeg trak hurtigt kniven til mig og kastede den imod Thomas. Igen ramte den plet, og Thomas tog sig til armen. Sophie løb over til mig, og vi stod ryg mod ryg. Mikey prustede af vrede. Han stod med sit svær over Lucas' hoved.

"Hvis du rør dig" sagde han igen smilende "dør din ven"
Jeg smilte af vrede og kiggede til højre. Hans øjenbryn løftede sig og han så undrende mod det højre vindue. Jeg udnyttede øjeblikket og svingede igen Lucas op på ryggen.
"Sophie" råbte jeg og vi løb alle tre ud ad døren. Jeg løb ind i skoven med dem begge.
"Jeg må tilbage efter Clarissa" sagde jeg forpustet. Sophie blev hos sin bror og jeg løb tilbage for at hente Clarissa. Jeg så mændene gå ud ad huset.
"Will" hørte jeg en hæs stemme sige.
"Clarissa kom med vi må skynde os" sagde jeg panisk. Hun tog en finger op foran munden som tegn på, at jeg skulle være stille. Hun kiggede ind ad vinduet. Mickey ødelagde alle hendes ting. Til sidst satte han ild til huset og løb hen til deres dyre Maserati'er.

Hey🎀
Håber i vil læse med i denne nye historie🙊
Måske var det et lidt for langt kapitel?
Ligemeget😂