Forever alone

Kapitel 3

"Hvordan fanden kunne i finde på sådan noget?!" vrisser Sophie vredt. "Og så endda dig Lucas! Jeg troede, at du rent faktisk havde bare en lille smule hjerne siddende deroppe!" Hun prikker ham i hovedet.
"De har en" siger jeg bare og går frem og tilbage på det grønne, våde græs.
"En hvad?!" siger Sophie opgivende.
"Jeg ved det ikke helt præcis, men hun har vampyrernes mærke. Men..." Mere når jeg ikke at sige, før at Lucas har afbrudt mig:
"Men hun er ikke vampyr"
Jeg nikker.
"Willy" siger Clarissa og lægger en hånd på min skulder.

Jeg holder op med at gå:
"Mhh"
"Du..."
En lyd kommer fra busken. En puslen.
"Her er andre end os" siger hun.
Hvem fanden begiver sig ud i skov på denne tid?!
Jeg går langsomt hen til busken:
"Hvem der?" siger jeg højt og tydeligt.
Ha! Kom så Willy, kom så. Willy, dit fjols!
Jeg stopper op. Det var ikke mig, som tænkte det.
Jeg går tilbage til Clarissa, Sophie og Lucas:
"Hey venner" siger jeg og klør mig i nakken. "Jeg...øhm...hvordan skal jeg sige det...? Jeg forlader jer. Bare rolig! Jeg lover at komme tilbage" siger jeg og drejer om på hælen.
Jeg løber hen til busken og der kommer en pil flyvende gennem luften, som rammer mig i armen. Jeg falder og alt bliver sort.

Jeg hører et bål, som knitrer.
Jeg slår øjnene op:
"Det var dig!"
"Øhm" Hun ved ikke helt, hvad hun skal sige. "Ja, det var mig som skød dig i armen og har kidnappet dig. Og bare lige en advarsel: drop dine selvfede kommentarer om, at jeg bare er en lille pige. For jeg lover dig, og det gør jeg virkelig, at jeg dræber dig på stedet ligemeget hvad min ordre er!" Siger hun koldt.
Jeg bliver helt paf.

"Jeg havde nu heller ikke tænkt mig at sige sådan noget" siger jeg så endelig.
Hun bliver lidt forvirret og svarer så:
"Godt!"
Jeg sætter mig ved siden af hende på træstammen og varmer mig ved bålet:
"Men du kan altså ikke slippe for mine selvfede kommentarer" siger jeg og smilet skævt.
Hun fnyser. Men kan alligevel ikke lade være med at smile.
"Nå, karlsmart. Hvad er du så? Hvad er din hemmelighed?" siger hun så, og hendes smil forsvinder. Hun ser død alvorlig ud.
"Min hemmelighed? Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår?" Jeg kigger på hende, og vi får øjenkontakt.
"Ja, alle ved at du ikke er menneske, så hvad er du? Halv kentaur? Næh, det er du ikke klog nok til, og du har ikke noget hest på dig. Hmm...Er du halv fe? Nej, du er ikke smuk nok, og du har ingen vinger. Hva' så med halv vampyr? Nej, uha da da, hvordan kan jeg sige sådan noget? Du er slet ikke klog, smuk, tiltrækkende, intelligent..."
Jeg afbryder hende:
"Jeg har forstået det! Du behøver ikke at pointere alt det som jeg ikke er!"
"Men hvad er du så!" siger hun bedende.
"Menneske! Et helt normalt menneske! Jeg er ikke noget specielt! Og hvem er det, som er ude efter mig?" Vi kigger hinanden i øjnene, men hun slår hurtigt blikket ned:
"Hun står lige foran dig!" siger hun og rejser sig op.
"Du sagde, at du havde fået ordre" protesterer jeg. "Og du kan da ihvertfald ikke..."
Hun giver mig et iskoldt blik, og jeg får gåsehud.

Jeg stopper midt i min sætning.
"Den som er ude efter dig, bryder jeg mig ikke om. Og jeg hader at andre bestemmer over mig, men jeg er desværre nødt til at gøre, hvad hun siger, ellers..." Hun stopper midt i sin sætning og kigger ind i bålet. "Jeg ved ikke engang hvorfor, at jeg fortæller dig det her. Måske fordi jeg ved, at du snart skal dø, og at det er ligemeget, hvad jeg fortæller dig, for du kan ikke komme til at sige det videre" Hun trækker på skuldrene.
"Det er præsidenten" siger jeg og venter på at se hendes reaktion.
Hun vender sig om:
"Det var ikke mig som fortalte dig det" Hun blinker til mig.
"Men hvorfor vil du gerne af med mig?" spørger jeg så.
Hun trækker på skuldrene:
"Fordi du er min fjende"
"Hvorfor er jeg din fjende? Hvad har jeg gjort dig?"
"Det...stop med alle de spørgsmål!" vrisser hun.
Hun sparker til noget jord i hysteri, men snubler.
Hun falder bagover, mod bålet, men jeg når at gribe fat i hendes håndled.
Hun stirrer mig ind i øjnene. Hængende over bålet.

"Det var sgu ikke så smart" siger hun så, og jeg hiver hende op at stå. Hun stirrer ind på flammerne:
"Har du nogensinde tænkt over meningen med livet? Hvorfor man er her?"
Jeg lægger en arm rundt om hendes nakke.
Hun kigger op på mig. Ind i mine øjne:
"Det der" Hun løfter min arm ved hjælp af min pegefinger og slipper den, så den falder ned fra hendes skuldre. "Kan du godt glemme"
"Ja"
"Ja? Ja hvad?" siger hun.
"Ja. Jeg har tænkt over meningen med livet. Tænkt over hvorfor man er her. Jeg har endda sat livet på spild flere gange"
Hun nikker:
"Du er min fjende, fordi du er vampyrernes fjende. Jeg tilhører dem. De..." Hun synker klumpen i hendes hals. Hun er ikke vild med at indrømme ting. "De ejer mig"

Heyyy!
Tak fordi du læser med!
Husk lige at stemme på min historie, hvis du synes den er god❤️🤘🏽